Min syvårige datter kiggede på vores fyldte indkøbsvogne og konstaterede: "Vi hamstrer"

– Jeg husker tydeligt følelsen af, at bare man skulle en tur i SuperBrugsen, var det vildt spændende. Det boblede i maven, og min mand og jeg havde hver sin indkøbsvogn, som vi fyldte til randen, og da vi efter at have været på eventyr i Brugsen af alle steder kom til kassen med top på begge vogne, udbrød vores datter, der var syv på det tidspunkt: ”Vi hamstrer!”. Det ord havde hun hørt i fjernsynet, vi anede ikke, at hun vidste, hvad det var, og sådan nogle mennesker som os – vi hamstrede i hvert fald ikke, griner Thora Bruun Makita, der er journalist.

For hende – og en masse børnefamilier – gav corona lejlighed til at kigge ærligt på sig selv og på en travl hverdag.

Thora savner corona for mange ting, først og fremmest det enkle liv, men også følelsen af at være tæt på familien og faktisk at fokusere bedre på sit arbejde, fordi hun selv kunne tilrettelægge det.

– Altså første lockdown, hvor man skulle arbejde og have børn hjemme, og vores var små, var forfærdelig. Det var rent helvede, da de lukkede børnehaverne. Det var én af de værste perioder i mit liv. Jeg var simpelthen så stresset og ude af mig selv. Børnene hev og flåede i mig og ville lege, når jeg sad og skrev og havde deadlines, og jeg kunne eksplodere i ren og skær afmagt over at skulle nå en masse arbejde og samtidig blive afbrudt konstant og så have en mand, der havde det på samme måde. Jeg havde det råddent over at være en dårlig mor, jeg kunne ikke engang leve op til mine egne idealer. Vi skændtes meget om, hvordan vi skulle dele dagen op, og diskuterede konstant, hvis arbejde der var vigtigst.

Men så kom anden lockdown.

– Det er den, jeg husker for alt det gode: Dér var der tid til fordybelse, jeg kunne virkelig fokusere på at skrive, blev ikke forstyrret af mails og telefoner eller kolleger, der lige skulle vende noget hele tiden. Der var sådan en skøn ro på det hele, og alt det overflødige var væk. Jeg skulle ikke som før – og nu igen – forholde mig til Aula eller tage hensyn til sociale arrangementer, til tandlæge, vaccinationer, alt det andet åndssvage, man skal holde styr på. Jeg arbejdede superkoncentreret, og børnene var ikke en klods om benet, og jeg kunne også lige ringe til banken uden at forstyrre andre eller skulle bede chefen om lov. Dagen blev mere organisk, jeg oplevede for første gang, at det blev min arbejdsdag. Den passede til mig. Sådan tror jeg, mange havde det.

Thora husker også andre ting. Blandt andet, at hun var ret tilfreds, fordi hun ikke sammenlignede sig med andre og ikke frygtede at gå glip af en masse:

– De andre kunne heller ikke tage på parweekend til London og fyre den af. De sad også hjemme i deres sofa og havde et røvsygt liv. Selv dem, der ikke havde børn, havde heller ikke den sjove tilværelse, man kunne være misundelig på.

… og der var plus på kontoen.

– Det var vildt, hvordan det også påvirkede éns købetrang. Jeg holdt op med at købe tøj, og jeg brugte ikke penge på caféer, takeaway og at forkæle mig selv med chai latte. Når jeg endelig en sjælden gang imellem så nogle veninder – corona-tjekkede, afsprittede og på afstand – var det simpelthen så hyggeligt.

– Men bedst var det i forhold til familien, vi fik nogle skønne familie-vaner. Vi havde tid til at ligge og se film sammen, og når vi i dag ligger og putter, minder det mig om den tid og om, hvordan vi så ”Min Søsters Børn” og ”Alene Hjemme”, og syntes, de var knaldgode.

Eftersom man ikke kunne gå på café, kælede hun og Tomonori ekstra for maden. ”Vi fik så lækker mad”, husker hun.

– En anden sjov ting er, at hele verden var i samme båd: Vi så de samme serier. Alle vidste, hvem Joe Exotic og Carole Baskin fra Tiger King var. Jeg tror, hele den vestlige verden så den serie på samme tid. Vi havde nogle venner i London, derovre måtte de i øvrigt kun gå ud en time om dagen. Jeg kan huske, at vi sad og kiggede på Google Earth og fandt Times Square, der var helt øde.

Alle corona-testene og maskepåbud og den slags ting husker Thora ikke som så slemme. Hun er glad for den måde, pandemien blev tacklet på herhjemme.

– Der var meget stor forskel på, hvordan man håndterede det. I andre lande, f.eks. i Japan, hvor min mand kommer fra, havde man en helt anden tilgang. Der testede man ikke folk, til gengæld var det skamfuldt, hvis man var syg.

Denne artikel blev først bragt hos SØNDAG 11/2025, som også ejes af Aller Media. Dette er en redigeret version.