Se, hvad de tjener. De er kvinder, arbejder med mennesker og kæmper for bedre løn

Opdateret 29. april: Sosu-assistenters, pædagogers og socialrådgivers lønspænd er tilføjet. Før fremgik alene deres gennemsnitsløn. Det har ikke været muligt at modtage lønspænd for sygeplejerskerne.

Hvad har jordemødre, pædagoger, socialrådgivere, sosu’ere og sygeplejersker tilfælles?

De arbejder i kvindedominerede fag og drager omsorg for andre mennesker.

Og så bliver deres løn holdt nede af tjenestemandsreformen fra 1969, som placerede offentlige faggrupper i et lønhierarki.

Dengang placerede man de kvindedominerede fag lavest, fordi manden var familiens forsørger, og kvindens løn blev betragtet som lommepenge.

Aftalen var, at reformen skulle justeres løbende for at følge med samfundsudviklingen. Det er bare aldrig sket, og i dag er kvindernes løn stadig lav.

Her kan du se, hvad de forskellige faggrupper tjener og møde jordemoderen Thea Thetmark, sygeplejersken Vibeke Frost, socialrådgiveren Susanne Both, pædagogen Signe Jespersen og sosu-assistenten Mette Pittelkow, som alle kæmper for ligeløn og for ophævelse af tjenestemandsreformen.

Jordemoderen: Vi redder ofte liv, men bliver ikke anerkendt for det

Da Thea Thetmark blev færdiguddannet jordemoder i januar, begyndte hun kort efter i sit første faste job på en fødeafdeling på et offentligt hospital.

- Jeg ville gerne blive i det offentlige, hvis vilkårene blev bedre, for jeg elsker at arbejde på hospitalets fødegang, men det har været helt naturligt for mig at tænke, at jeg også skal arbejde i det private, siger hun.

At Thea Thetmark allerede er på vej væk fra de offentlige fødegange er symptomatisk for mange jordemødre.

Jordemoderforeningen oplyser, at det er velkendt, at mange jordemødre søger væk fra de offentlige fødegange efter få år.

Thea Thetmark er en af de jordemødre, der kæmper for ligeløn, og sammen med over 1.000 andre jordemødre har hun underskrevet en erklæring om ikke at lade sig ansætte på ny, før lønnen ryger i vejret.

- Jordemødrene er en faggruppe, som på ingen måde kan erstattes af andre. Det er en specialistopgave, som man er uddannet til, og fra dag et står du konstant med ansvaret for to menneskers liv, siger Thea Thetmark og fortsætter:

- Fødsler er 24/7 akutarbejde. Ofte redder du nogens liv. Det er bare ikke noget, man kan mærke til på vores løn.

En undersøgelse fra Jordemoderforeningen foretaget i efteråret 2020 blandt 1.061 jordemødre viste, at 68 procent af respondenterne på et tidspunkt havde overvejet at forlade arbejdet på sygehusene – for halvdelen var begrundelsen natarbejde.

Thea Thetmark fremhæver også, at nattillægget på 53 kroner før skat harmonerer dårligt med nattevagter, hvor man sommetider tager imod tre børn.

- Det er hverken sjovt for familien eller jordemoderen. Jeg kan mærke forskel i mit nærvær, mit overskud og min lyst til at være der fra den første til den anden og den tredje fødsel.

- Jeg ryster, får kulde- og svedeture, bliver oppustet og får hovedpine, men jeg skal alligevel tilsidesætte mig selv 100 procent for altid at være der for familien. Natarbejde er sindssygt hårdt som jordemoder, siger hun.

Hun efterlyser højere tillæg, og at normtiderne blev omskrevet, så en nattevagt eksempelvis talte for halvanden arbejdsdag.

- Grundlønnen skal også være højere, fordi den lægger fundamentet for, hvad du finansielt kan med dit liv som jordemoder, siger hun.

Sygeplejersken: Vi står med et meget større ansvar i dag end i 1969

Vibeke Frosts stemme høres ofte i tv eller i radioen, når sygeplejersker diskuterer tjenestemandsreformen eller overenskomstforhandlinger.

Hun er sygeplejerske og bestyrelsesmedlem i Foreningen af Danske Sygeplejersker.

En forening, hvis formål er at gøre op med tjenestemandsreformen og som blev stiftet, efter Facebookgruppen ”Sygeplejersker er mere værd” havde samlet mere end 17.000 medlemmer på blot to måneder i løbet af efteråret.

- Vi skal have en lønreform, der passer til 2021 og som afspejler de normer og værdier, vi har i vores samfund nu, siger hun.

Det er der mange andre sygeplejersker, som også synes. I april stemte sygeplejerskerne nej til resultatet af de nylige overenskomstforhandlinger, og efterfølgende har de varslet strejke i maj.

Da strejken blev varslet, lød følgende fra formanden for sygeplejerskernes fagforening, Dansk Sygeplejeråd (DSR), Grethe Christensen:

- Hvis vi ikke får taget et opgør med uligelønnen i Danmark, kan det blive endnu vanskeligere at rekruttere og fastholde medarbejdere i fag med lønefterslæb, og unge mennesker kan få en oplevelse af, at uddannelse ikke kan betale sig på vores område.

Hvis sygeplejerskerne strejker, bliver det ikke første gang: Også i 1995, 1999 og 2008 strejkede de.

For Vibeke Frost er der heller ingen tvivl om, at lønnen skal være højere.

- Sygeplejersker står med et meget større ansvar i dag. I 1969 skulle vi pleje om patienterne. Vi skulle give dem omsorg og nærvær og en følelse af, at de blev passet godt på, siger hun.

I dag skal de kunne meget mere: De har for eksempel fået ret til at ordinere medicin, og de er med til at udrede og diagnosticere patienter.

- På den måde viser det sig tydeligt, at vi er mere værd, i forhold til hvad vi var i 1969, men lønnen er ikke fulgt med vores udviklede kompetencer og kvalifikationer, siger hun.

Pædagogen: ”Min datter på 18 år kan ikke forstå, at en gammel, sexistisk lønskala skal afgøre, hvad man tjener”

Signe Jespersen har været pædagog i 16 år og arbejder i dag i en specialklasse på en skole i Aarhus. Hun vidste godt, at pædagogfaget ikke var det mest vellønnede arbejde, da hun gik ind i faget.

Men tiderne har ændret sig, og hun synes også, at lønnen skal følge med. En reform fra 1969 skal ikke længere afgøre, hvad hun får i løn.

- 52 år med uligeløn må simpelthen være nok. I virkeligheden handler det om retfærdighed og ligeværdighed. Vi vil gerne have en ligeværdig løn i forhold til andre faggrupper, som har samme uddannelseslængde, ansvar og kompetencer, siger hun.

Ifølge Signe Jespersen har pædagogjobbet også ændret sig siden 1969, hvor det oftest var børnepasning uden de store krav til, hvad børn og pædagoger skulle kunne.

- I dag står vi med et kæmpe ansvar for at skabe rammerne for deres udvikling, trivsel og sociale liv. Jeg arbejder med børn med udfordringer, og jeg skal sørge for at udvikle deres forudsætninger for at begå sig socialt, inddrage dem i fællesskabet og give dem mod på livet.

Det er heller ikke første gang, at pædagogerne kæmper for en ligeløn. Tilbage i 2008 stemte de nej til et overenskomstforslag og startede en strejke, som flere andre faggrupper også deltog i.

Signe Jespersen mener, at kampen for ligeløn har ulmet i mange år, men coronakrisen har været dråben.

- Vi har hele tiden fået at vide, at vi udgør en samfundskritisk funktion, som ikke kan undværes, men at vi så samtidig bliver aflønnet, som om vi er mindreværdige i forhold til andre faggrupper – det skriger simpelthen til himlen, siger hun.

Hun tror, at nu er den rette tid til at ændre lønnen for kvindefagene.

- Min datter på 18 år kan ikke forstå, at en gammel sexistisk lønskala skal afgøre, hvad man tjener. Det stemmer bare ikke overens med det billede, hun har af, at vi er et land med ligestilling og retfærdighed.

Socialrådgiveren: ”Vi ved godt, at det ikke er en billig løsning”

Til et foredrag 8. marts sidste år blev socialrådgiver Susanne Both gjort opmærksom på tjenestemandsreformen og det lønefterslæb, der følger med.

- Jeg kan huske, at jeg blev helt overrasket. Jeg tænkte: ”Kan det virkelig være rigtigt, at vi er så dårligt indplaceret i lønhierarkiet på baggrund af en ældgammel reform?”, siger hun.

Susanne Both har arbejdet med socialt arbejde siden 2005 og er en af kvinderne bag borgerforslaget, der vil ophæve tjenestemandsreformen.

For Susanne Both bunder kampen i en generel uretfærdighedsfølelse, og herudover synes hun, at der mangler anerkendelse for det arbejde, der ydes i de offentlige kvindedominerede fag.

- Vi socialrådgivere har et stort ansvar i vores arbejde i forhold til at sikre borgernes retssikkerhed. Vi sidder med mennesker, hvor vi for eksempel kan komme ud for, at vi skal tvangsfjerne børn, siger hun.

Socialrådgiverne har desværre fået et dårligere omdømme gennem årene, mener Susanne Both. Særligt på sociale medier har deres arbejde fået et dårligt ry.

- Jeg synes, vi har et fantastisk fag, selvom der kan være hårde arbejdsbetingelser på nogle arbejdspladser, hvor der er højt arbejdspres, manglende tid til at udføre det gode sociale arbejde samt meget administrativt arbejde, siger hun.

Næste skridt i kampen for ligeløn er ifølge Susanne Both, at borgerforslaget bliver stemt igennem i Folketinget.

- Vi ved godt, at det ikke er en billig løsning. Men på den anden side er det en kæmpe uretfærdighed, at man ikke har rettet op på det eller revurderet lønningerne hvert femte år, som aftalen lød, da man vedtog reformen, siger hun.

Sosu-assistenten: ”Jeg ser mange kollegaer, som er enlig forsørger, der har svært ved at få enderne til at hænge sammen”

Da tjenestemandsreformen blev vedtaget i 1969, eksisterede Mette Pittelkows uddannelse som sosu-assistent ikke. Faggruppen blev til gengæld betegnet som ”husmorafløser”.

I dag tager det tre år og ni måneder at blive udannet til sosu-assistent.

Mette Pittelkow blev uddannet til sosu-hjælper i 1998 og til sosu-assistent i 2006. I dag arbejder hun som demenskoordinator i Næstved Kommune.

- Som assistent og hjælper kommer man ofte ud i et hjem med en relativt syg borger. Der kan både være sår og en masse forskellig medicin, der skal gives. Samtidig skal man også tage sig af nogle pårørende, som kan være i krise, siger hun.

Der er samtidig sket en opgaveglidning i faget, hvor de patienter, der tidligere ville være blevet på sygehuset, nu kommer hjem. Det mærker Mette Pittelkow også, da opgaverne er mere komplekse end for 20 år siden, hvor hun begyndte i faget.

- Det kræver både overblik, empati, gode kommunikative evner og en høj faglighed at vide, hvad man skal gøre i de forskellige hjem, siger hun.

Kampen for ligeløn er ikke ny for Mette Pittelkow. Tilbage i 2008 var hun med til at strejke for ligeløn og arbejdsvilkår hos sosu-arbejderne.

Hun mener, at nu er et godt tidspunkt at bringe problematikken op igen, efter hendes faggruppe under coronakrisen har hørt politikerne kalde deres fag for ”uundværligt” og ”vigtigt”.

- Det bliver bare ikke belønnet. Jeg ser mange kollegaer, som er enlig forsørger, der har svært ved at få enderne til at hænge sammen. Vi vil ikke længere være et supplement til mandens løn, for det kan man ikke leve af, siger Mette Pittelkow.