Simi Jans personlige kvindekamp består i at give ordet til kvinderne

Der findes to versioner af Simi Jan.

Der findes hende, som kan befinde sig i en krigszone og ubesværet kan trave rundt i Kabuls støvede gader og få helt beskidte fødder. Og så findes der hende, der hader støv og bakterier så meget, at hun aldrig ville sætte sin kuffert på hotelværelsets seng, når hun endelig er landet.

Forskellen er, at Simi Jan ved, at hendes elskede Afghanistan er vildt og ukontrollerbart. Men hun kan kontrollere sit hotelværelse med et enkelt do not disturb-skilt.

For Simi Jan kan kun trives i kaos, hvis hun selv skaber kontrol.

Det var aldrig meningen, at Simi selv skulle blive historien, da hun for et år siden rejste til Afghanistan for at dække det, der skulle blive Kabuls fald og en afslutning på mere end 20 års krig.

Men det blev hun, fordi hendes egen overlevelse var på spil.

Hun rejste ind, da andre flygtede ud. Selv da Kabul faldt, og Taleban tog over, nægtede Simi at tage hjem.

Hun skulle være ved Kabuls side til det sidste. Havde det været et hvilket som helst andet land end Afghanistan, var hun ikke taget af sted

Hun er hverken skør eller dumdristig, siger hun selv. Landet med de store, rå bjerge har bare en helt særlig plads i Simis hjerte.

– Al den kærlighed, jeg har fået fra afghanerne midt i deres livskriser, som har været plaget af krig, terrorangreb, fattigdom og elendighed, gør, at jeg altid vil skylde dem en stemme, fortæller hun, da vi mødes på Skodsborg Kurhotel i Nordsjælland.

Jeg har aldrig været her før, men tænker, at der umiddelbart er ret langt fra veloursofaen i Nordsjælland til krigen i Afghanistan og livet i Kabul. Men det er alligevel dér, samtalen leder os hen med det samme.

Simi slår mig som en livsnyder, for det er ikke første gang, hun kigger på cafeens menukort.

Hun anbefaler deres juice, og før vi ved af det, står der to store glas knaldrød rødbedejuice foran os. Simi har aldrig “lært” at drikke kaffe.

Hun synes, det smager skrækkeligt og forstår ikke, at nogen nyder smagen af de ristede bønner. Der er vi jo så forskellige.

Jeg forstår ikke, at hun tør tage til et land, hvor der er krig på hvert et gadehjørne. Men Simi ser ikke sig selv som modig for at rejse til Afghanistan som korrespondent. Det er et valg, hun selv har taget.

– De modige kvinder er dem, der kæmper for kvindernes rettigheder i et land som Afghanistan. De sætter deres liv på spil hver dag, når de trodser Taleban, siger hun.

Simi mener, at privilegier forpligter, og dem får hun per automatik gennem sit danske pas.

Hun føler en pligt til at give stemmer til de mænd og kvinder, som ellers ikke ville blive hørt. Det gælder særligt kvinderne, fordi de netop er undertrykt i landene i Mellemøsten.

Der ligger dog ofte en udfordring i at få de historier frem. Nogle gange har hun brugt flere år på at overtale kvinder til at medvirke i hendes indslag til tv.

Det gør Simi gerne, for hun mener, at halvdelen af jordens befolkningen skal repræsenteres i medierne.

– Det nemmeste i Mellemøsten ville være at gå ned på gaden og tale med mændene. Men en stor del af min personlige kvindekamp ligger i at bruge tid på at få overtalt kvinder, der lever i lande, som i høj grad er mandsdominerede, styret af patriarkatet, og hvor kvinder skal have tilladelse fra deres mænd, til at medvirke.

Det er her, Simi kan gøre en forskel. Hendes køn giver hende en stor fordel, når det gælder adgang som journalist.

– Mændene tror jo, at jeg er løs på tråden, fordi jeg er fra Europa. Halvdelen af dem vil også giftes med mig, fortæller Simi og griner.

Men hun mener det dybt seriøst. Havde hun været en mand, ville hun ikke blive inviteret hjem til familierne og komme i kontakt med kvinderne. Som kvinde er Simi ikke en trussel mod deres hjem.

Simi beskriver sig selv som en slags tredje køn dernede.

Godt nok blender hun ind med sit mørke, krøllede hår, sin kulør og de brune øjne, men mændene opfatter hende ikke på samme måde som de andre kvinder.

Hun opfører sig ikke som en typisk kvinde: Hun rejser alene. Hun fik børn sent, i forhold til hvornår hun blev gift. Hun er journalist. De afghanske mænd forstår hende ikke.

Simi kommer tæt på familier, og når hun gør det, har hun fundet ud af, at de afghanske kvinder har meninger om mindst lige så mange ting, som mændene har.

Simi vil have, at kvinderne får lov til at tale om andet end tøj, madlavning og børn. Kvinderne skal også høres om krig, inflation og deres lands fremtid.

Deres meninger udtrykker de først, når man har lært dem at kende. Det kræver, at man giver noget af sig selv som journalist, hvis man vil have noget tilbage.

– Man skal have nemt ved at tage mennesker ind i sit liv som korrespondent. Halvdelen af jobbet er at skabe relationer til andre mennesker – og ikke mindst tillid. Hvis ikke du kan skabe tillid, kan du ikke udføre dit arbejde.

Små og store protester

Der er stille på vejen foran huset i Kabul, men unge piger dukker op, forskudt af hinanden, og skynder sig ind, inden døren smækker bag dem. Ingen skal opdage, hvad der foregår derinde.

For det, der sker bag lukkede døre, er dybt ulovligt. Hvis det opdages, vil nogen med garanti blive slået ihjel af talebankrigere.

I huset får omkring 20 piger ad gangen undervisning af kvindelige lærere på et lille værelse. For de fleste afghanske piger er det nu over et år siden, at de har siddet i et almindeligt klasselokale.

Da Taleban overtog landet, bandlyste de piger fra klassetrin over sjette klasse. Afghanistan er nu det eneste land i verden, hvor piger ikke må gå i skole.

Lærerinderne sætter deres liv på spil for en større sag. De gør det helt frivilligt, for de ved, hvad pigerne drømmer om, og ikke mindst hvad der er blevet taget fra dem.

Simi har mødt flere af lærerinderne på sine ture til Afghanistan. En af dem var en spinkel, ung kvinde med smalle øjne og farverigt tørklæde, der slangede sig om hendes hår.

Simi husker tydeligt hendes ord: “Det, som for jer er et mareridt på fem minutter, er mit liv lige nu. Det bliver ikke glemt på fem minutter. Hvor er hele verden henne?” Hendes råb om hjælp runger stadig i Simis hoved.

Det er blot én af mange stærke afghanske kvinder, der har gjort særligt indtryk på Simi.

Man skal ikke tage fejl af kvinderne i Afghanistan. De protesterer også mod Talebans styre. Nogle gange højlydt, men oftest i tavshed.

Sådan adskiller protesterne i Afghanistan fra dem, som finder sted i Iran lige nu.

Når en kvinde i Afghanistan tør gå med et farverigt tørklæde eller bærer en jakke, hvor taljen bliver fremhævet, er det et opgør med den kontrol, der er lagt over kvinderne. Det er langtfra ufarligt.

– Når kvinderne i Afghanistan ser den iranske kvinde- og frihedskamp på sociale medier, giver det dem blod på tanden og et håb om, at forandringer også kan ske i deres land. Men det får dem også til at spørge: “Hvor er mændene henne i vores demonstrationer?” For mændene ser man ikke deltage i Afghanistan, fortæller Simi.

Simi har været på flere reportagerejser i Iran. Her har hun mødt unge mennesker, der føler sig misrepræsenterede af præstestyret, der i årtier har styret landet med hård hånd.

De føler sig underlagt af et regime, som gør det umuligt for dem at leve livet, som de ønsker.

Når kvinderne i Iran smider deres hijab, klipper deres hår og råber “død over regimet”, skal man forstå, hvor modigt det er. Det er med livet som indsats.

– Det, der driver mig, er at fortælle historien om de mennesker, som det hele drejer sig om. Hvis Iran havde lukket journalister ind i landet, havde jeg været dernede med det samme for at dække det, siger Simi uden at tøve.

Det vækker en frustration i hendes korrespondenthjerte, at hun kan blive skåret af fra historien. Men hun har også erkendt, at sådan er udfordringen, når Iran som land er i stand til at lukke ned på den måde. Regimet er trænet i at inddæmme demonstrationer og råb om hjælp.

Et ungdomsoprør, en kvindekamp og en kamp om frihed i mellemøstligt land.

Det er en vigtig historie i Simis øjne, men også en historie hun er er bange for kommer til at drukne i nyhedsbilledet. Hun lærte meget tidligt i sin journalistiske karriere, at nyhedsbilledet er kynisk.

– Kvinderne i Iran får ikke den politiske opbakning, de fortjener, fordi vores fokus er et andet sted. Det er krig i Europa og finanskrise, som optager medier og politikere. Men kvinderne fortjener opbakningen.

Simi kender kynismen fra nyhederne. For den er også en del af hende.

Når hun er ude som korrespondent, er hun der mindst lige så meget som journalist, som hun er der som menneske. Der er en hårfin balance mellem de to versioner af hende, og måske blander de sig også sammen i store dele af hendes liv.

Personligt hader hun at stille spørgsmålet: “Hvordan har du det?” Et idiotisk spørgsmål, kalder Simi det og ruller med øjnene.

Hvad fanden tror du selv? Men hun ved godt, at det er et nødvendigt spørgsmål at stille, når hun skal dække den brutale virkelighed.

– Hvis min kilde bliver rørt foran mig på kamera, bliver jeg selv meget rørt. Men jeg kan høre journalisten inden i mig juble over, at jeg fik 10 gyldne sekunder i kassen.

Da Simi siger det, kan jeg se, at hun nærmest krummer tæer. Hun er ikke stolt af det, men jeg forstår, hvad hun mener: Hun gav mig et godt citat lige dér.

Overtænkeren

Simi tænker på en anden måde end os andre. Hun er gennem sit arbejde blevet vant til at konstant lave sikkerhedsvurderinger.

Når hun tjekker ind på et nyt hotel, ved hun præcis, hvor der er nødudgange eller vinduer, man kan hoppe ud af, hvis hotellet skulle blive udsat for et selvmordsangreb, en bombeeksplosion eller en anden trussel.

På hotelværelset ved hun, om hun er i stand til at gemme sig under sengen, eller om hun skal søge mod badeværelset, hvis nogen skulle bryde ind.

Hun sover altid længst fra vinduet, for hvis en bombe skulle springe ude foran, bliver hun ikke ramt af glasskårene.

– Jeg er hele tiden på arbejde i mit hoved. Er der nogen efter mig nu? Biler, der ser mistænkelige ud? Nogen, der holder øje? Hvis alle begynder at løbe, hvad så? Det tager tid at vænne sig af med den slags tanker.

Hun forsikrer mig om, at det er vigtigt, man sætter de tanker på standby, når man kommer hjem. Jeg har brug for at teste hendes hjerne.

Der er meget få mennesker i cafeen på Skodsborg her til morgen.

Vi sidder i det fjerneste hjørne fra indgangen, langt væk fra de andre gæster. Det er Simi, der valgte pladsen, da vi satte os. Her er mest roligt og stille, sagde hun.

Hvad tænker du i et rum som dette?

– Her er meget tomt i dag. Hvis der nu var fyldt med mennesker, ville jeg nok kigge to gange, om nogen kunne se mistænkelige ud.

– Det er så indarbejdet i mig, at sikkerhedsvurderingerne kommer helt automatisk. Men jeg prøver at slukke for dem indimellem.

Hendes alarmberedskab er ikke det samme som i Afghanistan, men det tager hende tid at vænne sig af med at være på vagt.

Hun kan hurtigt pege udgangene ud og er bevidst om, at vinduerne er store nok til, at hun kan springe ud af dem.

Selv om jeg forstår, hvor tankerne kommer fra, slår Simi mig alligevel som en overtænker, for jeg har allerede glemt, hvor jeg kom ind. Det lyder, som om jeg har læst hende rigtigt.

– Overtænkeren i mig var nok skyld i, at jeg havde det så dårligt, da jeg kom hjem fra Afghanistan. Jeg blev ved med at overtænke de ting, jeg gjorde dernede. Overtænke, hvad jeg kunne have gjort, hvad jeg skulle have gjort, siger hun.

I dyb sorg

Der findes et Afghanistan før og efter Kabuls fald. Og der findes en Simi før og efter Kabuls fald. To versioner af samme menneske.

Simi troede ikke, at hun havde behov for mere end to ugers fri efter rejsen til Afghanistan sidste år. Men det havde hun.

Hendes hjerne var på konstant overarbejde dernede, hvor kun adrenalin holdt hende kørende døgnet rundt. Da Simi kom hjem, var batteriet helt fladt, og det ramte hende hårdt.

Hendes liv efter Kabuls fald var stærkt præget af en følelse af magtesløshed. Hun kunne ikke hjælpe de mennesker, der så desperat bad hende om det.

Over for alle de mennesker, der havde hjulpet Simi de sidste mange år, kunne hun ikke gengælde tjenesten.

Hun kan blive ved med at tænke tilbage på selvmordsangrebet, der fandt sted lige foran hotellet i Kabul, hvor hun og hendes britiske og amerikanske korrespondentvenner havde filmet og gået rundt hver dag.

Mareridt begyndte at overtage, hvor Simi hørte alle de råb og skrig efter hjælp.

Hun genså de udmagrede blikke hos børnene, der var blevet væk fra deres forældre. Hun var drænet. Hun kunne ikke være den mor, hun var før. Ikke være den kone, hun plejede at være.

Hun var plaget af dyb sorg.

– At miste Kabul var som at miste et menneske, man holder af. Den sorg vil altid følge mig, men det bliver nemmere med tid.

– Jeg er ikke helt tilbage endnu, og der er gået et år. Men jeg er ved at være tæt på. Men sidste år tvivlede jeg på, om jeg nogensinde ville blive den energiske og glade Simi igen.

Selv om Simi ikke har grønne fingre, har hun sat sig for, at hun til foråret skal plante frø, som hun har fået med hjem fra Kabul. Så kan et lille stykke af Kabul gro tæt på Simi.

Døden kommer jo en dag

Simi husker, at hun sad til et middagsselskab, da en besked tikkede ind på hendes telefon.

Normalt er Simi åben og udadvendt, men beskeden fik hende til at synke helt ind i sig selv. Beskeden kom fra lærerinden på undergrundsskolen i Afghanistan.

“Taleban stoppede mig i dag. De truer med at skyde mig, hvis jeg tager farverigt tørklæde på igen”, stod der på skærmen.

Det er tankevækkende for Simi, at der sker så skrækkelige ting i Afghanistan.

Selv om tanken, om, at mange af hendes venner fra Kabul ufrivilligt er endt i andre lande, så de ikke er midt i krigen, er betryggende, er lærerindens fremtid og de få andre venner, der er blevet, noget, der bekymrer hende.

Hun holder kontakten med dem over telefonen. Hvis de ikke har svaret i et stykke tid, bliver Simi urolig.

– Det er jo mine venner, siger hun.

Simi er ikke den store planlægger. Men når vi er færdige med at snakke sammen, skal hun videre fra cafeen til spaen, så meget ved hun da. Ellers bryder hun sig ikke om at lægge planer for fremtiden.

Hun kan ikke forholde sig til, at hun en dag skal på pension, for hvem ved, om hun overhovedet er i live om et år, fem år, ti år?

Men når det gælder Afghanistan, tør hun godt lægge fremtidsplaner. Der har hun et håb om en bedre fremtid. Det er hun nødt til.

– Når jeg bliver rynket og gammel, så skal jeg sidde med mine venner i Afghanistan og drikke grøn te, som vi plejede at gøre. Min største drøm er at tage mine to sønner med derned en dag, så de kan se det land, de har hørt så meget om.

Der er Simi, der tør lægge planer om ture til landet med de rå bjerge, og så er der Simi, der ikke ved, om hun bliver gammel nok til at gå på pension.

Det får mig til at tænke på, hvad hendes forhold er til døden. Hun har trods alt været tættere på den end så mange andre.

– Vi ved jo alle sammen godt, at vi skal dø. Jeg har den tilgang til livet, at jeg skal leve i nuet, for jeg ved ikke, om i morgen er en garanti. Det siger de også i Afghanistan.

Men man behøver ikke være i et af verdens fattigste lande for at indse det, fortæller Simi.

Hun mener, at vi generelt er for gode til at planlægge langt ude i fremtiden. Nej, det, man drømmer om, skal man gøre nu. Det gælder os alle sammen.

Man skal finde ud af, hvad der giver en værdi i livet. For Simi giver det hende værdi at låne sin stemme ud til den større historie. Det er hendes livsmission.

Man skal gribe øjeblikket, for det kan forsvinde lige for næsen af en, siger Simi.

– Jeg kan gå fra det her interview, og så kommer jeg ud for en bilulykke. Så kan du tænke, at du fik det sidste interview med Simi.

Vi griner over det makabre scenarie. Men ordene runger i mit hoved, da Simi går mod spaområdet, og jeg tager den sidste tår af min rødebedejuice, inden jeg går mod udgangen.

Tiden, vi er her, er som at blinke med øjet, og så er vi væk, sagde Simi. Det giver mig næsten kuldegysninger.