Samfund
20. november 2023

Mistede sin 23-årige datter til en Taylor Swift koncert: "Det er absurd af et arrangement af den størrelse"

Den 23-årige kvindes far bryder nu tavsheden med de hjerteskærende ord: - Hun tog afsted med en drøm, og forlod stedet livløs.
Af: Signe Frederikke Pedersen
Taylor Swift i Rio de Janeiro

Foto: Splashnews.com/Splash/Ritzau Scanpix, Silvia Izquierdo/AP/Ritzau Scanpix

Koncertarenaen i den brasilianske storby, det olympiske stadion Nilton Santos, var på kogepunktet.

Temperaturen steg både på scenen og blandt publikum fredag aften, hvor de glade og forventningsfulde fans var blevet nægtet medbragt vand og kæmpede for at holde gejsten oppe, så de kunne opleve deres store idol, amerikanske Taylor Swift.

Men den utålelige varme, luftfugtigheden og manglen på væske endte med at koste én af dem – 23-årige Ana Clara Benevides – livet.

Koncerttragedien har sendt chokbølger gennem Taylor Swifts fanbase, og da den 33-årige ”Bad Blood”-sangerinde lørdag aften trak stikket og udskød sin anden aften i Rio de Janeiro, var de lige dele skuffede og forstående.

Sammen med deres store popidol sørger de nu over Ana Clara Benevides død, mens den afdøde superfans far netop har givet en kort, hjerteskærende reaktion til medierne.

Taylor Swift fans wait for the doors of Nilton Santos Olympic stadium to open for her Eras Tour concert amid a heat wave in Rio de Janeiro, Brazil, Saturday, Nov. 18, 2023. A 23-year-old Taylor Swift fan died at the singer's Eras Tour concert in Rio de Janeiro Friday night, according to a statement from the show's organizers in Brazil. (AP Photo/Silvia Izquierdo)

Foto: Silvia Izquierdo/AP/Ritzau Scanpix

Flere medier kunne allerede lørdag fortælle om den unge kvindes kollaps, der indtraf allerede indledningsvist under Taylor Swifts tre og en halv time lange koncert, hvor hun tager sine fans med gennem sin egen musikhistorie med 44 numre fra kataloget.

For den 23-årige kvinde var det en drøm, der skulle til at gå i opfyldelse.

På hvad man må formode at være det sidste billede taget af hende nogensinde, står hun i en ”T.S.”-t-shirt og laver fredstegn med fingrene. Storsmilende og fuld af forventning.

Far kræver svar

Hendes far, 53-årige Weiny Machado, fortæller til avisen Folha de São Paulo, at hun ”tog afsted med en drøm, og forlod stedet livløs”.

– Jeg har mistet min eneste datter, en glad og intelligent pige. Hun skulle netop snart dimittere fra sit psykologistudie til april, fortæller han.

– Jeg har ikke ord for den smerte, jeg føler.

Ana Clara Benevides dødsårsag er endnu ikke slået helt fast, men teorien går på, at hun er besvimet af varmen i første omgang, hvorefter hun er blevet ramt af hjertestop.

Hendes sørgende far ønsker derfor også en bredere efterforskning, der kan klarlægge nøjagtigt, hvad der er sket med hans datter under de første sange på Nilton Santos fredag aften.

– Jeg vil gerne finde ud af, om der rent faktisk var et forbud mod at tage vand med ind, eller om der foregik en uagtsomhed blandt vagter og assistance, siger han, og fortsætter:

– Jeg ved, at sangerinden delte vand ud til sine fans, og det er absurd af et arrangement af den størrelse. Intet kan bringe min datter tilbage til mig, men jeg håber, at nogen vil blive straffet, hvis det viser sig, at der har været en uagtsomhed. Også så det ikke sker for nogen andre.

Ganske som faren Weiny Machado påpeger, dukkede der talrige videoer op at Taylor Swift, der afbrød koncerten flere gange for at bede om mere vand til publikum.

Ligeledes besluttede hun sig selv for at tage affære under et af numrene, da hun kastede en vandflaske ud til de tørstende fans.

Senere dukkede der også skræmmende optagelser op af hovedpersonen på scenen. Også Taylor Swift kæmper nemlig voldsomt med at trække vejret på optagelserne fra koncerten i Brasilien.

Arrangøren af koncerten, T4F – tidligere kendt under Time4Fun – har efter dødsfaldet lovet, at de tager højde for eventuelle hedebølger og stigende temperaturer, når store koncerter skal afholdes.

Allerede op til lørdagens Taylor Swift-show sikrede de sig, at der ville være bedre ventilation og flere vandposter.

Det ændrer dog ikke på, at firmaet er blevet sendt ud i noget af et stormvejr, og sent lørdag aften dansk tid valgte Swift og hendes hold selv at udskyde den anden koncert i Rio de Janeiro til mandag.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også