Sisse Sejr: Jeg er sårbar gravid i systemet, men jeg vil hellere kalde det “mistroisk gravid”

Jeg er blevet tildelt titlen “sårbar gravid.”

Måske ikke den fedeste titel, sådan at være stemplet “sårbar” i systemet. At blotlægge, at her er noget, som jeg er bange for, eller måske ikke føler mig helt klar til. Men inden for fødebranchen er stemplet “sårbar” faktisk adgangsbilletten til en ægte gavebod. Eller… det vender jeg tilbage til.

Jeg blev tildelt titlen nytårsdag af en meget sød og forstående jordemoder, som telefon-konsulterede med mig, mens hummerbisquen kogte ind. Efter en halv times samtale blev vi enige om, at hun ville annullere min “ikke-sårbare” jordemodertid et par uger inde i januar, og at jeg i stedet ville få en fast jordemoder fra midten af februar. Så hende glæder jeg mig til møde, når jeg på det tidspunkt er langt over halvvejs i min ellers sårbare graviditet.

Sidst jeg var gravid, var jeg ikke sårbar, men det blev jeg af oplevelsen. Min graviditet var fuld af indlæggelser, fødslen et akut, tidligt kejsersnit efter flere dage med smerter, og de søde første dage var et mareridt i form af to ugers indlæggelse og en hovedbundskløende læge, som ikke ville lytte.

At blive mor forbindes ofte med en fortælling om lykkerus og betingelsesløs kærlighed, men i efteråret og vinteren har hundredvis af kvinder fortalt en anden historie.

Den handler om at føle sig magtesløs og opleve svigt i et sundhedssystem, hvor man ikke fik den omsorg og forberedelse på moderskabet, som man havde brug for.

I en række artikler går femina tæt på moderskabet og fødslen og forsøger at finde svar på, hvorfor så mange kvinder oplever utrygge fødsler.

Det gør vi, fordi danske kvinder fortjener en værdig og tryg start på moderskabet.

Jeg har nyresten, og det har jeg haft i halvdelen af mit liv, hvorfor jeg kender smerten, som jeg kender min datters øjne. Det forklarede jeg igen og igen, men uden at undersøge det vurderede lægen, at det ikke kunne passe.

Jeg fik derfor først den hjælp, som jeg bad om, da lægen tog på ferie, og en reservelæge tog over. Reservelægen fik mig scannet, opereret og sendt hjem i hurtig bedring på et enkelt døgn - efter fjorten dage uden tilknytning til min nyfødte pige, men vredet i smerte, feber og medicintåge. Jeg skylder den læge min største tak. På det tidspunkt var traumet dog allerede tatoveret ind i min kerne. Min stemme betød ingenting, selvom det var min krop, det handlede om.

En undskyldning, der ikke blev skrevet ned

At mine nyrer er elendige, er ikke nogen lægers skyld, men at jeg var indlagt i flere uger med høj feber og åndedrætsbesvær, hvor jeg ikke fik muligheden for at dufte eller amme min datter, hvor jeg ikke blev lyttet til, men negligeret, fordi “det kan lægen ikke få til at stemme”, er alt sammen noget, der kunne være undgået, hvis lægen havde anerkendt min stemme.

Først nu, syv år senere, føler jeg, at min stemme er tilbage: De kan bare lige prøve! Hvilket gør, at jeg har fået titlen “sårbar”. Måske lægen så lytter?

Tre uger efter udskrivelsen blev jeg kaldt ind til et “undskyld” fra den øreløse læge, men da var jeg helt kørt over. Jeg havde sonder opereret ind i mig og var uvidende om, at foran mig lå flere operationer, end jeg i dag kan huske.

LÆS OGSÅ: Moderskab er også kvindekamp, og fødslen er frontlinjen

Med undskyldningen fulgte også en lovning på, at hvis jeg blev gravid igen, ville jeg blive scannet oftere og tjekket mere. Der ville blive taget hånd om mig. Men lægen glemte åbenbart at skrive det ned i min sundhedsjournal. Inklusive undskyldningen. Og de syv år, der er gået, kunne ligeså godt være 70 år i det her fødselsland, hvor det, der føltes skrabet dengang, stort set er ikke-eksisterende i dag.

Jeg er sårbar gravid i systemet nu, men jeg vil hellere kalde det “mistroisk gravid”. For mit traume er min sårbarhed i dag, og den består af ren mistro. Mistro til et system, som kørte mig over. Jeg har mistro til, at sundhedssystemet er sundt for mig. Misforstå mig ikke. Jeg mødte dengang - som nu - kun de allersødeste, hjertevarme mennesker, som hjælper efter bedste evne. Men jeg nærer mistro til systemet, som gør det muligt at agere døv over for de indlagte.

Jeg har selv betalt for at få fjernet traume-tatoveringen indeni. Timevis af dyr, dyr psykologhjælp. Jeg græder stadig uden varsel, hvis folk spørger ind til min datters fødsel, men mest af vrede. Det mørke, jeg oplevede dengang, tog jeg med mig. En overgang forplantede det sig endda i min familie.

Forberedt til fingerspidserne

Mit privilegerede held er, at jeg kunne betale og investere i mig, i os, og nu er jeg gravid igen. Jeg har også taget regningen for de ekstra scanninger, som ellers ville være en del af “undskyld-jeg-fejldiagnosticerede-dig”-pakken, og søgt vejledning uden for sundhedsvæsenet. Hvor ville jeg være, hvis ikke jeg havde råd?

LÆS OGSÅ: To jordemødre siger fra: Hvis vi ikke bliver mødt værdigt, når vi skal føde, er det et overgreb

I et land, hvor vi betaler halvdelen af vores indkomst til skat, ville det være rart med en garanti for, at man ikke bliver bedt om at forlade hospitalet, før man er sikker på, at amningen fungerer. At man fik muligheden for at sove en nat på barselsafsnittet med sin partner, uanset hvordan fødslen gik. At man ikke blev sendt væk eller flyttet midt i sine veer. At man fik en bisidder til sin fødsel, som kunne sikre, at man fik alle oplysninger, fik stillet spørgsmål og var klar over sine rettigheder. At man havde ret til fødselsforberedelse.

Selvom jeg ærlig talt ingen ambitioner har om at søge fødselsforberedelse, for jeg var forberedt til fingerspidserne sidst, og går det værre denne gang, så er det, fordi jeg dør. Det orker jeg ikke at skulle forberede mig på.

Når jeg er langt over halvvejs i denne såkaldte sårbare graviditet, får jeg ekstra tid hos den samme jordemoder hele vejen frem til fødslen. Det er min hjælp til den sårbare graviditet. Men hvis ikke jeg var erklæret sårbar, havde jeg gjort det samme som barnet indeni: ligget i fosterstilling.

Min graviditet forløber denne gang uden problemer. Måske fordi jeg er ældre og kender mine nyrer bedre? Måske fordi jeg betaler mig til ro, hvis hjertet banker for hurtigt. Så jeg føler mig ikke sårbar, jeg føler mig mistroisk.