Tanja fødte, fire minutter efter hun fik en stue: ”De blev nødt til at fortælle mig, at jeg havde født. Jeg var slet ikke kommet ud af fødslen endnu”

Mit vand gik kl. 3.30 om natten, så jeg ringede ind til Hvidovres fødemodtagelse, som bad os komme til undersøgelse kl. 9.

Da vi kom derind, kunne jeg godt mærke, at den jordemoder, der skulle undersøge mig, ikke rigtig havde tid. Hun kom ind og gik igen. Det var lidt hektisk. Hun virkede stresset og travl.

Hun sukkede tungt mange gange og var hurtig til at sige, at det her jo kunne tage 100 år.

Hun sagde, at fordi jeg ikke havde veer endnu, og mit vand var gået, kunne det godt være, de blev nødt til at sætte mig i gang med vedrop, og hvis der ikke skete noget, var de nødt til at give mig kejsersnit.

Det var jeg meget overrasket over, for mine to andre fødsler var gået hurtigt, og man siger, at den tredje er den hurtigste.

Jeg gik ud fra, at hun havde læst min journal, hvor alle de her ting stod, men jeg følte, vi startede fra nul, da jeg kom til hospitalet.

Jeg var meget insisterende på, at jeg ikke skulle have et vedrop, og at veerne nok skulle komme af sig selv, hvis jeg kunne få lov at tage hjem og slappe af.

Jordemoderen sagde, at jeg skulle ringe ind, når der var fire minutter mellem veerne. Det undrede mig også, for ved de to andre fødsler måtte jeg ringe, så snart der bare var en rytme mellem veerne – uanset hvor lang tid, der var mellem dem.

En fødselslæge havde også sagt til en samtale, at det var meget vigtigt, at jeg kom ind med det samme, jeg fik veer, fordi jeg har et kejsersnit-ar, der skulle overvåges under fødslen.

(femina ville gerne have forholdt Hvidovre Hospital kritikken i et interview. Ledende overlæge fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling, Charlotte Wilken-Jensen, skriver i et skriftligt, at da Tanja Lykkebak ringede ind, vurderede de, at hun skulle undersøges, fordi hun havde kejsersnitarret fra sin første fødsel.

- Ved undersøgelsen blev der blev kørt normal hjertelydskurve på barnet. Når vi kører hjertelydskurve, tjekker vi også, om kejsersnitsarret kan holde til veerne. Tanja var ikke i fødsel og ønskede at gå hjem og afvente veer, skriver hun.)

Veerne tog fat

Da vi kom hjem, og jeg kunne slappe af, gik veerne næsten i gang med det samme.

Men fordi jeg havde fået den her mærkelige forventning i hovedet om, at det nok kommer til at tage 100 år, var jeg ikke engang overbevist om, at hun ville komme samme dag, og vi ringede ikke ind.

Men pludselig tog veerne fat. Vi fik ringet ind og kørte hjemmefra kl. 17.15.

Veerne føltes værre end nogensinde før, fordi jeg var nødt til at sidde spændt fast til et sæde.

Min krop holdt igen: Den vidste udmærket godt, den ikke kunne føde der.

Jeg græd, fordi jeg ikke vidste, om jeg kom for sent ind. Jeg var utryg og mistede modet. Jeg syntes allerede, at det var gået galt: Det var slet ikke sådan her, det skulle være.

Jeg var i uvidenhed – ud over at min krop fortalte mig, at nu er det fandeme nu.

Jeg var nødt til at stoppe op flere gange på vej op til fødemodtagelsen. Da jeg satte mine fødder på den, fik jeg presseveer.

Jeg følte, at jeg sked i buksen – det gjorde jeg ikke, men barnets hoved trykkede på det hele.

Jeg mistede fuldstændig kontrollen, for jeg havde ingen anelse om, hvordan min datter havde det.

Jeg forsøgte at forklare personalet, at: ”Hey, jeg skal faktisk føde nu, kan jeg få en fødestue?”

Det var svært for min mand at hjælpe mig, for jeg var slet ikke i stand til at forklare ham, hvad der skete.

Jordemoderen var nødt til at tage bukserne af mig, så hun kunne mærke. Så sagde hun: ”Ok, der er et hoved her! Der er et hoved på vej ud!”

Sammen med en kollega fik hun mig op i en seng, og de kørte mig mod fødegangen, mens de diskuterede, hvad jeg hed. De bad mig holde igen, fordi jeg stadig havde presseveer. De sagde, de ikke var klar.

Jeg var desperat, fordi min krop gerne ville presse. Jeg var stresset og ked af det. Det føltes som en nødsituation.

Der var ingen ledig fødestue, og det var vigtigt, jeg fik en, så de kunne monitorere mit kejsersnit-ar. De kørte tilbage mod fødemodtagelsen, og jeg kunne mærke, at de ikke havde en løsning.

De vidste ikke, hvad der skulle ske. Til sidst fandt de en ledig stue og kørte mig derind.

Jordemoderen forsøgte at få mig til at tage armene ned og tage imod min datter, men det kunne jeg ikke, for jeg forstod ikke, hvad der foregik.

Fire minutter efter var hun født. Klokken 17.59.

Da hun kom ud, havde jeg meget svært ved at tage det ind.

(Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling bekræfter, at ”der pga. ekstrem travlhed” ikke var en fødestue ledig, da Tanja Lykkebak ankom.

- Det blev der først en times tid senere, hvor var Tanja begyndt at presse, og kort efter fødte hun sin datter, som havde det fint. Vi beklager, at vi ikke kunne tilbyde Tanja en fødestue umiddelbart, da hun kom ind.)

De blev nødt til at fortælle mig, at jeg havde født. Jeg var slet ikke kommet ud af fødslen endnu, selv om jeg lå med hende i mine arme.

Følelsen, jeg havde haft fra bilturen af, at det var ikke sådan her, det skulle være, hang ved.

Jeg nåede ikke at blive tilbudt smertelindring, mit ar blev ikke monitoreret, og min datters hjertelyd blev ikke overvåget på noget tidspunkt under fødslen.

Korthuset væltede

Jordemoderen sagde efterfølgende til mig, at de lige havde fået styr på afdelingen, men så var jeg kommet ind og havde væltet korthuset.

(Charlotte Wilken-Jensen, ledende overlæge på Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling:

- Formuleringer som ”100 år”, eller at hun ”vælter korthuset” kan blive sagt i en presset situation, formentlig for at lette situationen, men vi bør være opmærksomme på, hvordan den slags formuleringer kan blive modtaget.)

Vi ventede to timer på at blive udskrevet, fordi de ikke havde tid, så vi var først hjemme kl. 22.30. Jeg havde en tomhedsfølelse.

Dagene efter havde jeg stadig enormt svært ved at tage det ind. Alle sagde, jeg var heldig, at jeg havde født så hurtigt, men det syntes jeg ikke.

Jeg havde svært ved at mærke, hvad jeg ville og havde brug for.

Lørdag ramlede det hele, og jeg og min mand fik talt om, at jeg havde brug for, at han tog sig af nogle flere praktiske ting. Jeg havde stadig ikke fattet, at jeg havde fået et barn.

Det var først søndag, fem dage efter fødslen, at jeg følte, jeg havde født.

Der kunne jeg mærke, at wauw, jeg havde fået et barn. Lykkefølelsen, jeg ikke havde haft efter fødslen, var hos mig nu. Jeg kunne mærke min kærlighed til hende. At jeg elsker hende.

Jeg havde ellers glædet mig til fødslen og syntes, jeg havde overskud og kontrol, fordi jeg havde prøvet det to gange. Men fordi det hele gik så stærkt, føler jeg næsten ikke, jeg var til stede.

Jeg føler, jeg gik glip af den gode oplevelse, som fødslen kunne have været.