Trine Bramsen efter endnu et kvindedrab: "Kvinder dræbes, fordi de er kvinder"
Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix
- Endnu en kvinde og et barn er fundet dræbt.
Sådan indleder transport- og ligestillingsminister Trine Bramsen (S) et opslag på Facebook.
Her sætter hun nu ord på fundet af den 30-årige kvinde og hendes 11 måneder gamle spædbarn, der blev fundet dræbt i Næbskoven ved Præstø tirsdag.
- Lad det være endnu en påmindelse om, at der er behov for handling mod kvindedrab, skriver ministeren videre.
- Kvinder dræbes, fordi de er kvinder!, fortsætter hun.
Regeringen fik tilbage i januar ordrer af Folketinget om at udarbejde en national handlingsplan mod partnerdrab på kvinder inden udgangen af 2022.
I juni lancerede regeringen med netop Trine Bramsen i spidsen så denne handlingsplan. Organisationen Danner har dog været ude og kritisere, at der ikke sættes penge af til de krisecentre, hvor voldsramte kvinder kan søge hen.
Tilbud ser ud til at lukke: Frygter, at voldsramte kvinder må vente op til et år på hjælp
Den 30-årige kvinde og hendes spædbarn var forsvundet i dagevis, før politiet fandt dem dræbt tirsdag aften.
De blev 11. oktober meldt savnet i forbindelse med fundet af en død mand på kvindens adresse, hvor hun boede sammen med sin mand, der også er far til barnet.
Ifølge politiet har den 30-årige kvinde ikke noget med dødsfaldet at gøre.
Politiet kan endnu ikke fortælle, om den døde mand har noget at gøre med kvindens og barnets forsvinden, men de har dog bekræftet, at der er en relation mellem de tre.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.