Samfund
7. juli 2023

Nu tager Wimbledon endelig hensyn til en særlig frygt hos kvinder. Vi kender den kun alt for godt

Wimbledon tager nu endelig hensyn til de kvindelige spilleres frygt for at bløde igennem under kamp. De kvindelige tennisspillere må nu spille med andet end hvide undershorts.
Af: Silje Qvist
paula badosa

Foto: Sebastien Bozon/AFP/Ritzau Scanpix

Tidligere denne uge begyndte verdens ældste tennisturnering, Wimbledon, der bærer på mange traditioner. En af traditionerne er, at spillerne skal være iklædt hvidt eller knækket hvidt tøj.

Det har flere kvindelige tennisspillere ikke været tilfredse med, fordi det kan være nervepirrende, når man har sin menstruation. Både fordi det hvide spillertøj helst skal forblive hvidt, og fordi kampene bliver sendt i fjernsynet til flere millioner af seere.

– Jeg er ikke sikker på, at folk forstår, hvor nervepirrende det er, når du har dine dage (med menstruation). Det kan være enormt stressfyldt, fortæller den polske tennisspiller Magda Linette, som ligger nummer 23 på verdensranglisten, til The Athletic.

Nu er reglerne blevet lavet om for første gang nogensinde til dette års Wimbledon-turnering. Det skriver The Athletic.

De kvindelige tennisspillere må nu bære indershorts, der er en anden farve end hvid. Deres indershorts skal dog være kortere end selve nederdelen eller de shorts, som kvinden ellers spiller i.

Det er en betydelig forandring, hvis man sammenligner med de tidligere regler for påklædning, hvor man ikke måtte bære en anden farve end hvid.

Sally Bolton, der er administrerende direktør for Wimbledon, sagde til BBC:

– Vi er nødt til at støtte op omkring spillerne og lytte til deres feedback, når det handler om, hvordan de kan komme til at yde sit bedste. Det er vores håb, at denne justering gør, at spillerne kun fokuserer på deres spil, når vi fjerner denne faktor, der kan give angst.

The Athletic har tidligere talt med flere tennisspillere, der har fortalt, hvor angstprovokerende det kunne være at skulle stille op i helt hvidt, når de havde menstruation.

Nogle af spillerne havde endda lavet aftale med kolleger, der sad blandt tilskuerne til kampene, så de kunne signalere, hvis de kunne se, at hende, der spillede kampen, havde blødt igennem.

De nye regler blev vedtaget november 2022, og de gælder ligeledes for juniorturneringerne.

Vil du lytte til femina update? Så lyt til vores podcast, hvor vi en gang om ugen dykker ned i en af de største historier fra vores verden og folder den ud for dig. Du kan lytte til podcasten i appen Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify:

Læs mere om:

Læs også