Samfund
25. juli 2023

Min toårige datter får nedsmeltninger i offentligheden. Jeg synes, det er presset, når folk kigger

I denne uges afsnit af podcasten “Forældreterapi” møder vi en far til en toårig pige, der ofte får nedsmeltninger i offentligheden. Det har nu ført til en ond spiral, men det er ikke unormalt, forklarer psykolog.
Af: Af Nanna Niemann
Sofie Munster

Foto: Rita Kuhlmann

Hvis man er forælder, har man ofte stået i situationen: Dit barn er træt, utilfreds eller på andre måder presset.

Og pludselig går det galt.

Råb, skrig og gråd i fuld offentlighed, mens andre ser på med medlidenhed eller irritation.

– Jeg synes, det er presset, når folk kigger hen på en, når man har en datter, der råber og skriger, for jeg føler, at jeg er den eneste, der har det problem.

Sådan siger en far til en toårig pige i ugens afsnit af podcasten "Forældreterapi" med Sofie Münster.

– Vi har nogle gange nogle situationer, hvor hun har det, vi kalder nedsmeltninger, og de kan være svære at håndtere, fordi vi nogle gange står i offentligheden og skal håndtere et skrigende barn, siger faderen.

Og det kan være svært at håndtere, særligt hvis lunten er kort og overskuddet lille.

– Nogle gange gør jeg nogle uhensigtsmæssige ting i situationen, hvor jeg måske skulle have holdt overblikket.

Det kan være i hjemmet, hvis datteren tager ting ned fra en hylde, som hun ikke må, og får et nej flere gange. Der kan hun få en nedsmeltning, hvor hun bliver vred.

Hvis faderen har overskud den pågældende dag, forsøger han at være i situationen med datteren, men hvis han er presset, kan han nogle gange trække sig lidt og blive apatisk, siger han.

Ny podcast: Forældreterapi

Sofie Münster er psykolog med speciale i familier, par og børn. Hver dag sidder hun over for forældre, der kæmper med konflikter og bekymringer. I femina updates nye podcast bliver du inviteret med ind i et intimt rum mellem hende og en forælder, som hun ikke har mødt før, men som står over for et problem, som de fleste forældre vil kunne spejle sig i.

Lyt med til “Forældreterapi”, der hvor du lytter til podcast.

Men udbruddene kan også ske i fuld offentlighed. Oftest i supermarkedet. Her er nedsmeltningerne sværere at håndtere.

Helt normalt

Men det, faderen oplever, er helt normalt, fortæller Sofie Münster:

– Det, der sker, er, at den toårige reagerer på kraftige måder, der efterlader faderen i en situation, hvor han ikke aner, hvordan han skal håndtere det.

Det kan medføre, at man som forælder frygter, at det skal ske igen, og medvirke til handlingslammelse, forklarer Sofie Münster.

– Det kan sætte én i en ond spiral, hvor det bliver sværere og sværere at få ro på sig selv og barnet.

Hør hvad Sofie Münster råder faderen til at gøre i ugens afsnit af podcasten “Forældreterapi”.

Lyt til afsnittet af “Forældreterapi”, og resten af podcastens afsnit, herunder:

Læs mere om:

Læs også