Selvfølgelig må piger gå i crop tops og vise maveskind. De skal ikke dække sig til, fordi drenge ikke kan styre sig
Foto: Shutterstock
På en skole i Vejle må 14-årige Thilde og hendes veninder ikke længere vise maveskind.
Mavetoppe – eller crop tops – er blevet forbudt, fordi drengene ikke kunne koncentrere sig, når der var maveskind i syne.
Sådan fortæller Tildes far, Martin Fogh Skovlyst til B.T.
Jeg gentager lige – fordi jeg er målløs, at fordi drengene ifølge de voksne på skolen ikke kan styre sig, når de kan se maveskind, så skal pigerne dække sig til.
Minder det dig om noget? Det minder mig om alle de meninger, man(d) hele tiden har om, hvad der er passende for kvinder. For ikke så længe siden havde vi debatten om, hvorvidt glimmernegle var passende for en tidligere statsminister.
For mig virker det mest, som om de prøver at lære pigerne, at de ikke har ret til egen krop, og at de har ansvaret for andres dårlige og grænseoverskridende opførsel.
En nuværende statsminister er blevet rost for sit opsatte hår og konservative påklædning, for så kan man bedre høre, hvad hun siger?!
Vi har også diskuteret, om en politisk leder kan præsentere sin politik ledsaget af et foto i rød kjole på en tømmerflåde. I stedet for at diskutere hendes politik.
”Vi prøver at lære eleverne noget om moral og dannelse”, sagde skolelederen Bjarne Kynep i P1 Morgen.
For mig virker det mest, som om de prøver at lære pigerne, at de ikke har ret til egen krop, og at de har ansvaret for andres dårlige og grænseoverskridende opførsel.
”Hvis det er det, man har lyst til at gå i, så synes jeg bare ikke, at der er nogen, der skal sige, at det er upassende. For så får man meget en skyldfølelse, og man tror, man har gjort nogen mega utilpas, og man tror, man har gjort noget forkert,” sagde Thilde på 14 år, der går i 8. klasse på skolen i Vejle.
Det fik ikke skoleleder Bjarne Kyneb til at reflektere – i hvert fald ikke i interviewet – hvor han bare gentog, at det handlede om moral og dannelse, og at de prøver at gøre de unge mennesker til de bedste udgaver af sig selv. Og en mavebluse gør det altså svært at være i fællesskabet, må man forstå.
Hensynet til drengene
Man kunne ønske sig, at den bedste udgave af sig selv, som de gerne vil danne eleverne til at være, er tolerant og frisindet. Og at de tog dialogen om eventuelle negative eller grænseoverskridende reaktioner på mavebluser. Den kunne måske også handle om grænser og samtykke?
Den nyhed hørte jeg i øvrigt, lige efter radioavisen havde fortalt om, at piger måske stadig måtte gå i skole i Afghanistan, hvis de var iført hijab og dermed var tildækkede. Er den sammenligning for langt ude?
Det synes jeg ikke. Selvfølgelig er der meget langt fra Taliban til en skoleleder i Vejle. Selvfølgelig repræsenterer de slet ikke sammen kvindesyn.
Men fællesnævneren er, at ansvaret lægges på kvinder og piger. At de skal regulere deres påklædning af hensyn til drengene, dannelse og moral.
Jeg græmmes.
Vi kan beslutte os for ikke at seksualisere og udskamme pigerne og kvinderne, men i fællesskab ændre den kultur, der gør netop dét.
Crop tops har været moderne før, blandt andet båret frem af popstjerner som Britney Spears, der blev groft seksualiseret og udskammet. Nu, hvor piger igen går i crop tops, har vi en gylden mulighed for at gøre det bedre.
Vi kan beslutte os for ikke at seksualisere og udskamme pigerne og kvinderne, men i fællesskab ændre den kultur, der gør netop dét.
Derfor blev jeg glad, da jeg hørte Thilde fortælle, at drengene i hendes klasse solidarisk have sagt, at de gerne ville låne pigernes crop tops og tage dem på i skole – for det er (endnu) ikke blevet forbudt.