"Som kvinde blev man i høj grad målt på fuckability"
Foto: Linda Johansen
Denne artikel blev første gang udgivet hos Se og Hør.
Både en advokatundersøgelse – og nu en ganske imødeset dokumentar – tegner et billede af magtmisbrug, sexisme og krænkelser på gangene, i redigeringslokalerne og til festerne på TV 2 i midten af 00’erne.
Flere kvinder, der har været, eller er, ansat på kanalen, står nu frem og fortæller om de ting, de gennem deres karriere har skulle finde sig i.
En af dem, den erfarne nyhedsvært Cecilie Beck, forklarer, at man på TV 2 kunne finde ingredienserne til den "perfekte cocktail", der i lyset af MeToo-bevægelsen i dén grad har en bismag af magtmisbrug og grænseoverskridende adfærd.
Så grimt
Hun fortæller for eksempel i dokumentaren ”MeToo: Sexisme bag skærmen”, at det krævede af især de unge kvindelige praktikanter, at man så ud på en bestemt måde, hvis man ville være inde i varmen hos ledelsen – eller ”blåskjorterne”, som de også blev kaldt.
– Som kvinde blev man i høj grad målt på "fuckability". Det er der ingen tvivl om, og det har jeg også talt med andre kvindelige kollegaer om, fortæller hun i dokumentaren.
– Og jeg har også hørt, hvad der er blevet sagt, navnlig om dem, der ikke var ”fuckable”, og blandt dem er der ting, som jeg aldrig nogensinde vil gengive, fordi det er så grimt. Og jeg er ikke sart.
Hun understreger, at den seksuelle tone groft sagt gennemsyrede hele nyhedsorganisationen.
Seksuel tone herskede
En anden tidligere TV 2-vært, Karen-Helene Hjort, deler lignende oplevelse. Hun bruger endda det samme ord som Cecilie Beck.
Therese Philipsen står nu frem og fortæller, hvad der skete i Jes Dorphs lejlighed
Karen-Helene Hjort fortæller i dokumentaren, at hun selv har fået at vide, at hun var for "fuckable" til en bestemt arbejdsopgave.
Og hun tilføjer, at det ikke var unormalt at få den slags at vide – også selvom den kommentar udelukkende gik på de kvindelige ansattes udseende og fremtoning.
Discovery+-dokumentaren ”Sexisme bag skærmen” består af tre afsnit, der mandag morgen er lagt ud på deres streamingtjeneste.
Dokumentaren, der er produceret af Impact TV, behandler også de beretninger fra to kvinder, der gennem en advokatundersøgelse fortalte om grænseoverskridende oplevelser hos Jes Dorph-Petersen, der på grund af beskyldningerne blev taget af skærmen i starten af året.