Natascha Sophiaas karriere var tæt på at falde til jorden. Men nu tillader OnlyFans porno igen
Foto: DR
Den sidste uge har været hektisk for 24-årige Natascha Sophiaa.
Hun har haft premiere på DR3-serien ”Våde veninder”, hvor hun sammen med sin veninde Sascha fortæller om, hvordan de lever af at lave pornovideoer til den sociale platform OnlyFans.
Oven i det har hendes karriere været tæt på at smuldre mellem hænderne på hende.
For OnlyFans meldte pludseligt ud, at alt seksuelt indhold på hele platformen skulle forbydes. OnlyFans var efter eget udsagn under pres fra de selskaber, der håndterer betaling på siderne.
For Natascha Sophiaa betød det, at hele hendes indkomstgrundlag stod til at falde til jorden.
Hun er blandt den top en procent af mest indtjenende profiler på OnlyFans på verdensplan, og lige pludselig fik hun travlt med at finde andre platforme og måder at dele sine videoer på.
Lige indtil i går, hvor OnlyFans meldte ud, at tjenesten trækker deres forbud mod pornografisk indhold tilbage.
Men hos Natascha Sophiaa er tilliden til OnlyFans brudt.
– Vi er mange, som har haft søvnløse nætter og kæmpet for at finde andre platforme, og så melder de et par dage senere ud, at de ikke forbyder pornovideoer alligevel.
– Så det har virkelig været en rutsjebanetur, og jeg tør ikke stole på, at den er slut endnu, siger hun.
Møder stor kritik
Efter OnlyFans varslede et forbud af pornografisk indhold, har platformen mødt stor kritik fra indholdsskabere og sexarbejdere.
For dem har OnlyFans været en sikker sted at udføre sexarbejde, da de kan lave det hjemme fra soveværelset og selv har kontrol over, hvad de deler.
OnlyFans ændrede derefter kurs, og onsdag skrev de på Twitter, at forbuddet er droppet, da platformen gerne vil støtte op om dens ”mangfoldige miljø af indholdsskabere”.
Flere sexarbejdere er dog kritiske over for, at Onlyfans er vendt på en tallerken og trækker pornoforbuddet i land.
En bruger skriver, at hun har været stresset over at miste sin indkomst.
En anden skriver, at hun allerede har mistet tilliden til platformen og ikke kommer tilbage.
Natascha Sophiaa tror heller ikke på, at OnlyFans tillader seksuelt indhold igen for at være inkluderende.
Det sker, fordi det lige pludselig gik udover Onlyfans' egen pengepung.
OnlyFans får nemlig 20 procent af indtjeningen fra alle indholdsskabere. Der er 130 millioner brugere på platformen, og siden 2016 har de brugere, der skaber indhold, indbragt cirka 31 milliarder danske kroner.
– Det har været et stort mediestunt, og det har kostet dem dyrt, siger Natascha Sophiaa om den seneste uges udmeldinger.
Anmeld upassende indhold
I fremtiden håber Natascha Sophiaa, at det bliver mere økonomisk sikkert for sexarbejdere at bruge OnlyFans, så de ikke fra den ene dag til den anden mister deres økonomiske grundlag.
Men hun er ikke sikker på, at det bliver en realitet. OnlyFans har nemlig ændret politik, så platformen godt må lave ændringer uden at varsle brugerne.
Natascha Sophia synes, at Onlyfans i stedet burde bruge ressourcer på større og bedre overvågning af videoer med upassende indhold som eksempelvis dyr eller mindreårige, i stedet for at lukke hele platformen ned.
– Jeg tænker, at der må være et finansielt grundlag for, at det kan lade sig gøre. Og så bør de også gøre det nemmere for brugere at anmelde upassende indhold, siger hun.
Har en plan
Efter den sidste uges usikkerhed har Natascha Sophiaa nu lagt en plan for at sikre sine videoer og sin indkomst.
Hun bliver på OnlyFans, men er også begyndt at flytte mere indhold over på andre platforme som sikkerhed.
– Der er et stort indkomstpotentiale, så jeg har valgt at blive. Men jeg vil ikke blive taget med bukserne nede, som da de kom med udmeldingen i sidste uge. Derfor finder jeg også andre platforme, siger Natascha Sophiaa.
Men for nu håber hun på, at der kan komme ro på igen efter en stressende uge med premiere på tv-serien og en usikker fremtid.
– Jeg har haft et par dage, hvor jeg ikke kunne overskue noget. Min krop har bare lukket ned, fordi det har været stressende, siger hun.
– Man skal være hårdhudet og have en stærk kerne for ikke at blive påvirket af det her. Folk har meget svært ved, at de ikke bare kan putte os i en kasse som ”dumme ludere”. Vi er faktisk meget mere businessminded, end folk tror.