Agenda
6. november 2024

Valget får betydning for kvinders ret til at bestemme over egen krop. Få overblikket her

I flere amerikanske stater er der blevet vedtaget afgørende ændringer i abortrettighederne under valget.
Af: Kamilla Kilias
Kvinde med skilt om abortrettigheder

Foto: Kent Nishimura/AFP/Ritzau Scanpix

Abortrettigheder fortsætter med at være et centralt tema i amerikansk politik, og nattens valg har ført til vigtige ændringer på tværs af flere stater. Det skriver BBC.

Ti stater har haft abortspørgsmålet på stemmesedlerne, efter den amerikanske højesterets omstødelse af Roe v. Wade i 2022, som overførte beslutningsretten om abort til de enkelte stater.

Resultatet af afstemningerne viser store forskelle på tværs af landet, hvor nogle stater har valgt at beskytte retten til abort, mens andre har vedtaget stramme restriktioner.

I syv stater har man sikret abortrettigheder ved at cementere eksisterende love eller ved at vedtage nye lovforslag, mens tre andre stater har stemt imod fri abort. Få overblikket her.

I Arizona er der ved nattens valg blevet vedtaget en lovændring, der udvider abortretten op til levedygtighed (ca. 24 uger). Det er en udvidelse af de nuværende 15 uger.

Nevada vedtager en forfatningsændring, der beskytter den eksisterende ret til abort i op til 24. uge, dog kræver den yderligere godkendelse om to år for at træde i kraft.

I Maryland har vælgerne valgt at beskytte den allerede eksisterende ret til abort og forankret det i forfatningen. Det gør det lovligt at få en abort op til det tidspunkt, fosteret anses for at være levedygtigt (ca. 24 uger). Der er også mulighed for abort senere, hvis kvindens liv eller sundhed er i fare.

Colorado har også valgt at bevare den allerede eksisterende abortlovgivning i staten og gjort den til en del af forfatningen. Det sikrer retten til abort gennem hele graviditeten, hvilket gør Colorado til staten med de stærkeste abortbeskyttelser, som fremtidige statslove ikke kan ændre på.

I Montana har vælgerne stemt for den allerede eksisterende ret til abort op til 20. uge i forfatningen.

New York bevarer deres nuværende lovgivning om lovlig abort op til 24 uger, hvorefter det kræver lægegodkendelse. Dertil er der blevet godkendt en ændring, der skal forhindre diskrimination på baggrund af graviditet.

I staten Missouri - som har en af USA's mest restriktive abortlove - har flertallet stemt for at kvinders ret til abort skal være en del af forfatningen. Statens nuværende lov gør abort ulovligt i hele graviditeten med undtagelse af medicinske nødstilfælde. Resultatet af nattens afstemning gør derfor, at kvinder i Missouri får sikret retten til abort frem til, at fosteret er levedygtigt, skriver DR.

Det træder dog ikke i kraft fra den ene dag til den anden. Først skal abortforkæmpere lægge sag an mod den eksisterende lov.

Noget anderledes ser det ud i staten Florida. Her blev forslaget om at udvide den eksisterende abortrettighed, så kvinder kunne få foretaget en abort op til 24. uge, afvist. Forslaget fik støtte fra 57% af vælgerne, men det krævede 60% for at blive vedtaget. Derfor er abort efter 6. uger stadig ulovligt i staten.

Heller ikke i Nebraska fik en udvidelse af abortrettigheder nok stemmer. Det betyder, at det nuværende forbud om abort efter 12. uge forbliver. DR skriver, at statens vælgere også har skulle stemme om et konkurrende forslag, der modsat vil stramme statens forfatning. Ifølge AP er de resultater endnu ikke kommet.

Staten South Dakota forbyder abort gennem hele graviditeten (med få undtagelser), og forslaget om at indføre fri abort i staten blev også her nedstemt.

Stemmerne afspejler en splittelse i USA, hvor konservative og liberale stater går hver sin vej i spørgsmålet om de reproduktive rettigheder.

Læs mere om:

Læs også