Skudsalverne lød, men da hun sad der, var hun ikke bange. Døden havde hun sluttet fred med for længe siden

Da skudsalverne begyndte at lyde, som taktfaste, dirrende brag, gik Gayane Miloyan i stå.

30 års frygt udløste en akut traumereaktion. Hendes ben stod ubevægelige, hendes arme hang slappe, livløse langs kroppen. Selv om hun kun befandt sig få minutters gang fra sine børn, kunne hun ikke røre sig ud af stedet.

I en tid sad hun på en kantsten og så på den masseflugt, der udspillede sig for øjnene af hende.

Flere skud og skrig, den summende lyd af droner i luften. Overalt skubbede og møvede folk til hinanden, råbte for deres liv.

Over 200 mennesker blev dræbt den dag, da Aserbajdsjan indledte en militæroffensiv i den selvstændige enklave Nagorno-Karabakh, der ligger inden for Aserbajdsjans grænser, men i årtier har fungeret som en autonom region med sin egen regering. Heriblandt fem børn.

Men som hun sad der, alene på kantstenen, frygtede Gayane ikke for sit liv.

Døden havde hun sluttet fred med for længe siden.

I 2015 udgav den belarusiske forfatter og journalist Svetlana Aleksijevitj bogen ‘Krigen har ikke et kvindeligt ansigt’, hvori hun skildrer brudstykker af oplevelser fortalt af russiske kvinder, der deltog aktivt i Anden Verdenskrig.

Over en million russiske kvinder meldte sig til Den Røde Hær, da krigen brød ud, men hvor mændene modtog hæder, blev kvinderne efterfølgende mistænkeliggjort. De bar ikke krigens sande ansigt, men blev hensat til en skyggetilværelse uden mulighed for at dele deres version af krigens brutalitet.

Da krigen den 19. september 2023 endnu en gang brød ud i Nagorno-Karabakh, lokalt kaldet Artsakh, blev den kvindelige fortælling på samme måde fortrængt.

Det var mændene, der fyldte, både de levende og de døde.

Sådan er det stadig. Det er navnene på de brødre, sønner, mænd og fædre, kvinderne som det første nævner, når de fortæller om krigen. Selvfølgelig. Tabene sidder i deres ansigter, i furerne og de flakkende blikke.

Men så er der også alt det andet: længslen efter at komme hjem, drømmen om moderlandet, en værdig fremtid.

I forsøg på at forstå krigen og dens konsekvenser har femina talt med de kvinder, der har levet midt i den. Vi starter hos Gayane Miloyan, der efter en mængde af endeløse minutter, endelig får førligheden i benene tilbage.

Hun løber gennem byen, ud på vejen, forbi biler, busser, militærkøretøjer. Hendes hjerterytme føles ikke rigtig, fortæller hun. Hun har svært ved at trække vejret. Svært ved at forstå, hvad det er, der sker.

Da hun når hjem til sit hus, er hendes far der allerede. Sammen med børnene søger de tilflugt i beskyttelsesrummet, og her mærker Gayane for første gang en underlig ro.

– Jeg tænkte, at selv hvis vi skulle dø, så skulle vi dø sammen. På en måde er det nemmere at vide, at dit liv skal slutte, end at leve i evig usikkerhed, at vide at du ikke kan beskytte dine børn, siger hun.

Vi sidder i hendes etværelses lejlighed i udkanten af Armeniens hovedstad Jerevan, som er det femte sted, familien har boet, siden de flygtede. Udenfor trækker et uvejr op, der river og flår i de solgule blomster på engen bag huset. En plastikpose svæver ensomt i luften, looper rundt om sig selv, som en ballerina på spring.

Indenfor er alt placeret i en sirlig orden. På fjernsynet danser kvinder i tætsiddende dragter aerobic. Gayane finder fjernbetjeningen og muter lyden. Hendes 12-årige datter Milana sidder genert ved siden af hende og aer familiens nyerhvervede hund Fluffy.

– Krigen har altid været en del af mit liv, fortæller 36-årige Gayane.

Hun er født og opvokset i Nagorno-Karabakh. I en traditionel familie, hvor kvindens plads var i køkkenet. Gayane beskriver sig selv som et ensomt barn. Hun passede ikke ind, for hun ville på universitetet og studere litteratur og sprog, ikke giftes og have børn som de andre.

Alligevel mødte hun en mand, da hun startede på universitetet. I starten var han fantastisk, men efter de blev gift, begyndte han at slå og tage stoffer. Gayane flygtede med deres to børn hjem til sine forældre, men de ville ikke have, at hun blev skilt. Børnene har brug for en far, sagde de.

– Det var først, da min mand en dag kom til mine forældres hus for at tæske mig, og min far så blodet løbe fra min mundvig, at de accepterede, at jeg ville skilles.

Men livet som fraskilt, enlig mor var ikke nemt. Gayane kunne på trods af sin uddannelse ikke finde et arbejde, og så brød krigen ud igen.

– Min bror var soldat under krigen i 2020. Min mor græd uafbrudt. Hver dag sad vi og gennemgik navnene på de døde. Jeg mistede to fætre, en på 30 og en på 18.

Efter seks ugers kampe forhandlede russerne en spinkel fredsaftale på plads. Gayane fik job som minerydder. Det var her, hun sluttede fred med døden. Den var ude af hendes kontrol. Hver lille bevægelse, en fodspids i den forkerte retning, kunne uden advarsel springe hende i luften.

Senere overkom hun også frygten for sine børns død, fortæller hun.

Den besættende lidelse, der i årevis havde vækket hende hver eneste nat. Aserbajdsjans 10 måneder lange blokade af Nagorno-Karabakh, der førte til en omfattende humanitær krise, barberede hendes følelsesliv væk.

Hver dag stod hun op, vækkede børnene og forsøgte at tilberede lidt mad af de få grøntsager, de fortsat kunne finde i haven.

Udsultningen var på mange måder nemmere at forholde sig til, end de mellemrum af kortvarig fred, der de sidste mange år havde dikteret hele hendes liv.

– I mange år er jeg vågnet af mareridt hver eneste nat. Jeg følte, at de brød ind ad vinduet. Det er umuligt at finde ro, når du ved, at nogen kan skære halsen over på dine børn, mens du sover.

– Det er slut nu. Jeg ved, at mange fra Nagorno-Karabakh gerne vil hjem, men her kan vi i det mindste trække vejret. Her kan vi lytte til musik, læse bøger, gå frit omkring. Det er ikke alle, der har den mulighed.

Gayane stryger tænksomt sin datter over håret. Vil I have kaffe, spørger hun og styrter ud i køkkenet, inden vi kan nå at svare. Hun kommer tilbage med små skåle fyldt med kager og nødder.

– Måske kommer der endnu en krig, siger hun så.

– Men jeg kan ikke sige, at jeg er bange. Jeg overkom frygten for at dø, da jeg var minerydder, og jeg overkom frygten for mine børns død under blokaden. Jeg tror på de positive ting, at vi har fået en ny chance, og at jeg kan skabe et bedre liv for mig selv og mine børn her.

Godt 18 kilometer uden for Jerevan ligger forstaden Masis. En støvet by med en yndig midte, hvor ældre mænd sidder i klumper og spiller skak, mens unge mennesker slænger sig på bænke og forsøger at skærme sig for den skarpe sol.

Vi spørger et par unge fyre, der kommer dvaskende forbi, om de kender nogen fra Nagorno-Karabakh, da vi har hørt, at byen har taget imod godt 8.500 flygtninge.

– Vi er selv derfra, siger de, men haster videre.

En ung mand springer op fra en bænk og tilbyder sin hjælp. Lad mig vise jer hen til vores åndelige leder, siger han og begynder straks at gå. Vi lunter efter.

Da vi når til et lille hus, forsvinder han ind ad en dør. En præst kommer ud og spørger, hvad vi søger. Efter en kort snak inviterer han os indenfor. Her sidder byens biskop, George Saroyan, som begejstret forklarer, at han allerede har flere danske venner.

Biskoppen tilbyder os te og kaffe, sandkage og ferrero rocher. Spis, spis, spis, siger han.

Vi spørger, om de kender nogle af de kvinder, der er flygtet fra Nagorno-Karabakh.

Selvfølgelig, svarer biskoppen, og snart efter står 46-årige Narine Sahakyan foran os. Hun inviterer os hjem til sin lille lejlighed, der ligger i et faldefærdigt betonkompleks for enden af en hullet grusvej.

Lige som vi er kommet ind ad døren, hiver hun os ind i soveværelset, hvor hun har lavet et alter til ære for sin 19-årige søn, der blev slået ihjel den 19. september 2023.

– Jeg prøvede at ringe til ham igen og igen, men jeg kunne ikke få fat på ham. Efter et par timer ringede telefonen. Jeg troede, det var ham. I den anden ende af røret fortalte en stemme mig, at han var blevet ramt af en drone og dræbt.

Narine tager hans mobiltelefon fra alteret og bladrer igennem billeder, hvor han står smilende foran en kampvogn.

– Jeg har altid elsket mit liv, men nu har jeg intet tilbage. Sorgen vil ikke slippe. Jeg har mistet min søn, mit hjem, mit moderland.

I rummet ved siden af pusler Narines mor rundt. Hun tilbereder kaffe og skærer frugt ud i fine formationer. Vi får også te, vand, chokolade, kage og blomster. Tre børnebørn suser rundt om mormoren.

Efter lidt tid kommer Narines mand også hjem. Han mangler højre ben. Det forsvandt i krigen, fortæller Narine. Alt er sort, siger hun så.

– Vi bruger dagene på at overleve.

Duften i Gyumri er forårsfryd. Byen er Armeniens næststørste og bugter sig for foden af det højeste bjerg, Aragats, der ifølge armensk tro skulle betyde Ara’s trone.

Vi skal besøge byens flygtningecenter, der ligger placeret på et gammelt tuberkulosehospital og derfor går under navnet “infektionen”.

Hospitalet huser 23 familier, hvoraf langt størstedelen er blandt de mest ressourcesvage fra Nagorno-Karabakh. Stedet er fuldstændig smadret. For enden af en lang gang bor 50-årige Silva Brudyan på knap fire kvadratmeter. Hele rummet er dækket af plys, og selv tøffer hun rundt i kaninsutsko.

– Jeg var på arbejde, da angrebet begyndte den 19. september, fortæller hun. Store tårer begynder at dryppe fra hendes øjne. Hun finder et lommetørklæder frem, beklager sin opførsel.

Sammen med sine naboer forskansede hun sig de første dage i et sikkerhedsrum, men da skuddene hele tiden rykkede tættere på, søgte de tilflugt på den nærliggende skole. Her blev de i tre dage. Så kom russerne og sagde, at de skulle evakueres til Armenien.

Den sidste aften inden flugten, listede Silva hjem. Hun slagtede alle sine høns og lavede suppe, som hun serverede til de folk i landsbyen, der endnu var hjemme. Så tog hun ind til bymidten og fandt den bus, der skulle fragte hende væk.

– Jeg elsker mit land, og jeg tror på, at vi nok skal komme tilbage. Mine naboer har mistet håbet, men jeg fortæller dem, at vi nok skal komme hjem.

Men håbet er væk, siger Irina Ohanjanyan, der er nabo til Silva.

– For to dage siden havde jeg stadig håb, men så hørte jeg, at russerne trækker sig ud af Nagorno-Karabakh. Nu har jeg mistet den sidste dråbe.

Hun bor sammen med sin bror på et værelse, der rummer to smalle senge, et bord og en ovn.

– Mit liv plejede at være fantastisk. Vi havde et kæmpe hus med en have fyldt med blomster og frugttræer, siger hun, mens hun redder sin seng.

Under sin hovedpude finder hun en plastikpose, hvori hun har sit arbejdscertifikat. Det er brændt i bunden. Hun har været bager i 30 år, fortæller hun.

– Jeg savner sådan at bage. Men jeg tror ikke på freden, jeg tror ikke, vi kommer hjem igen.

Silva kommer smilende ind med favnen fuld af abrikosblomster, som hun deler ud.

Irina nipper et blomsterblad af og nulrer det mellem fingrene.

– Vi havde blomster i alle verdens farver, siger hun. Rød og grøn og gul.

I den naturskønne bjergby Dilijan har 36-årige Narine Balayan og 48-årige Alisa Minasyan været til møde i en lokal NGO, der arbejder for at fremme kvinders rettigheder. De er begge flygtninge fra Nagorno-Karabakh og kom til byen i september sidste år.

Til mødet er de blevet tilbudt at deltage i et håndarbejdskursus, som ngo’en arrangerer. Noget skal de jo finde på, nu hvor hele deres tilværelse er vendt på hovedet, som Narine Balayan siger.

– Nu, hvor alt, vi har kært, igen er blevet taget fra os.

Hun blev første gang fordrevet under krigen i 2020, da soldater fra Aserbajdsjan invaderede hendes landsby. Sammen med sin søn rejste hun til Armenien, men hun længtes hjem, så derfor tog de tilbage, da krigen sluttede. Men så kom blokaden. I 10 måneder sultede de.

– Min søn bebrejdede mig for at tage tilbage, han var bange for, at krigen skulle bryde ud igen, og han fik ret.

– Kampene brød ud lige ved vores hus. Min søn var i skole, og jeg kunne ikke få fat på ham. Da jeg ville løbe derover, kunne jeg ikke bevæge mine ben. Hele min krop stivnede. Jeg fandt ham grædende under en stol. Vi blev på skolen i to dage, så tog vi hjem for at pakke. Jeg elsker mit moderland, men jeg har svoret, at vi aldrig tager tilbage.

Alisa Minasyan bryder ind.

– Vi levede sådan et godt liv i Nagorno-Karabakh, siger hun.

Hendes stemme skælver. Hun gemmer ansigtet i hænderne. Efter lidt tid kigger hun op igen, hævet og rød. Hendes smerte skærer i øjnene.

– Selv under blokaden holdt min mand og jeg hinanden oppe.

– Da krigen brød ud, gemte jeg mig sammen med vores børn i kælderen. Vi kunne ikke få fat på ham, men så ringede telefonen, og vi fik at vide, at han var blevet dræbt. Vi begravede ham, inden vi kørte. Det var min 15-årige søn som styrede bilen, fordi jeg ikke har kørekort.

Alisa bryder helt sammen. Hendes far, hendes bror og hendes mand er alle begravet i Nagorno-Karabakh, siger hun, og nu er hun fanget her. Det, der før gik frem, går nu tilbage.

– Livet er gået i stå, siger hun. Og man ser det: Hendes blik er stille, hendes stemme en lind strøm af smertelig erindring.