Studerende: Nikotinprodukter er lig med sladder og sammenhold – og det er svært at sige nej

Lisa Nielsen er skribent på Heartbeats. Kommentaren er et udtryk for skribentens egen holdning.

– Vil du med ud at ryge, spørger en pige.

– Jeg ryger faktisk ikke, men jeg kan godt gå med ud, svarer jeg, selvom det er minus to grader udenfor.

Det er så koldt, at jeg glemmer at høre efter, hvad hun siger. Jeg drikker en tår af min øl i håb om at få det varmere.

Jeg hader den her situation. Jeg kender proceduren. Først spørgsmålet om jeg har en lighter. Det har jeg ikke. Derefter en samtale, som jeg har frosset for meget til at kunne deltage i. Og så kommer spørgsmålet;

– Kan du ikke lide smagen af cigaretter, spørger hun, imens hun tænder op for sin tredje cigaret i træk.

– Nej, synes faktisk, det smager virkelig dårligt, svarer jeg med frygt for at lyde dømmende.

Det er som at høre den samme CD spille fest efter fest.

Jeg får lyst til at skrive en infomail ud på vores skoles version af Aula.

“Hej,

Blot til fælles info. Jeg ryger ikke. Og jeg tager ikke snus.

Kh, Lisa”

Men det ville være et socialt selvmord. Alle ville tro, at jeg var imod nikotinprodukter, og jeg risikerer derved at ekskludere mig fra nikotinafhængige mennesker. Og det vil være en skam.

Jeg hører nemlig – som du måske har regnet ud nu – til i en kategori af unge, der godt gad at forbruge en slags nikotin. Okay, at tage snus.

Hvorfor gider en sund ung kvinde på 23 år det?

Fordi dem, der ryger eller tager snus, har et sammenhold, som jeg vil være en del af i stedet for at være en frelst ikke-nikotinforbruger.

Click-smøger og pubertetsbryster

På efterskolen røg jeg click-smøger, der smagte af mentol, men de er bandlyste nu. Måske fordi det gjorde det muligt for os, der ikke kunne fordrage smagen af tobak, at ryge. Men ikke engang click-smøger kunne jeg lade som om, at jeg nød i længden.

Første gang jeg prøvede snus, havde jeg stadig spidse pubertetsbryster og var ellevild med Små Sure.

Jeg puttede en pose, der ligner et forvokset Stimorol-tyggegummi, op i underlæben i troen på, at jeg ville føle ro. Måske en rus.

Men det gjorde jeg ikke.

Det var nærmere som at køre med Vildsvinet i BonBon-Land ti gange i træk. Det var mildest talt en uforglemmelig, væmmelig førstegangsoplevelse, som endte med hovedet ned i toiletkummen.

Har jeg så alligevel taget mere ’dav’, som det kaldes af snus-eliten?

Ja, det har jeg. Har jeg fået en god rus af det? Nej, det har jeg ikke.

Men snus er populært som aldrig før. Faktisk er andelen af unge mellem 15 og 29 år, der bruger nikotin- eller tobaksprodukter, i 2022 på 35,1 procent, og den er dermed steget med næsten 9 procent siden 2020. Det viser undersøgelsen ’Paragraf Røg 2022’ udarbejdet af Statens Institut for Folkesundhed.

Leverpostejmadder eller lykkerus

Du undrer dig måske over, at jeg kalder det snus-eliten. Men det gør jeg, fordi jeg er misundelig på nikotinens fællesskab. Jeg vil kunne takke ja, når min ven sniger en snusbøtte op fra bukselommen, og spørger om nogle vil have et stykke. For mens dem der tager snus får udløst dopamin og dermed opnår en lykkerus, så sidder jeg og surmuler over, at jeg må nøjes med en tår af min Tuborg. FOMO kan man også kalde det.

Når jeg står i en mikro, fake pelsfrakke i minus to grader, mens mine veninder ryger en cigaret, så ville jeg ønske, at jeg kunne tænke på andet end mine tæer, der er ved at fryse af.

I en popkultur, hvor sejhed igen er blevet lig med Prince mellem fingrene, og hvor internettets IT-girls som Julia Fox, Sabrina Carpenter, Rosalía og Charli XCX alle sammen ryger, så er det ikke nemt at stå op for sit nikotinfrie ungdomsliv. For det har ulemper.

I gymnasiet sad jeg og spiste min leverpostejmad i et næsten tomt lokale, fordi alle nikotinforbrugerne stormede ned på rygerstien i sekundet urskiven dømte pause.

Og fordi jeg tyllede øl, når andre røg til fredagsbar, så endte jeg typisk med at danse som en af de eneste. Også selvom det ikke var et danseengagement. Og det er bare ikke lige så sexet at te sig fuld, som det er at ryge. Let’s be honest.

Uden nikotin bliver du aldrig en del af rygernes eksklusive gossip-klub. Og uden nikotin er socialisering ikke lige så nemt. Jeg siger ikke, det bør være sådan, men det er sådan, det er her blandt mine jævnaldrende.

Et fællesskab for de nikotinhellige

Jeg vil have et fællesskab for os, der ikke kan tåle hverken røgfrie eller røgprodukter.

Lige nu er der ikke noget alternativ. Et rum bliver på mærkværdig vis meget kedeligere, når alle rygerne går ud for at trække noget luft.

Der er selvfølgelig fordele ved at være nikotinfri. Min pengepung rækker til flere matcha-lattes og til flere spontane Vinted-køb. Ætset tandkød og sorte lunger står heller ikke øverst på min liste over ting, jeg drømmer om.

I sidste ende vil jeg gerne advokere for at skabe et fællesskab, der er ligesom rygernes. Hvordan gik det til, at de fik patent på retten til at dele gossip? Hvad er det for en naturlov, at sladder kræver nikotin. Det kan ikke passe.

Så, alle os, der ikke risikerer dyre tandlægeregninger og får abstinenser uden morgentobakken, skal vi ikke teame op? Skal vi ikke begynde at gøre os umage for at gøre det federe at være indenfor, når alle andre er udenfor? Så kan de hive efter vejret på en løbetur, mens vi nyder vores hellige, røgfrie liv og dele hemmeligheder over vores leverpostejmadder.

Denne artikel blev første gang bragt af Heartbeats, der også er ejet af Aller Media. Dette er en redigeret version.