Systemet er sygt, men vi kender kuren: Ligeløn

Isabella Hindkjær er chefredaktør på femina. Kommentaren er udtryk for skribentens holdning.

I midten af maj blev en koncerndirektør i Region Midtjylland fyret efter den omfattende skandale, hvor op mod 500 patienter kan have fået amputeret et eller flere ben uden grund. På vej ud af døren fik han et gyldent håndtryk på 6,5 millioner kroner.

Det fremgik af fratrædelsesaftalen, som TV2 Østjylland fik aktindsigt i, at beløbet svarer til 12 måneders opsigelsesvarsel samt 24 måneders fratrædelsesgodtgørelse – altså har direktøren haft en månedsløn på lidt mere end 180.000 kroner.

Og lad os så lige spole halvandet år tilbage i tiden til det her billede:

En sygeplejerske ansat i Region Hovedstaden, der har fået et honninghjerte for sin indsats, da en global pandemi truede med at lægge vores hospitalsvæsen ned.

Og det var et stykke industrifremstillet hjerteformet bagværk, mine damer og herrer, som tak for at udgøre frontlinjen i et system, der i forvejen er maltrakteret af besparelser og mangel på varme hænder.

For tre år siden gik regeringen til valg på at få 1.000 ekstra sygeplejersker i Danmark, og regionerne fik året efter 900 millioner kroner til at løse opgaven. Men målet er lysår fra at blive indfriet, skrev Berlingske i slutningen af april.

I hovedstaden er antallet af sygeplejerskeårsværk faktisk gået ned, viser en opgørelse.

Da sygeplejerskemanglen samme dag blev taget op på TV2 i debatprogrammet News og co. fortalte sygeplejerske Rikke Boje Witt, hvordan hun oplever manglen på kollegaer i sin hverdag på Odense Hospital.

I panelet sad blandt andet direktør i Business Vordingborg Bolette Christensen i ramme alvor og mente, at løsningen måttet være at ”tale faget op”. For hvis nu bare sygeplejerskerne begyndte at tale om, hvor fantastisk meningsfulde deres jobs er i stedet for alt det der strejke-halløj, så ville flere unge mennesker nok have lyst til at tage uddannelsen.

Det er den slags kommentarer, der siger noget om, hvorfor vi samfund ligger præcis, som vi har redt.

Nemlig fordi vi taler til de ansatte i omsorgsfagene – de såkaldte kvindefag – på en måde, som vi aldrig ville tale til direktører i Novo og Mærsk eller Business Vordingborg.

Her hedder det sig altid, at enhver forargelse over svimlende syvcifrede årslønninger er smålig populisme, fordi hvordan skal man ellers skaffe ordentlige ledere til de største danske virksomheder?

Rationalet er, at vi kun kan rekruttere og fastholde dygtige direktører ved hjælp af millionbonusser. Men selve rygraden i vores velfærdssamfund har værsgo at møde på arbejde, fordi det er et kald. Underforstået, fordi de er kvinder.

Den idé er ikke bare barok, den er en bombe under hele systemet. Faktisk flere bomber som allerede er sprunget – adskillige gange. Det er nemlig ikke kun sygeplejersker, vi mangler.

Vi mangler også pædagoger.

Min søn har gået i tre forskellige institutioner i København. Ingen af stederne har de været i stand til at rekruttere uddannede pædagoger, når der har været stillinger ledige.

Billedet er det samme på tværs af de københavnske institutioner – i sådan en grad, at man forsøger at lokke dem med engangsbonusser.

Og vi mangler jordemødre.

Det seneste halvandet år har femina kunnet fortælle, hvordan manglen på hænder på de danske fødegange kun blev mere desperat. I Region Hovedstaden så man sig eksempelvis nødsaget til at spørge ansatte med jordemoderbaggrund i IT- og HR-afdelinger, om de ikke kunne tage en vagt.

Det sagde en chefkonsulent ja til. Ti år efter, hun sidst havde stået på en fødegang, stod hun der igen. I november kom der et brev fra 105 jordemødre på Hvidovre Hospital.

Nu var travlheden så massiv, at de frygtede, et barn ville dø.Få dage senere lød samme besked fra afdelingsjordemødre på Herlev Hospital.

En fredag eftermiddag i februar 2021 gav sundhedsminister Magnus Heunicke så et løfte i et interview med femina. Gravide og fødende kvinder skulle have nationale rettigheder.

Der gik 10 måneder, før der fulgte penge med det løfte.

I den nye aftale er der afsat midler til mere end 100 flere ansatte, helst jordemødre, og der afsættes penge til en fastholdelses- og rekrutteringspakke, som skal tiltrække flere jordemødre. 

Men hvor skal de komme fra?

Siden sidste forår har græsrodsbevægelsen Jordemødre for Ligeløn arbejdet for et løft af jordemødrenes grundløn.

I spidsen for bevægelsen står blandt andre jordemoderstuderende Sofie Korsgaard, som slet ikke mener, aftalen er nok til at gøre det attraktivt at være jordemoder:

"Så længe, man ikke har nok personale til at besætte de eksisterende stillinger, giver det ingen mening at tale om bedre normeringer. Man skulle i stedet begynde med at give jordemødrene det, de fortjener: en bedre grundløn.”

Vores universelle velfærdssystem er i forvejen presset bl.a. af den demografiske udvikling, hvor færre skal forsørge flere, og de voksende forventninger til velfærdsydelserne i takt med at vores levevilkår forbedres.

Vi taler ofte om, at vi kan risikere at få et A-hold og et B-hold i vores sundhedssystem. Men det er allerede en realitet.

I årevis har der på eksempelvis fødeområdet foregået en stille privatisering, hvor flere og flere kvinder køber sig til tillægsydelser på private jordemoderklinikker, fordi fødselsforberedelse, jordemoderkonsultationer og ophold på barselsgangen efter fødslen er blevet sparet væk.

Samtidig fravælger jordemødre stillinger i det offentlige til fordel for jobs i det private.

Første gang jeg blev gravid, brugte jeg 8000 kroner på fødselsforberedelse.

Det var ikke noget, jeg havde budgetteret med, men efter en auditorieforelæsning på Hvidovre Hospital hvor højdepunktet var at se en slaskedukke blive skubbet ud af et plasticbækken i selskab med 80-100 andre mennesker, følte jeg mig ikke specielt godt forberedt på at føde.

Anden gang jeg blev gravid købte jeg en jordemoderkonsultation på en privat klinik til 800 kroner for ikke at skulle vente fem måneder på at møde en jordemoder i det offentlige.

Og inden jeg skulle føde, købte jeg endnu en konsultation, fordi de tre offentlige omgange hos tre forskellige fortravlede jordemødre, hvor jeg sad og ventede 45 minutter for to af gangene at blive kaldt ind med et navn, der ikke er mit, havde jeg gjort mig, en ellers ok tryg andengangsfødende, virkelig utryg.

Jeg har købt ammehjælp, da jeg ikke orkede mere smerte og flere sår som følge af at ingen i det offentlige havde tid til at hjælpe med at etablere en amning, hvor jeg ikke skulle græde mere end min baby.

I alt har jeg nok brugt mere end 10.000 kroner på føde- og ammerelaterede ydelser i det private. Flere af mine veninder har brugt cirka det tredobbelte beløb.

Alle disse ting har vi råd til at købe, fordi vi af uransagelige årsager har besluttet, at folk som mig, der sidder og klikker på en computer skal tjene flere penge, end dem der hjælper vores børn til verden.

Man behøver ikke arbejde i sundhedssektoren for at vide, at en styrtblødning ikke kan stoppes med verdens mindste plaster.

Vi har helt fra bunden brug for en radikal omkalfatring af et sexistisk system, der ikke tillægger kvinders arbejde tilstrækkelig værdi.

For hvilken forskel gør det, at direktøren for Business Vordingborg eller selve statsministeren er en kvinde, hvis ikke sygeplejerskerne eller jordemødrene kan mærke det?

Vi har behov for et fundamentalt nyt syn på arbejde, og hvad der skaber værdi i et samfund.

Alt for længe har vi taget omsorgsarbejdet for givet. Kvindearbejdet, som ikke har prestige, fordi det ikke passer ind i vores patriarkalske, præstationsorienterede kultur, og som ikke kan være svært eller hårdt, fordi vi er ”skabt til det”.

Der skal skabes attraktive arbejdsvilkår i omsorgsfagene, som kan sikre rekruttering og fastholdelse.

Derfor har vi brug for et grundlæggende opgør med den grotesk forældede Tjenestemandsreform fra 1969, der stadig regulerer lønnen for så mange kvinder i den offentlige sektor.

En reform, hvor kvinders bidrag til husstanden blev set på som »lommepenge«, og som byggede på en historisk nedvurdering af det ulønnede arbejde, som var blevet professionaliseret med velfærdsstaten.

Coronapandemien viste os, at der findes meget lidt virkeligt essentielt arbejde, der ikke kan klares på Zoom.

Men en stor del af det arbejde, der faktisk handler om liv og død, varetages af kvinder, som slet ikke får den løn, de er værd. Det er det, vi ser konsekvenserne af nu.

I et af verdens mest kønsopdelte arbejdsmarkeder er det nemlig hovedsagelig kvinder, der befolker den danske omsorgssektor. Og paradoksalt nok er det ofte dem, vi udtrykker den største taknemmelighed for, som arbejder under de mest utaknemmelige vilkår.

De har råbt op i årtier, og de har afleveret honninghjerterne tilbage. For de siger tak, men nej tak.

Pandemien kom og skreg os alle sammen ind i hovedet, at kvinders arbejde er mere værd. Men hørte vi efter?

I kølvandet på sygeplejerskestrejken spurgte femina i et stort interview beskæftigelsesminister, daværende ligestillingsminister og selverklæret feminist Peter Hummelgaard, hvordan vi skal løse udfordringerne med personalemangel i omsorgsfagene.

Det tætteste vi kom på et svar var konstateringen om, at det ikke kan gøres ”med et fingerknips”.

Tjenestereformen af 1969 kommer han heller ikke til at ophave, for ifølge ministeren er det ”ikke noget, man kan”.

”Det kan man lige så lidt som at forvandle sig selv til en luftballon i morgen,” var hans ord.

Jeg glæder mig til at se ham og resten af regeringen stige til vejrs. Bedre løn og vilkår for sygeplejersker, jordemødre, pædagoger og sosu’er er ikke bare muligt, hvis vi vil det. Det er en forudsætning for at vores velfærdsstat har en fremtid.

Systemet er sygt, men vi kender kuren: Ligeløn.