Skal polske kvinder have lov til at få aborter i Danmark? Det håber Wanda, der har set kvinders rettigheder forsvinde gennem 30 år

– Vi er i krig for kvinders rettigheder, og den her krig har stået på i 30 år.

Wanda Nowicka siger det uden at tøve.

Hun er medlem af oppositionen i det polske parlament og har kæmpet for kvinders rettigheder i årtier.

Siden kommunismens fald i Polen i 1993 har polske kvinder kunnet se deres rettighed til abort svinde ind. Siden dengang har alvorlige misdannelser været det eneste, som gav adgang til abort, men sidste år blev den undtagelse ophævet.

Wanda Nowicka besøger København for at tale hos ngo’en Sex & Samfund, der sammen med det polske netværk Abortion Without Borders ønsker at hjælpe polske kvinder med at få foretaget abort i Danmark.

Det er historien, der gentager sig selv med omvendt fortegn: Før aborten blev fri i Danmark i 1973, tog danske kvinder til Polen for at få foretaget abort.

Den strikse polske abortlov trådte i kraft i januar og er en af Europas strengeste abortlovgivninger. Landet, som er overvejende katolsk, ledes af det stærkt nationalkonservative regeringsparti, Lov og Retfærdighed.

I praksis betyder loven, at selv en kvinde, der bærer på et dødt foster, ikke kan få en abort. Kun efter voldtægt og incest, eller hvis graviditeten truer kvindens sundhed, kan hun få en abort.

– Jeg har kendskab til en kvinde, der var gravid med siamesiske tvillinger. De kunne ikke overleve, og det var farligt for kvinden at fuldføre graviditeten, men alligevel blev hun nægtet abort. Teoretisk set skulle aborten være tilladt, fordi kvindens helbred var i fare, men i praksis er den ikke, fortæller Wanda Nowicka og forklarer årsagen:

– Ingen læge vil have noget med sådan en kvinde at gøre. De er bange for, hvad der sker med dem, hvis de hjælper kvinderne.

Hun har set grebet blive strammet om polske kvinders rettigheder flere gange, og i mere end 30 år har hun været aktiv i kampen for at bevare og styrke dem.

Derfor byder hun også de danske politikere, der ønsker at hjælpe polske kvinder, meget velkomne.

I sommer foreslog Enhedslisten og Radikale Venstre, at den danske stat skal afsætte 20 millioner kroner til at hjælpe polske kvinder med at få abort i Danmark de næste fire år. Et forslag, som Venstre også har udtrykt opbakning til.

– Jeg var lige ved at græde, da jeg læste det, siger Wanda Nowicka.

Selvom de 20 millioner kroner ikke rækker til at løse alle Polens problemer, er hjælpen stadig enormt vigtig på et symbolsk niveau, mener hun.

– Når du lever i et land, hvor du hele tiden hører skøre fundamentalister tale om, at kvinder ikke kan dit og dat, og at sådan noget som Istanbul-konventionen bør fjernes, så kan du ende med selv at tro, du er skør – og at det måske ikke er dem, der er skøre.

Istanbulkonventionen blev vedtaget af EU i 2011 og skal forebygge og bekæmpe vold mod kvinder.

– Men pludselig hører du en stemme fra Danmark, som siger til dig, at du har ret. Det giver os en følelse af værdighed, og af at det er værd at kæmpe videre. Så det er meget vigtigt for os, siger hun.

En død lov

Abortens tilbagetog i Polen er også en reminder om, at kvinders rettigheder – og især den fri abort – ikke kan tages for givet.

– Mennesker i min generation ville aldrig have troet, at vi kunne miste rettigheden til abort. Da vi første gang fik indskrænket rettigheden i 1993, troede vi, at det var det værst tænkelige, der kunne ske, siger Wanda Nowicka, som er 64 år i dag.

– Men nu har jeg fundet ud af, at det ikke var det værst tænkelige. Selvom det opleves som ekstremt, kan det blive endnu mere ekstremt. Det stopper ikke, siger hun.

For hun ved, at de højreorienterede kræfter i landet vil blive ved med at forsøge at indskrænke kvinders rettigheder, og hun betragter også med stor bekymring, hvordan konservative, religiøse grupper fra både USA og Rusland sender millionbeløb til organiseringen af den europæiske abortmodstand.

I sommer viste en rapport fra European Parliamentary Forum for Sexual and Reproductive Rights (EPF), hvordan netop disse grupper opnår mere og mere indflydelse: 54 ngo’er og konservative og religiøse organisationer har brugt intet mindre end 4,4 milliarder kroner på at bekæmpe blandt andet abortrettigheder i perioden 2009-2018. Derudover forsøger de også at indskrænke LGBT+-rettigheder.

– De organiserer kampagner, hvor de med den ene hånd fokuserer på Polen, mens de med anden hånd forsøger at udbrede de samme forandringer til andre katolske lande som Slovenien og Kroatien, hvor kirken også er stærk, siger Wanda Nowicka og giver en yderligere karakteristik af disse grupper:

– De er så ressourcestærke, rige og ved, hvad de laver. De fremstiller sig som menneskerettighedskendere og juraeksperter, men i virkeligheden er det fundamentalistiske grupper med religiøse baggrunde.

Fordi de grupperinger er på fremmarch, er Wanda Nowicka også overbevist om, at abortmodstanden vil fortsætte med at vokse sig større i Polen.

– Vores politikere ved, at den nuværende lov er en død lov, fordi mange kvinder vil rejse ud af landet og på anden vis forsøge at få en abort. Derfor vil de gå endnu længere ved for eksempel at forbyde kvinder at rejse ud af landet for at få en abort.

Håbet er ungt

Selv tror hun på, at rettighederne kan forbedres.

– Jeg ved, fremskridt ikke kun går én vej, men at det sommetider kan svinge frem og tilbage som et pendul.

Hun håber, at de yngre generationer har modet til at blive i Polen og kæmpe.

– De unge mennesker, der protesterer i tusindvis, føler sig som en del af Europa og den moderne verden, fortæller hun.

I løbet af det seneste år har tusindvis af polakker protesteret mod den restriktive lov, og i de 30 år, Wanda Nowicka har været aktiv i kampen for abortrettigheder, har hun aldrig oplevet en så massiv modstand.

Men selvom den store modstand giver hende håb, frygter hun også, at de yngre generationer vil forlade Polen i protest mod de restriktive regler, der umyndiggør kvinder og begrænser dem i deres livsudfoldelse.

– Jeg vil fortælle de unge, at der er håb. Forandring er mulig. Men der kommer ikke nogen og gør det for dem: Det er dem, som skal tage ansvar for deres rettigheder, deres eget og andres liv. Så jeg beder dem om, please, at blive og gøre arbejdet, siger hun.