Nannas mor blev slået ihjel: "Jeg har kostet det danske samfund rigtig mange penge"

Vi er egentlig færdige, da jeg kommer i tanke om et sidste spørgsmål: ”Tror du, folk vil blive forargede, når de læser bogen?” Nanna Hansen er ikke i tvivl:

– Den almindelige borger vil blive forarget, for det, jeg har oplevet, er noget, man som almindelig borger ikke vil høre, noget, man ikke vil tro om det samfund, vi lever i. Men fagpersoner? Nej. De ved det allerede.

Du skal nu læse om det virkelige liv, når det er værst. Nanna Hansen har i samarbejde med journalist Birgitte Vestermark skrevet en hel bog om det: ”Jeg er Nanna”.

Nannas bog handler grundlæggende om velfærdssamfundet og det paradoksale i, at vi bruger millioner og millioner af skattekroner på at hjælpe udsatte børn og unge, men samtidig – som i Nannas tilfælde – trods alle millionerne alligevel ikke altid magter at levere det, det handler allermest om: Omsorg, tryghed, ro, kontinuitet, professionel og kærlig støtte og et godt udgangspunkt.

Det er noget af en bredside, hun fyrer af, men hun har, som nu 29-årig, også oplevet systemet på godt og ondt.

Nanna har kostet det danske samfund millioner. Hun siger det selv. Spørgsmålet er, om alle de penge, hvis de havde været brugt på en anden måde, havde givet Nanna et bedre liv. Nannas svar er indiskutabelt ja.

For syv år siden hed Nanna stadig Randa Nail Abu-Hassna. Navneskiftet tog hun, samtidig med at hun blev færdig som pædagog.

– Nanna Summer Hansen. Det har jeg det rigtig godt med, for der ligger så meget sorg. Det er bare et helvede, når folk siger navnet Randa, jeg hader det. I mine øjne er jeg Nanna. Jeg føler mig også som en Nanna. Og det har været min måde at starte forfra på.

Hun har klaret den. Men ikke uden mén. Den posttraumatiske stress er kommet for at blive.

Misbrugt

TV 2 har vist dokumentarerne ”Anbragt i helvede” og ”Anbragt – efter helvedet”.

Og Nannas søster, Sapran Hassna, udgav i 2016 bogen ”Forbandede barndom” om de fire små piger, Sapran, Amal, Jasmin og Nanna, og deres voldsomme start på livet, da deres mor blev slået ihjel af deres far, og Slagelse Kommune – dengang Skælskør Kommune – siden placerede dem i en plejefamilie i Skælskør, hvor de igennem flere år blev udsat for psykisk og fysisk vold, og to af dem, især Nanna, blev seksuelt misbrugt af plejefaren.

Sagen rullede først, da Amal som 12-årig i 2006 meldte plejefaren til Slagelse Politi, fordi kommunen igen havde anbragt en pige hos plejefamilien.

Plejefaren blev idømt fem års fængsel i 2008 – da Nanna var 16 år.

Slagelse Kommune blev i 2017 dømt til at betale pigerne erstatning på grund af mangelfuldt tilsyn og for ikke at have reageret på underretninger om mistanke om vold og seksuelle overgreb.

Kommunen reagerede end ikke, da en læge efter at have undersøgt en af Nannas små søstre i 2002 anførte, at ”tidligere incest synes sandsynligt”.

Nannas bog handler om rejsen igennem selve systemet med hende selv som case.

Om svigt hele vejen rundt. Om udbredt kassetænkning.

Den handler om det, hun selv beskriver som situationer med overmanding og fysisk tvang, voldsom medicinering, mandsopdækning, indespærring og personale uden pædagogisk uddannelse.

Hun er godt klar over, at hun selv har været en mundfuld som teenager. Hun har været så udadreagerende, at de opholdssteder, der ville modtage hende, kunne tælles på en halv hånd.

Men det var der jo indlysende årsager til.

De årsager var der bare alt for længe ingen, der ledte efter, og hun kunne ikke selv tale om de seksuelle overgreb.

Hvad skal bogen bruges til?

– Jamen … jeg vil rigtig gerne have, at systemet bliver rystet og vågner. Jeg synes, vi taber rigtig mange børn og unge i det. Jeg har som pædagog selv gået så mange unge i møde og kan se mange af de samme mønstre.

– På længere sigt bliver de en rigtig dyr udgift, fordi man ikke bruger ressourcerne rigtigt fra starten. For i dag handler alting koldt og kynisk om kroner og øre.

– Jeg har kostet det danske samfund rigtig mange penge. Det havde jeg ikke gjort, hvis jeg var blevet placeret det rigtige sted fra starten. Et sted, hvor der var den rigtige faglighed, og hvor jeg kunne blive.

– Men det vælger man ikke. Man vælger at kaste mig rundt i systemet. Samtidig med at der faktisk forekommer et massivt overgreb på mig, den her sårbare unge pige, som har den her skrækkelige historie med sig. Og der er ingen, der vil tro på hende.

– Det eneste, man kan forholde sig til, er: ”Jamen hun har en livlig fantasi, hun er sindssyg, vi skal have proppet noget medicin i hende.” I dag, som fagperson, bliver jeg så harm.

Mor

Vi ridser lige op.

– Da jeg er fem år, slår min far min mor ihjel og graver hende ned på Tisvilde Strand. Inden det sker, trækker min mor mig til side og siger, at jeg ikke skal se hende mere. Hun ved godt selv, at hun går sin død i møde.

– Sådan som jeg har fået det fortalt, prøver min mor flere gange inden at gå til politiet. Men de siger ordret til hende, at de ikke kan gøre noget. Jeg har faktisk stadig forsiden fra Ekstra Bladet fra 1997. Jeg kan prøve at vise dig den …

Nanna leder i sin mobil og siger:

– Men … den dag fik jeg den orange kjole, jeg sådan havde ønsket mig, og den dag mistede jeg min mor. Det var meget voldsomt … Jeg husker min mor for det gode, men omgivelserne var noget rigtig skidt, så det er et traume, der startede tidligt.

– Min mor gik fra min far og nåede at være separeret fra ham. Han prøvede flere gange at bryde ind i lejligheden og prøvede at få fat i min mor og mig og mine søskende.

– Jeg har levet i alarmberedskab, nærmest fra jeg bliver født, til jeg mister min mor.

Nannas mor forsvinder en morgen på vej hjem efter at have afleveret sine piger i institutionen. To børn finder en uge senere liget af hende gravet ned på Tisvilde Strand.

Nanna har fundet forsiden på sin mobil: ”Mor til fire måske levende begravet: RITUELT SLAGTET”.

– Den forside er skrækkelig … Hun var nemlig stadig i live, da han begravede hende … Og dér står jeg fem år gammel med min orange kjole.

– Det eneste, jeg forstår, er følelsen af, at jeg er den store nu. Jasmin er den ældste, men hun er speciel, hun er handicappet. Så jeg har Amal, Sapran og Jasmin, og jeg skal passe på dem, for det har jeg lovet min mor.

De fire piger bliver placeret på et akutmodtagende børnehjem.

– Jeg synes ikke, vi har haft nogen barndom, men hvis man skal definere en barndom, er det år det, der ligner bedst, selv om vi er massivt traumatiserede og i en kæmpe sorgproces.

– Vi havde verdens bedste pædagoger. Mette B. og Mette G. Jeg elskede dem, og det gør jeg stadig. Jeg tror, det er det tætteste, man kommer på en god barndom. Det var tryghed.

Hvorfor skulle I så ud i den plejefamilie?

– På grund af kroner og øre. Man vælger tit plejefamilier, fordi opholdssteder med fuldt personale generelt er rigtig dyre. Man siger, at barnet har brug for at lave en visuel spejling og være en del af en familie. Men det er ikke det, det handler om. Det handler om, at det er den billigste løsning.

Nanna og hendes søstre havner hos en plejefamilie i Skælskør. Hvor hverdagen er et mareridt.

Tilsyn?

– Det forekom så ikke. Det er det, vi har kørt en retssag mod Slagelse Kommune om. For det glemte de sgu lige i fire år. Var det ét tilsyn, der var?

– Man er nødt til at sikre sig, at der er tryghedspersoner i marken. Hvordan skal børn danne en relation til en, der kun kommer én gang om året?

– Børn er så nemme at manipulere. Hvis et barn får at vide, at ”Hvis du ikke gør, som jeg siger, gør jeg din søster ondt” – så reagerer barnet ud fra den frygt, det tør jo ikke andet.

Du bliver udsat for overgreb?

– Ja, seksuelle overgreb. Og fysisk og psykisk terror. Og det var på daglig basis. Ja …

Sult var også en del af hverdagen.

Når man tænker på, hvad folk, der gerne vil adoptere, skal gennemgå, må man undre sig over, hvordan man kan sende fire små voldsomt traumatiserede piger ud i en familie, der ikke er gennemscreenet.

– Ja, det er grotesk. Og den ene er handicappet. Det vil sige, at hun har nogle specielle behov i forhold til sin udvikling. Det er så sygt.

Første gang pædagogiske repræsentanter kommer ud og vurderer plejeforældrene, indberetter de faktisk også til kommunen, at de to mennesker ikke er i stand til at varetage opgaven med de fire piger.

– Hun lugter af spiritus, og man mener ikke, at han er kompetent. Derfor blev vi boende på børnehjemmet i et helt år. Men så besluttede kommunen, at det var for dyrt.

– Så de to pædagoger, vi havde, fik et ultimatum: Enten forestod de udslusningen af os til den plejefamilie, eller også fik kommunen nogle andre til at gøre det.

– I sidste ende er pædagogerne oppe imod højere magter. De to er tryghed for os, de har dannet en relation til os, de er selv berørte af situationen. De laver en overlevering, som de er modstandere af, fordi de SKAL.

– Herfra går det galt. For plejefaren kan jo ikke holde på sig selv. Jeg er seks år, da jeg første gang bliver slået. Han slår. Jeg bliver ved med at rejse mig. Jeg giver ikke efter.

– Jeg ved, at jeg er der for at passe på mine søskende, og at jeg nok skal få os væk derfra. Det er den kamp, jeg kæmper, fra det øjeblik vi ser plejeforældrenes sande ansigt.

– Det er ikke de tæsk, han giver mig, der ødelægger noget i mig, det er, da han begynder at misbruge mig seksuelt. Dér knækker han mig.

Tryghed

Nanna bliver fjernet fra plejefamilien i 2002, efter en psykolog igennem næsten et år har forsøgt at råbe kommunen op om mistrivsel. Søstrene bliver tilbage.

Kommunen vælger aktivt ikke at foretage sig yderligere. Nanna kommer som 10-årig først til ”Syveren” i Ringsted og siden til ”Vendebo” samme sted.

Hun siger ikke noget om de fire års seksuelle overgreb til nogen.

– Vendebo er virkelig godt, for det er der, jeg møder Maria Skov, hun var en rigtig dygtig pædagog. Der var ikke nogen, der slog. Der blev sat grænser. Der var fællesskab. Der var tryghed.

Og ballade?

– Der var også rigtig meget ballade.

En aften gennemsmadrer Nanna sammen med en gruppe af de andre børn simpelt hen institutionen.

– Der var ikke kæft, trit og retning, men når vi handlede fuldstændig uhørt og blev udadreagerende eller smadrede tingene, fandt vi ud af, at der var en konsekvens, fordi vi fandeme havde nogle pædagoger, der stod ved os.

– Og når de pædagoger kom på arbejde – hvor Maria var en af dem – var der ingen af os, der syntes, det var sjovt længere. De prøvede, og de var fandeme med til at gøre en forskel for os.

Da Nanna er 13 år, bliver hun udsat for et retraumatiserende seksuelt overgreb af en yngre mand.

– Relationen til Maria er så stærk, at det faktisk ender med, at jeg åbner mig for hende og fortæller om, hvad der skete i plejefamilien. Maria tror på mig. Der er en voksen, der tror på mig! Som vil hjælpe mig!

– Jeg er vildt bange, men jeg har fået talt højt om det, og Maria bekræfter mig i, at det ikke er mig, der er forkert, og hun vil gerne være der for mig. Jeg har stadig kontakt med hende. Jeg elsker hende ubetinget.

Bagage

I 2006 er Nanna blevet 14 år og for stor til at være på Vendebo.

Hun stikker konstant af og er voldsomt udadreagerende. Det er ellers endelig lykkedes at få hendes søstre ud af plejefamilien, pigerne er blevet genforenet, men nu skal Nanna videre i systemet.

– Jeg havde kæmpet for, at de også kom væk fra plejefamilien, og nu var vi endelig samlet, vi manglede lige Jasmin, men pludselig blev jeg fjernet, ikke?

– Det tog hårdt på mig. Det forsvarer ikke min egen måde at opføre mig på, men mit oprør opstår, fordi jeg har så meget bagage.

Hun vil ikke af sted og går amok, da to mænd og en kvinde kommer for at hente hende.

De overmander hende, Maria Skov forsøger afmægtig at berolige Nanna ved at ae hendes kind. Hun kalder siden det, der skete for ”ulovlig magtanvendelse”.

– Jeg bliver kastet ned i et gulv og får lagt strips på hænderne. Jeg kan huske følelsen af frygt og afmagt.

De to mænd og kvinden får hende ind på bagsædet af en bil, hvor en af mændene sætter sig på hendes ryg. De kører til et sommerhus, hvor Nanna bliver mandsopdækket.

Hun må ikke sove alene, en mandlig ansat sover på en madras i samme rum.

Hvad angår pædagoger og køn, når det gælder børn og unge, der er blevet seksuelt misbrugt, har hun i dag en klar holdning:

– Det skal kun være kvindelige pædagoger, når det handler om sådan en som mig. Da jeg f.eks. var på Syveren, var jeg voldsom over for mændene, det var jeg ikke over for kvinderne. Jeg skulle aldrig have haft mandlige pædagoger.

– Dermed ikke sagt, at alle kvindelige medarbejdere kan leve op til deres job, for det kan de ikke, og dem, der ikke kan, har jeg også mødt. Men JEG skulle have været omringet af kvinder.

I dag beskriver hun det, der skete, som ”massivt overgreb”.

– For jeg er hele tiden i alarmberedskab, der er nogle mennesker, der overskrider alle mine grænser, og det gør de 24 timer i døgnet. Selv når jeg skal sove.

– Jeg bliver ikke mødt i øjenhøjde. De ser det, de gerne vil, frem for det menneske, der står foran dem. Nogen i systemet har sagt: ”Vi skal have tæmmet den her unge pige, kunne I være interesserede i den opgave?”

– Michella, som kvinden hedder, er 26 år, har ingen pædagogisk baggrund, har aldrig arbejdet inden for feltet og er slet ikke i stand til at møde mig. Men hun bliver sat til det. Det er helt uhørt.

Herfra kører det totalt ad sporet. En måned senere kommer Nanna til opholdsstedet Tystoftegård.

Det lykkes hende efter cirka et år at komme derfra ved at blive smidt ud af skolen. Derfra kommer hun til institutionen Startskuddet.

Nanna får voldsomme hysteriske udbrud. Personalet gør, siger hun, ikke noget for at finde ud af hvorfor. Psykiateren, der er tilknyttet stedet, giver hende medicin.

Ifølge hendes journal får hun på syv måneder: Lykkepillerne Cipralex. Ritalin og Equasym, der gives til ADHD-patienter.

Lamictal og Lamotrigin, der gives til epilepsipatienter. Og Truxal, stærk psykofarmaka, der bruges til at behandle psykoser.

Men, siger Nanna, psykiateren tog sig aldrig tid til at tale med hende.

– Jeg fik faktisk medicin for ting, jeg slet ikke havde. Og det havde voldsomme bivirkninger.

– Det er rigtig skræmmende: Vi har en problematik, hvordan håndterer vi den? Vi giver da bare noget medicin! Nej, man giver fandeme ikke bare et menneske noget medicin. Der skal et udredningsforløb til, der skal psykiatere til, DERFRA laver man en vurdering.

Men ifølge Nanna er der flere årsager til viljen til at udskrive medicin:

– For hvis et opholdssted kan dokumentere, at et barn eller en ung har brug for medicin, er vi inden for specialområdet i den tunge ende.

– Det vil sige, at en plads, der koster 130.000-150.000 om måneden, måske kan stige til 250.000 kr. Så handler det pludselig ikke om trivsel. Så er det gået hen og blevet en indkomst.

- Vi taler om helt uhørte beløb, bare på månedlig basis. En BILLIG plads for en ung i dag kan ligge mellem 60.000-80.000 kr. om måneden. Man kan komme helt op på 500.000-700.000 om måneden for EN ung. Det kommer an på diagnoserne.

– Så er man virkelig til fare for sig selv og sine omgivelser. Der er ingen tvivl om, at det ER dyrt. Jeg var jo selv på et tidspunkt mandsopdækket. 24 timer i døgnet. Tre medarbejdere. Det koster rigtig meget.

Nannas konklusion:

– Men jeg synes egentlig ikke, problemet er, hvor meget man koster, det handler om, at vi ikke bruger pengene de rigtige steder og på de rigtige måder.

Efter fem en halv måned på Startskuddet kunne ingen – med hendes egne ord – holde hende ud længere.

Hun var 15½ år og blev placeret alene i et sommerhus i Fakse Ladeplads og siden lige så alene i en lejlighed i Mern.

Thailand

I 2008, da Nanna var blevet 16 år, skulle hendes plejefar for retten.

På det tidspunkt havde hendes far for længst afsonet sin fængselsdom for mordet på hendes mor og var sendt ud af landet. Men meget tydede på, at han var kommet tilbage på grund af retssagen.

– Mit hjerte kogte, han var et spejl tilbage, han ville slå os ihjel. Puha, jeg kunne slet ikke være i mig selv. Og så gik der overlevelse i det for mig: Hvordan kommer vi væk?

Op til retssagen blev pigerne adskilt og bragt i sikkerhed. Nanna blev fløjet til Thailand med to pædagoger.

Det er et scenarie, der skaber eftertanke. At man sender en 16-årig pige til Thailand med to pædagoger.

Den slags koster. Nanna har været på en hel del rejser i sit liv på de skiftende opholdssteder. Pædagogerne på turen her brugte ifølge hende en god del af tiden i baren.

– Man er taget af sted med en ung, sårbar pige. Altså det er jo helt uhørt …

Dagen før de skulle flyve hjem, gik hun til bartenderen og sørgede for at få en kopi af barkvitteringerne.

– Jeg vidste godt, de kvitteringer kunne være til gavn for mig. Jeg skammer mig også nogle gange over, at jeg i så tidlig en alder hele tiden var i en overlevelsesmekanisme, hvor jeg tænkte taktisk. Hele tiden. Men man skal hele tiden være bevidst om det næste træk for at undgå selv at blive sat skakmat.

I Thailand mødte hun en dansk mand, hun siden blev kæreste med.

– Den ene af pædagogerne kyssede faktisk med lillesøsteren til ham.

Når man læser Nannas bog, får man fornemmelsen, at der simpelt hen er forkert styr på pengene i systemet.

Nogen sparer. Andre rutter.

Uanset hvad koster det kassen. På et tidspunkt flyttede Nanna til København og skiftede folkeregisteradresse, men opholdsstedet, hvor hun senest boede, fik stadig tilskud hver måned.

– Ja, det er jo helt uhørt! Du må ikke misforstå mig, men det minder mig lidt om Afrika. Man bliver ved med at kaste en masse penge derned, det er bare ikke altid de mennesker, der har brug for hjælpen, der modtager den.

– I Danmark er der børn og unge, der ender i kriminalitet, får bistand, så snart de bliver 18 år, søger førtidspension, går ned. Som bliver VED med at have det skidt. Mens andre tjener penge på dem. Det skal vi have fokus på.

Du levede selv på gaden på et tidspunkt?

– Ja. Jeg boede kort på et herberg. Jeg kan huske følelsen af afmagt. Jeg forstod ikke, hvad jeg kæmpede imod eller for. Og det der med, at man forsvinder. For det gør man, når man bor på gaden. Man forsvinder.

– Det var rigtig hårdt. Jeg boede på gaden, sov på en sofa en gang imellem eller i Fælledparken eller på en togstation …

– Og nu kan man sige, at jeg har formået at komme igennem det – men jeg har da en masse ar, som jeg stadig arbejder med. Så én ting er, at jeg har formået at være min egen mønsterbryder, men det er ikke ensbetydende med, at de andre unge derude er i stand til det.

Løsningen

Man sidder nærmest tilbage med følelsen af, at det på et tidspunkt i Nannas liv kommer til at handle om, hvordan systemet kan knække den Nanna, som systemet selv har været med til at skabe.

Hvad skulle der have været gjort for dig?

– Man skulle aldrig have anbragt mig og mine søskende i en plejefamilie. Vi skulle have boet i en lejlighed sammen med pædagoger, som skulle have lært os definitionen på et almindeligt liv, og så skulle de have arbejdet på vores relation til vores onkel, som havde forældremyndigheden på daværende tidspunkt.

– Det tror jeg, ville være det tætteste, vi kunne komme på et almindeligt liv. At vi var sammen med faste pædagoger, der hjalp og støttede os, til vi var klar til at flyve fra reden. Det var det, man skulle have gjort.

På lang sigt, når man tæller udgifter til opholdssteder, plejefamilie, retssager, erstatninger, sagsbehandling, sagsbehandlere, psykologer og så videre og så videre sammen, havde det sikkert også været billigere.

Hvorfor har du klaret den?

– Det er et godt spørgsmål, og jeg tænker tit på det. Mennesker, man møder, gør en stor forskel. Hvis jeg ikke havde mødt Maria Skov, var det gået helt galt, det er jeg slet ikke i tvivl om.

– Det, at der er nogen, der faktisk rækker armen ud og siger: Jeg vil gerne hjælpe dig op, og jeg tror på dig. En, der kan møde andre mennesker i deres behov. Og samtidig er fagperson. Det var Maria. Hun kæmpede fandeme fra den dag, hun mødte mig og mine søstre. Og det gør hun stadig.

Nanna fortæller også om gode kærester i bogen. Især en, der ”fik rusket op” i hende og fik hende til at uddanne sig.

Men spørgsmålet er, hvad barndomsbagagen betyder for hendes forhold til mænd.

– Ja, hvordan kan jeg have et normalt sexliv og agere omkring mænd? Det er ikke simpelt, men jeg har fundet frem til, at der ikke er to mænd, der er ens. Det finder jeg en ro i.

– Jeg er blevet bevidst om, hvad jeg har været igennem, og har fundet en måde at leve med det på. Men jeg har voldsomme tillidsproblemer. Jeg er typen, der skal se folk an.

– Der er mange, der ubevidst finder en type partner, der enten slår eller noget andet, der har en sammenhæng med deres fortid. Det gør jeg så ikke, men jeg er reserveret, når det kommer til mænd, der skal meget til at vække min interesse.

– Men jeg har helt ærligt et sundt og aktivt forhold til sex, for jeg sammenligner ikke det, jeg har været igennem som barn, med mit voksenliv.

– Den lille pige vil altid være inden i mig, for det er hende, alle de ting er sket for. Men nu er jeg voksen. Nu er jeg Nanna. Og når Nanna går ud i verden seksuelt, har det ikke noget med den lille pige at gøre.

Benægtelse

Journalist Birgitte Vestermark har i videst muligt omfang fulgt op på Nannas udsagn i bogen, f.eks. om personale uden relevant uddannelse og om, at et opholdssted stadig modtog tilskud, da Nanna var flyttet til København og havde flyttet folkeregisteradresse.

Nannas ord står til troende. Birgitte Vestermark har også konfronteret flere af dem, der optræder i bogen, med Nannas udsagn og oplevelser.

Nogle genkender dem, nogle vil ikke udtale sig, og nogle har en anden udlægning.

– Det har jeg det helt okay med, for vi er forskellige som mennesker. Jeg kan ikke tvinge andre til at se noget i øjnene, som de IKKE har lyst til at se. Det er op til dem.

– Det er en benægtelsestilstand. Den kan jeg ikke stå til ansvar for. Det er, som jeg siger: Jeg VED, det er sket.

Ingen ved, hvor Nannas far befinder sig i dag.

– Det siges, han er død, det tror jeg bare ikke på. Men jeg håber, han er død. Det ville være en lettelse. Det er meget groft sagt, men han er ikke til gavn for nogen. Og han har placeret en masse sorg i os. Så jeg håber, at han ikke er en eksistens mere. Det er sådan, jeg har det.