Nagin kæmper for at få dansk statsborgerskab: ”Hvor skal jeg sendes hen, hvis jeg skal sendes hjem?”

Hvad skal der til for at blive dansk statsborger?

Det spørgsmål har 21-årige Nagin Ravand stillet sig selv et utal af gange, siden hun i 2019 indsendte sin ansøgning til Udlændinge- og integrationsministeriet om at få det rødbedefarvede pas og dermed officielt blive anerkendt som dansk statsborger.

Hun har været i Danmark i mere end 18 år, men hun kan stadigvæk risikere at blive sendt tilbage til det land, som hun sammen med sin familie flygtede fra som blot 3-årig.

Et land, som Nagin Ravand i dag på ingen måde opfatter som sit hjem.

– Ja, jeg er oprindeligt fra Afghanistan, men det er ikke der, jeg har hjemme. Jeg har ikke engang et afghansk pas, så hvor skal jeg sendes hen, hvis jeg skal sendes hjem? Der er kun Danmark, fortæller hun.

Ikke godt nok

For Nagin Ravand har de indtil videre 18 år i Danmark budt på det, som hun selv beskriver som den klassiske vej at gå som ung dansker.

Hun har gået i dagpleje, børnehave og folkeskole, og for få år siden fik hun sin studenterhue fra Aarhus Gymnasium.

I dag studerer hun uddannelsesvidenskab på Aarhus Universitet på fjerde semester, og så bruger hun adskillige timer på at lave frivilligt arbejde i sin fritid.

Her er det især fodbold, der fylder i Nagin Ravands liv.

De seneste fem år har hun arbejdet som fodboldtræner for unge piger i Aarhus, og hun har kæmpet for at få flere kvinder og piger til at etablere sig i diverse fodboldforeninger i Danmark.

Derudover er hun ambassadør for PlanBørnefonden, hun sidder i udvalget for mangfoldighed og ligestilling i Aarhus Kommune. Hun er også studentermedhjælper i borgmesterens afdeling i Aarhus, hvor hun hjælper til med HR og organisation.

Samtidigt har hun opnået både at få den permanente opholdstilladelse, der er et krav for at kunne søge om dansk statsborgerskab samt bestået indfødsretsprøven, der ligeledes også er et krav.

Alligevel sidder Nagin Ravind lige nu i en situation, hvor det er usikkert, om hun kan blive godkendt som dansk statsborger.

– Jeg ved ikke, hvad jeg mere kan gøre for at få dansk statsborgerskab andet end alt det, jeg allerede har gjort. Men det er åbenbart ikke nok.

– Man skulle umiddelbart tro, at alt det arbejde ville få mere end bare et klap på skulderen og et ”godt arbejde”. Men nej. Det er åbenbart ikke et godt nok stykke arbejde til, at jeg kan blive dansker, siger Nagin Ravand.

Frustrationer

For nylig lavede Nagin Ravand et opslag på sin Instagram-profil, hvori hun gav udtryk for sine frustrationer over, at hun nu i næsten 2 år har ventet på svar fra Udlændinge- og integrationsministeriet om, hvorvidt hun kan få dansk statsborgerskab eller ej.

Genindlæs din browser, hvis opslaget ikke dukker op

I opslaget skriver hun blandt andet: ”Hvordan kan jeg være en rollemodel, når mit eget land ikke vil anerkende mig som en del af det?”

– Meget af mit arbejde handler om at gå forrest, at løfte andre mennesker, der måske har svært ved at løfte sig selv og vise dem, at der er lys for enden af tunnelen.

– Men lige så snart lyset begynder at brænde ud inde i mig, hvordan skal jeg så vise vej for andre, spørger Nagin Ravand.

Hver eneste dag arbejder hun hårdt for at gøre en forskel for andre unge mennesker, der befinder sig i en lignende situation som hende selv.

Derfor gør det hende også ekstra frustreret, at hun lige nu befinder sig i en venteposition, hvor hun hverken kan gøre til eller fra.

- Når andre unge mennesker kigger på mig og ser, hvor svært det er for mig at blive anerkendt til at få dansk statsborgerskab, tænker de måske, om det overhovedet kan betale sig at lave så mange timers frivilligt arbejde, tage sig en uddannelse og sådan noget.

– For hvad nytter det, hvis det i sidste ende ender med, at jeg kan blive sendt ”hjem”, siger Nagin Ravand.

Hvad gør jeg forkert?

Udover at det er frustrerende at skulle befinde sig i en venteposition på ubestemt tid, er det også demotiverende, fortæller Nagin Ravand.

- Jeg arbejder virkelig røven i laser for at bidrage til at skabe et bedre land og et bedre samfund, hvilket er til alles bedste.

– Men når jeg bliver ved med at være begrænset, fordi jeg ikke har dansk statsborgerskab, får jeg mest af alt lyst til at smække benene op på bordet, læne mig tilbage og lave ingenting, siger hun.

Nagin Ravand peger samtidigt på, at det for hende også handler om anerkendelse.

Som hun selv forklarer, ved hun godt, at hun gør en masse ting rigtigt, men i sidste ende, sidder hun alligevel tilbage med ét spørgsmål: Hvorfor kan jeg ikke blive anerkendt som dansk statsborger?

– Jeg ved, at jeg er dansker, men jeg sidder alligevel med en følelse af, at jeg gør et eller andet forkert, siden jeg ikke kan få det røde pas. Men hvad er det? Er der et maksimum på, hvor mange danske statsborgere, man må være? Jeg forstår det ikke, fortæller Nagin Ravand.

Tryghed

Hvis Nagin Ravand i sidste ende ender med at blive godkendt til at blive dansk statsborger, vil det betyde, at hun kan slappe meget mere af i sin hverdag.

– Lige nu kan en fartbøde eksempelvis koste mig det danske statsborgerskab. Så hver gang der tikker digitalpost ind på min e-boks, springer mit hjerte op, for hvad er det? Er det fra udlændingestyrelsen? Er det en bøde? Hvad er det?

– Så at få dansk statsborgerskab vil skabe tryghed for mig, fortæller hun.

Det er samtidigt også vigtigt for Nagin Ravand at understrege, at det er folks liv, det handler om.

At der bagved de mange ansøgninger sidder ægte mennesker, der både har behov for at få afklaring og vished om deres fremtid, men som også har brug for en følelse af at høre til.

- Hvis man gerne vil se en udvikling blandt den her gruppe af mennesker, er man først og fremmest nødt til at anerkende os som mennesker og som ligeværdige borgere, siger Nagin Ravand og afslutter:

- Det er følelsen af at høre til, der gør, at folk deltager og gør deres bedste. Hvis den følelse ikke eksisterer, så er det altså svært at få lyst til at komme ud og gøre en forskel.