Vi lærer, at pigers følelser ikke må være besværlige. Men der er én, der har lært mig noget helt andet
Sigrid på Mattisborgen i Astrid Lindgrens Verden
Foto: Privat
Jeg oplever tit, at især piger og kvinder har svært ved at udtrykke vrede. Vi lærer helt fra vi er små, at vores følelser helst ikke skal være besværlige, og vi må for alt i verden ikke ødelægge den gode stemning.
Da jeg var barn, fik jeg ofte at vide af forskellige voksne, at ”der ikke var nogen grund til at græde”. Men det må man gerne. Og for mig er Ronja Røverdatter symbolet på, at det er okay at udtrykke sine følelser.
Ronja, Birk og alle røverne er aktuelle netop nu. Astrid Lindgrens bog genfortolkes i en serie i to dele, del to har premiere på Netflix i dag d. 24. oktober. Og Ronja Røverdatter er meget mere end bare en børnefortælling.
Den originale historie fortælles en stor del af tiden fra Ronjas perspektiv, og dermed fra et barnligt, simpelt, ofte ensidigt følelsesliv. Når hun er vred, græder hun af vrede. Når hun er glad, laver hun glædeshop. Når foråret spirer og fylder hende med varme, kommer hun med sit forårsskrig.
”Jeg bliver nødt til at udstøde et forårsskrig, ellers sprænges jeg,” siger Ronja til en forvirret Birk, efter hun har skreget af sine lungers fulde kraft.
Hendes forårsskrig er i den grad en energiudladning, en pige der tager den plads, hun har brug for.
Måske det kun er muligt, fordi Ronja ikke er vokset op med en socialisering, der har lært hende, at piger ikke må larme for meget. Ikke må fylde for meget.
Jeg har selv alle dage været både larmende og fyldt ganske meget i et rum. Og det har ofte givet mig en følelse af, at jeg var forkert.
Alle mine skolehjemsamtaler i folkeskolen virkede som en gentagelse af den forrige: ”Sigrid er en god klassekammerat, men hun snakker for meget og forstyrrer undervisningen.”
Jeg har en høj latter, store meninger og kan ikke lade være med at råbe op, hvis jeg har noget at sige. Jeg kan huske, at jeg i mine tidlige teenageår øvede mig på at grine anderledes, mere lavmælt. Jeg ville så gerne være en af dem, der havde et sødt lille fnis, og ikke det store hahaha-grin, som er den lyd, der naturligt kommer fra mig.
Når jeg nu ser tilbage, får jeg lyst til at give mit yngre selv et stort kram og som en anden rumpenisse spørger: ”Voffor gør du det?”
Med sit larmende væsen blev Ronja derfor også en karakter, jeg kunne spejle mig i og se op til.
Jeg tror også, det er grunden til, at min mor altid siger:
”Du elskede den film og har set den langt over 100 gange”, når vi taler om Ronja Røverdatter. Og helt ærligt tror jeg ikke, det er en overdrivelse.
Jeg har et meget klart minde om tårer, der triller ned ad mine kinder, da Astrid Lindgren døde få dage før min 6-års fødselsdag.
Da jeg nogle år senere besøgte Astrid Lindgrens Verden, var det en drøm, der gik i opfyldelse – til trods for min yngre kusines besættelse af Karlson på taget og en skuffende oplevelse med sukkervand (en svensk læskedrik, serveret som sodavand – men det er vitterligt bare sukker opløst i vand. Ikke lækkert).
Derfor var min glæde også stor, da jeg hørte, at Astrid Lindgrens klassiker skulle laves til en serie.
Og selvom første del, in my humble opinion, selvfølgelig ikke slår filmen fra 1984, sad jeg alligevel klistret til skærmen. Seriens del et har været ude et halvt års tid, og ja, jeg har allerede set den to gange.
Jeg elsker klassikere som: Alle vi børn i Bulderby, Emil fra Lønneberg og Pippi Langstrømpe. Men i mine øjne, er der ingen af dem, der har samme magi som Ronja Røverdatter.
Som så mange andre af Astrid Lindgrens pige-karakterer, er Ronja egenrådig, og hun gør som hun vil. Også når det betyder, at hun for en stund ”ikke er Mattis’ barn”.
For Ronjas far, Mattis, er en mægtig røverhøvding, og har planer om, at Ronja skal overtage efter ham. Men det vil hun ikke. Og dermed bliver det i høj grad også til en fortælling om at løsrive sig, ikke kun fra sine forældre, men også fra de forventninger, der hviler på en.
Og det leder mig til dét, som jeg egentligt tror for alvor vakte min store kærlighed til fortællingen. Frihed. Frihed til at være den du er og til at ryste forventningernes pres af skuldrene.
Vi presses gennem et uddannelsessystem, og det kan kun gå for langsomt. For vi skal skynde os ud på arbejdsmarkedet til et 37-timers job.
Vi skal knokle og spare op, så vi kan komme ind på boligmarkedet – det er jo at smide penge ud ad vinduet, når man bor til leje.
Og vi skal skynde os at finde en partner, som vi kan få en masse børn med, det har samfundet nemlig brug for.
Fælles for alle forventninger er, at de gør, at jeg føler mig kvalt.
Det er ikke, fordi jeg nødvendigvis har planer om at melde mig ud af arbejdsmarkedet og flytte op i en svensk skovhytte, og jeg siger heller ikke, at jeg ikke vil have børn. Men jeg vil have lov til selv at vælge, om og hvordan det skal ske.
Stærkt inspireret af Ronja og den sidste side i Astrid Lindgrens klassiske bog, har jeg lyst til at slutte med ordene:
Du skal ikke blive bange, men nu kommer mit frihedsskrig.