Olga flygtede fra Ukraine med sin søn og hund. Nu bor hun på værested for unge hjemløse
Foto: Jonas Pryner Andersen
"Mor, alt skal nok gå. Alt vil blive godt, tro på mig."
Sådan sagde Olga Lumerovskayas 13-årige søn Ivan i et forsøg på at trøste hende, da hun lå og græd på gulvet i et tog på vej væk fra den ukrainske by Kirovograd 1. marts.
Hun havde aldrig regnet med at skulle flygte igen. At skulle opleve krig én gang til.
Men så invaderede Rusland Ukraine.
Olga Lumerovskaya er 32 år og født og opvokset i Lugansk, som ligger i regionen Donbass.
Da der i 2014 udbrød krig i Donbass, i det østlige Ukraine, flygtede hun sammen med sin søn til kystbyen Odessa i det sydlige Ukraine.
Siden 2014 har det været mit værste mareridt, at mit barn skulle opleve krig, og så blev det pludselig til virkelighed igen.
Her arbejdede Olga med marketing for et cateringfirma, mens hendes 13-årige søn passede sin skole online.
Nu har hun og sønnen endnu engang måtte rive deres liv op med rode på grund af krigen i Ukraine.
– Siden 2014 har det været mit værste mareridt, at mit barn skulle opleve krig, og så blev det pludselig til virkelighed igen. Man kan klare alt, undtagen at sit barn skal opleve krig, siger Olga Lumerovskaya, da vi møder hende på Hellebro, et privat værested og herberg for unge hjemløse i Valby.
Her har hun boet siden 5. marts sammen med sin søn og hunden Shekel, efter de flygtede fra krigen i Ukraine.
"Ivan, stå op. Der er krig"
Olga vågnede af et brag klokken fem om morgenen 24. februar.
Det lød som en eksplosion, men lige da hun vågnede, forstod hun ikke, hvad det var, der havde vækket hende.
Hun havde en fornemmelse af, at der var noget i vejen. Så hun åbnede sin telefon og så nyheden om, at Vladimir Putin havde startet krigen.
– Jeg gik i panik og begyndte at ryste. Jeg var helt chokeret, siger Olga.
Olga boede med sin søn i en lejlighed på sjette sal i et etagebyggeri.
Hendes første tanke var, at de var alt for højt oppe, hvis bygningen skulle blive ramt.
"Ivan, stå op. Der er krig. Det er startet," sagde Olga, da hun vækkede sin søn.
– Han blev forskrækket, men forholdt sig alligevel cool og klar til at handle.
Længere ind i landet
Siden Olga vågnede klokken fem, havde der været tre store eksplosioner med 15 minutters mellemrum.
Olga og Ivan pakkede hurtigt noget tøj i en rygsæk og en lille taske, tog deres hund Shekel under armen og tog så hen til Olgas veninde, der boede i et gammelt hus ikke så langt fra dem i Odessa.
Vi vidste ikke, hvor bomberne ville falde.
Venindens hus var stærkere bygget, og Olga tænkte, at det ville være mere sikkert for dem at være der.
– Vi vidste ikke, hvor bomberne ville falde.
Klokken 5.40 bankende de uanmeldt på døren til venindens hus. De havde forsøgt at ringe, men veninden lå og sov.
"Ved du, at der er krig?", spurgte Olga, da veninden åbnede døren og lukkede dem indenfor.
Samme dag flygtede Olga, Ivan, veninden og venindens familie i en bil til Kirovograd, der ligger mellem Odessa og Kyiv. Her boede venindens svigerforældre.
Det ville være mere sikkert at flygte dybere ind i landet, tættere på Kyiv, tænkte de.
– Men vi tog fejl.
I tre dage boede de hos venindens svigerforældre, hvor også venindens svigerindes familie var søgt hen.
Men i Kirovograd var der også bombevarsler, og når de hørte sirenerne, søgte de tilflugt i en bunker under huset.
– De tre dage, vi tilbragte der, fik os til at forstå, at vi skulle væk. Det ville kun blive værre.
De tre respektive familier, Olgas, venindens og hendes svigerindes familie, skulle nu hver især beslutte sig for, hvorvidt de ville blive eller flygte. Og hvor de i så fald skulle flygte hen.
"Hvordan forlader jeg Ukraine?"
Olga ville til Lviv, der ligger i den vestlige del af Ukraine, tættere på Polen. Sammen med Ivan og deres hund tog hun til banegården i Kirovograd.
Samme dag havde den ukrainske regering meldt ud, at de ville tilbyde gratis tog for kvinder og børn, som ville flygte til Lviv.
Så snart man hører sirenerne, skal du løbe væk og finde sikkerhed, men vi tog afsted under lyden af sirener.
– Mens vi var på banegården, hørte vi syv sirener. Så snart man hører sirenerne, skal du løbe væk og finde sikkerhed, men vi tog afsted under lyden af sirener.
Da de ventede på toget, lavede Olga et opslag på sin Facebook: "Jeg planlægger at forlade Ukraine. Er der nogen, der kan hjælpe mig med information om, hvordan jeg gør det?"
En gammel ven ringede til hende og forsikrede hende om, at hun ikke skulle være bekymret.
Når de kom til Lviv ville der være mennesker, der ville hjælpe dem med at finde et sted at overnatte.
Da de ankom på stationen i Lviv næste dag, blev de mødt af en frivillig, der hjalp dem med at komme til en lille landsby 15 kilometer fra den polske grænse.
Fra den lille landsby havde andre frivillige organiseret busser, der skulle sætte Olga, Ivan og hunden af en kilometer fra den polske grænse.
Takket være hendes ukrainske barndomsveninde Anastasia, der bor i Danmark, blev hun sat i forbindelse med Dorthe Glad, leder af det private værested Hellebro i Valby.
Hun var sammen med en frivillig på vej til den polske grænse i Hellebros grå Mercedes minibus for at hente ukrainske kvinder og børn på flugt.
I alt blev otte ukrainske kvinder og deres børn samlet op, og Olga var heldig med, at hendes lille familie var iblandt dem.
"Har man evnen, så har man pligten"
På Hellebros fire etager er værested, herberg, industrikøkken og kontor samlet under et tag.
Lige så snart man træder ind ad døren på hjørnet af Mosedalvej i Valby, står man i værestedets fællesrum.
I den ene side af det store lokale er der langborde til spisning, ægte tæpper på gulvet og fletlamper hængende fra loftet, i den anden side er der sofaarrangement, hvor man kan slappe af, se tv eller spille PlayStation.
Ved et af langbordene sidder Olga med Shekel på skødet, mens nogle af de andre ukrainske kvinder og børn har taget ophold i sofaerne.
Op mod 24.000 fordrevne ukrainere har allerede indledt deres ansøgning om ophold i Danmark som følge af krigen i Ukraine. Og op mod 2.000 har søgt asyl.
På Hellebro har de valgt at åbne dørene for i alt 29 ukrainske kvinder og otte børn, der er flygtet fra Ukraine.
Nogle af dem er, ligesom Olga og Ivan, blev hentet af værestedets leder, Dorthe Glad, ved den polsk-ukrainske grænse.
Jeg tror fuldt og fast på, at hvis man har evnen, så har man også pligten. Når vi havde pladsen og sengene, så skulle vi også tage imod flygtningene.
Hellebros direktør og stifter, Eva Riedel, fortæller, at hun begyndte at undersøge, hvordan hun kunne hjælpe, lige så snart krigen brød ud.
De huser normalt unge hjemløse og havde seks udslusningsboliger, de ventede på at få godkendt som en udvidelse af herberget.
Men indtil ansøgningen går igennem, ville de seks lejligheder bare stå tomme, og Eva Riedel så derfor en mulighed for at åbne dem for de ukrainske kvinder og børn.
– Jeg tror fuldt og fast på, at hvis man har evnen, så har man også pligten. Når vi havde pladsen og sengene, så skulle vi også tage imod flygtningene, siger Eva Riedel.
Hun understreger dog, at hjælpen til de ukrainske kvinder og børn er et særskilt projekt, adskilt fra arbejdet med at hjælpe de unge hjemløse.
Pengene til at hjælpe de ukrainske kvinder og børn har hun både bidraget til privat og søgt gennem donationer.
Et liv på pause
Olga og Ivan har boet på Hellebro i lidt over fire uger.
– Vi har fantastiske betingelser og omgivelser. Menneskerne er så hjælpsomme og hjælper med alt, de kan, men vi ved ikke, hvad der venter os, og hvad vi skal. Jeg har ingen idé om fremtiden.
Selv om Olga fortæller, at hun ikke emotionelt er klar til at svare på, om hun planlægger at blive i Danmark, er hun alligevel gået i gang med at arbejde med sit cv, forbedre sit engelsk og undersøge, hvilke jobmuligheder hun kan finde.
Hun oplever, at sønnen Ivan trives på Hellebro. Han passer sin ukrainske skole online, deltager i aktiviteter på værestedet og er stadig i kontakt med sine venner, som fortsat er i Ukraine.
Det er, som om mit liv står på pause lige nu, og at mine følelser er i et vakuum, men jeg er så glad for, at min søn og jeg er i sikkerhed, at vi ikke reagerer på en hver lyd, og at vi kan sove om natten.
Men selv om han trives, oplever Olga også, at han er blevet voksen alt for hurtigt.
– Han har holdt sin frygt for sig selv. På et tidspunkt, da vi gik en tur med hunden efter at være kommet til Danmark, fløj der et fly over os, og så sagde han: "Det er fandeme så godt, ikke at skulle være bange for, at der falder en bombe ned i hovedet på os fra flyet."
Olga græder, mens hun fortæller om oplevelsen.
– Det er, som om mit liv står på pause lige nu, og at mine følelser er i et vakuum, men jeg er så glad for, at min søn og jeg er i sikkerhed, at vi ikke reagerer på en hver lyd, og at vi kan sove om natten.
Hvad håber du på for dig og din søn?
– Nogle siger, at der er flere muligheder i Europa, at man måske kan få et bedre liv her. Men jeg elsker Ukraine, jeg tror på Ukraine, og hele vores liv var i Ukraine. Så det er modsætningsfyldt.
– Men vi træffer beslutninger og lægger planer, når Ukraine vinder krigen.