Mit liv handler ikke om at få børn, og det gør mig varm om hjertet, at jeg aldrig skal melde afbud til en polterabend, fordi barnepigen er blevet syg

Få en kæreste, fød nogle børn og lev lykkeligt?

Kernefamilie og kærlighed er opskriften på lykken, har vi lært i årtusinder.

Meningen med livet simpelthen, intet mindre, og derfor stopper sætningen ovenfor som regel med et punktum.

Her hører spørgsmålstegn ikke hjemme – i hvert fald ikke hvis du drømmer om et meningsfuldt og velset liv.

Jeg har alligevel tilladt mig at stille spørgsmålet, for med mine 28 år har jeg nået den alder, hvor mine venner bliver forældre på stribe – noget jeg elsker for dem og støtter dem 10.000 procent i.

Men hver gang jeg hilser på en ny, nuttet baby, hilser jeg også på et reality check. Hvad drømmer jeg selv om på den lange bane?

Hvad og hvem giver mit liv mening?

Her er det gået op for mig, at svaret for mit vedkommende ikke er en baby, og at det, jeg elsker allermest ved mine venners børn netop er, at de er deres – og ikke mine.

For præcis lige som at nogle har drømt hele livet om at blive forældre, har jeg altid drømt om det modsatte. Og det er helt uden at være hverken egoist eller børnehader, som man ellers godt kan blive skudt i skoen.

Det er kort sagt bare ikke rigtig noget for mig.

For når jeg vinker farvel på legepladsen og takker for en dejlig dag fyldt med sjov, kram og gode spørgsmål til livet og universet, så er det ikke mig der skubber klapvognen hjem for at lege og putte og trøste og amme og underholde og skifte ble og pumpe ud og tørre op og smøre madpakker og lave lektier og køre rundt til gymnastikopvisning og fritidsklub og Lalandia og forældremøder og legeaftaler og konflikthåndtering de næste 18 år.

I stedet cykler jeg enten hjem eller videre, mens jeg overvejer, hvad jeg selv har lyst til.

For det, der giver mit liv mening, er, at min fremtid er uplanlagt og fri.

Tanken om, at jeg aldrig skal tikke ’børnevenlig’-boksen af i sommerferie-researchen eller melde akut afbud til min venindes polterabend, fordi barnepigen er blevet syg, gør mig meget varm om hjertet.

Og når jeg savner at nive i små, nuttede babykinder eller løbe om kap i Nørrebroparken, så skriver jeg til vennerne igen: ”Tager du Alma med på søndag? Jeg savner hende.”

For selvom jeg ikke skal have børn, så vil jeg meget gerne have børn i mit liv.

Det betyder meget for mig at lære mine venners børn at kende, at få lov til at passe, putte og holde pinlige taler til deres konfirmationer. Det er en ægte win-win-situation for alle.

I den perfekte verden ville klummen slutte her med en konklusion om, hvor smukt det er, at vi alle er forskellige og meningen med livet defineres af individets egne drømme og idéer.

Sådan går det imidlertid ikke, for det er min erfaring, at man altid kan være stensikker på én ting, når man siger højt, at man ikke skal have børn: Ingen tror på dig.

I stedet slynger folk 9 ud af 10 gange ét af de disse moderlige råd efter dig:

”Det skal nok ændre sig, når du bliver ældre” eller ”Bare vent til du finder den rigtige.”

Er man synsk eller clairvoyant, synes jeg oprigtigt, det er interessante statements, men ellers opfatter jeg det mest af alt som arrogance at stille sig bedrevidende overfor andres fremtidsdrømme.

Det føles nedgørende hver eneste gang, og jeg er efterhånden ret nysgerrig på hvor meget ældre jeg i grunden skal blive før man vil tage mit valg alvorligt. 35? 45? …… Død?

Jeg oplever, at fravalget af børn i højere grad bliver accepteret, hvis du bærer rundt på en arvelig sygdom, har mentale problemer eller er fysisk udfordret.

På den måde bliver dit valg ofte set som en virkelig velovervejet, uselvisk og flot beslutning.

Mit problem er imidlertid, at jeg, med den rette alder, en top-tunet fødedygtig krop, gode værdier og en udmærket uddannelse, aldrig vil kunne opnå samme beundring eller forståelse – ’Jeg har bare ikke lyst’ klinger tilsyneladende ikke særlig sympatisk.

Men måske det faktisk var på tide, at vi gav plads til den begrundelse?

For selvom man sommetider skulle tro det, så er det ikke et lovkrav at få et barn, bare fordi man er udstyret med en livmoder eller har jordens bedste sædkvalitet.

Kalenderen viser trods alt snart 2025, intet er længere ’som det var engang’, og vi bliver ved med at blive præsenteret for statistikker, der tydeligt viser, at flere og flere både mænd, kvinder og par aktivt fravælger børn til fordel for et mere selvstændigt liv.

I min optik burde den generelle opfattelse af ’det gode, meningsfulde liv’ netop favne bredere og følge med tidsånden, tallene og tendenserne.

Derfor gør det mig også glad, at vi herhjemme så småt har gang i en offentlig samtale; folk deler sårbart ud på Instagram og i Go’ Morgen Danmark, og forleden blev jeg tilmeld helt rørt, da jeg lyttede til feel-good podcasten ’Akavet, Emma’:

”Det handler ikke om at vente på den rigtige kommer, det handler om, at jeg ikke har lyst,” siger den 35-årige komiker Natasha Brock, som for øvrigt er lykkeligt gift og dermed det perfekte eksempel på, at ”bare vent…”-argumenterne bør aflives.

Den 29-årige podcastvært Emma Thomsen deler ligeledes relaterbare tanker, og på dette tidspunkt er jeg ved at eksplodere af lykke over endelig at føle mig set og spejlet så fint og naturligt i noget så almindeligt og populært som en podcast.

Det gør mig oprigtigt fortrøstningsfuld, at vi taler om alternative valg til forældreskabet i medierne. Jeg tror, det er vigtigt, at børn og unge bliver bevidste om, at der findes forskellige, meningsfulde og rigtige veje i livet – og at ingen af dem er bedre eller vigtigere end andre, men eksisterer på lige fod, side om side.

Selv har jeg altid set op til min 24 år ældre kusine, der aldrig har sat lighedstegn mellem børn og ’meningen med livet’, og jeg føler mig faktisk meget heldig over, at hun har givet mig en så naturlig bevidsthed om, at man aktivt og sagtens kan leve et lykkeligt liv uden børn.

For når forældreskab er det mest normale i verden, er det ikke alle, der har et familiemedlem til at statuere et sådant eksempel.

Min barndomsven Anders, der allerede i 3. klasse drømte om at blive far, er et godt eksempel på, hvordan vi tidligt lærer at forældreskab er end goal i livet. Men hvis vi ikke præsenteres for alternativerne, hvordan skal vi så kunne vælge noget andet?

Mit største juleønske er, at vægtskålen snart står i vater, når vi sætter ’forældreskab’ og ’frivillig barnløshed’ op på vægten og stiller spørgsmålet: ’Hvilket liv er mest værdifuldt?’

For selvom vi prikker til forskellige normer, deler tanker i medierne og har barnløse forbilleder, så vil jeg for nu konkludere, at vægtskålen er pilskæv – ’et liv med børn’ vejer klart tungest, og det vil det sikkert gøre længe endnu.

Det er trods alt svært at gentænke et så normaliseret livsmål, der har eksisteret og domineret, siden der var liv på jorden – og netop derfor burde vi virkelig overveje at gøre det.