Samfund
7. april 2025

Nu er æg så dyre, at amerikanere farver… Kartofler?

Påsken nærmer sig med hastige skridt, og det er blandt andet noget, der involverer æg. Men i USA er priserne så høje, at amerikanerne nu tilsyneladende er begyndt at male på noget helt andet.
Af: Heidi Kirkeby Mogensen
Påskeæg i forskellige farver

Foto: Unsplash

Du prikker et lille hul i begge ender, og så skal der pustes af dine lungers fulde kraft, indtil al indholdet af det rå æg splatter ud i skålen under dig.

Påsken lurer lige om hjørnet, og for nogle betyder det fuld plade på æggepusteriet.

Det gælder også i USA, hvor John Young og hans ansatte normalt køber 10.000 æg til den årlige påskejagt, der hvert år afholdes på deres familieejede gård. Men i år har de valgt at gå lidt anderledes til værks, skriver The New York Times.

Derfor har de i år investeret i plastikæg, som gæsterne skal ud at finde. Videoer af amerikanere, der maler kartofler, skumfiduser eller sten er begyndt at florere.

De amerikanske æg-priser har været et varmt emne i længere tid. I Joe Bidens præsidenttid blev de stigende æggepriser, symbolet på, at den daværende præsident havde tabt kampen til inflationen.

Trump lovede før valget, at hvis han blev valgt, ville fødevarepriserne falde igen.

Og lige på æggefronten kan der være godt nyt til de amerikanske forbrugere. I hvert fald hvis man spørger Donald Trump.

- Engrospriserne på æg fortsætter med at falde. Et dusin æg er nu 3,10 dollars billigere end et dusin var den 24. Januar. Det er et samlet fald på 47 procent, lyder det fra Karoline Leavitt, der er pressechef i Det Hvide Hus, ifølge CNN.

Det er dog ikke slået igennem hos forbrugerne, skriver CNN og forklarer, at priserne på æg stadig fortsætter med at stige i butikkerne.

Ifølge de amerikanske myndigheder er forklaringen på de faldende priser ikke, at inflationen i USA er under fuld kontrol, men derimod, at forbrugerne er blevet trætte af de høje priser og har justeret deres forbrug, ligesom landet generelt oplever færre tilfælde af fugleinfluenza.

Æggepriserne steg nemlig i første omgang på grund af et stort udbrud af fugleinfluenza, hvilket har betydet at næsten ti procent af de æglæggende høns er døde eller aflivede.

Læs også