"Vi er blevet stemplet som så meget, vi ikke er"
Foto: Kuutak K. Olsen
Hvad synes du er det vigtigste, der er sket for kvinder i det forgangne år?
- For mig er det vigtigste, at der er igangsat en undersøgelse af spiralkampagnen, og at vores demonstrationer mod forældrekompetenceundersøgelserne har fået politikerne til at revurdere brugen af dem. Der er nemlig op til syv gange større risiko for at få frataget sit barn, hvis man er af grønlandsk herkomst, fordi forældrekompetenceundersøgelsen er lavet til europæiske og vestlige familier og ikke er tilpasset den grønlandske kultur.
- Der bliver snakket om et ligeværdigt forhold inden for Rigsfællesskabet, men det er tydeligt at mærke som minoritetskvinde, at det er der ikke. Det er vigtigt at sætte fokus på, at der stadig er ulighed omkring, hvordan grønlandske kvinder bliver behandlet i systemet.
Hvad ville du ændre i vores samfund med det samme, hvis du kunne?
- Jeg ville fjerne strukturel racisme inden for integration, sundhed og uddannelse. Jeg forsøger at bidrage til det ved at deltage i paneltalks og Folkemødet for at sætte fokus på det, og i mit arbejde som fotograf har jeg også fokus på identitet og udstillinger, der stiller skarpt på, hvad det vil sige både at være dansk og grønlandsk, og hvordan man navigerer i de her to meget forskellige kulturer.
Kvindernes internationale kampdag
På femina kæmper vi for kvinders rettigheder hver dag. Men derfor er 8. marts stadig en helt særlig dag. I år har vi valgt at give ordet til en række kvinder, der på hver sin måde er en vigtig stemme i ligestillingsdebatten: Debattør og aktivist Manila Ghafuri, aktivist og forfatter Emma Holten, iværksætter og debattør Mary Consolata Namagambe, skuespiller og model May Lifschitz, forfatter Cecilie Lind, fodboldspiller Sofie Junge Pedersen, fotograf og performancekunstner Nina Sikkersoq Kristoffersen og medstifter og bestyrelsesmedlem i organisationen Frítt Val Katrin Sigurpálsdóttir Kamban.
Hvilke råd ville du give til dit yngre jeg om at være pige og kvinde i dag?
- Som barn forsøgte jeg virkelig at assimilere mig dansk. Jeg ville have blond hår, blå øjne og lange ben, og jeg ville være tynd ligesom danskerne. Der var ét skønhedsideal, og det var det danske.
- Det fyldte meget for mig, blandt andet fordi jeg har en halvstoresøster, der er helt dansk. Jeg arvede hendes tøj, men jeg var allerede for stor til det, da jeg var 12 år. Det gjorde, at jeg følte mig enormt forkert i min krop. Jeg kan også huske, jeg fik at vide, at jeg skulle passe på ikke at tage for meget på, “fordi det har I grønlandske kvinder jo en tendens til”.
- Så mit råd til mit yngre jeg ville være ikke at gå op i det og at lade være med at forsøge at passe ind i noget, du ikke er. Der er ikke noget, der er mere rigtigt end andet. I dag er jeg så stolt af mine grønlandske træk, og de er med til at give mig styrke.
Hvilken kvinde har inspireret dig mest?
- Stort set alle kvinder i mit liv, inspirerer mig på en eller anden måde. Uden dem ville jeg ikke være den, jeg er i dag.
- Men især de ældre kvinder i min familie, mine fastre og kusiner, har været med til at bekræfte mig og gøre mig stolt over den, jeg er i dag og over mit ophav.
- I de øjeblikke, hvor vi skal gøre os klar til festligheder, det kan være i forbindelse med bryllupper, begravelser, konfirmationer, første skoledag osv., hvor vi iklæder os vores nationaldragter, opstår der et fint moment, hvor vi er samlet og hjælper med at klæde hinanden på, fordi man ikke kan tage dragten på alene. Det er et nært og varmt øjeblik.
Nina Sikkersoq Kristoffersen
- 30 år.
- Tidligere danser og uddannet kunstfotograf fra Fotoskolen Fatamorgana. Spiller i øjeblikket hovedrollen i teaterstykket ‘Det vandrende menneske’ på Det Olske Orkester.
- Født og opvokset i Nuuk med dansk mor og grønlandsk far. Flyttede til København som 19-årig.
- Repræsenterer Vestgrønland og kæmper for at nedbryde de stereotype opfattelser af, hvad det vil sige at være inuk-kvinde og minoritet.
Hvad vil du sige til dem, der ikke mener, der er noget tilbage at kæmpe for?
- Jeg ser ikke kun den her dag som en kampdag for det kvindelige køn, det er også en kampdag for minoriteter. Det kan være handicappede kvinder, transkvinder og andre minoriteter. Jeg ser flere kampe, fordi der er flere grader af feminisme - der er den hvide feminisme, som måske tager udgangspunkt i én slags problemer, hvor minoritetkvinders problemer kan handle om noget helt andet.
- I Grønland føder mange eksempelvis alene, fordi man kun kan føde i Nuuk. Så mange føder uden familie eller omsorgspersoner omkring dem, og så er de helt alene med deres barn, og det problem vil en københavnerkvinde ikke have. Så kampdagen handler eksempelvis også om retten til at føde hjemme.
- Bare fordi du er født et sted, hvor du har det som blommen i et æg, så er der andre steder, som diskriminerer kvinder. Så hvis man selv synes, man ikke har noget at kæmpe for, så er det, fordi man mangler solidaritet. Lige meget om du ikke bliver berørt af det direkte, har det noget med dig at gøre som menneske. Det handler om solidaritet og om at være i en alliance.
Hvordan markerer du dagen?
- Jeg skal være en del af en paneltalk hos Mino Danmark sammen med fire andre inuitkvinder, hvor jeg håber på at kunne bidrage med nogle nuancer til, hvad det vil sige at være inuk-kvinde.
- Vi er blevet stemplet som så meget, vi ikke er. Jeg er blandt andet blevet spurgt, om jeg er blevet voldtaget, blot på grund af min etnicitet. Det siger noget om de fordomme, som lever her i Danmark.
- Men vi grønlandske kvinder, vi er enormt stærke! Og nej, vi passer ikke ind i det fordomsfulde billede, der er blevet tegnet af os. Jeg ser det som en styrke, at vi er følsomme og tør at være i vores følelser - vi tør at være kede af det, og vi tør at være vrede. Men vi tør fandme også at grine rigtig højt og være rigtig glade!