Marianne mistede sin mand til kræft

En kølig forårsdag sidste år ændrede livet sig hos en lille familie på Amager. Diagnosen prostatakræft satte dagorden for en tid, satte hele livet i perspektiv, men satte også en stopper for dagligdags bekymringer, småskænderier og overflødige konflikter. Og skub i en ny, sundere livsstil og livskvalitet for patienten selv, Mariannes mand, John. Lige indtil livede sluttede for ham. Smukt og stille. Med familien omkring sig, med en værdig afslutning på livet. Og i kærlighedens navn.

Opblomstring …
Den nye livsstil, den sunde mad og den supplerende alternative behandling så ellers ud til at have en god effekt på sygdommen. Johns tal ændrede sig til det bedre, det gik fremad, og han blomstrede i den grad op og gjorde alt, hvad der stod i hans magt for at komme endnu tættere på familien.
"Han var overbevist om, at ikke kun skulle nøjes med sundhedsvæsenets tilbud, og en C-vitaminkur gjorde en stor forskel på ham - også mentalt. Han troede virkelig på det og mærkede en forandring," fortæller Marianne.

Da kræften overtog
Den gode sommer kommer aldrig dårligt igen, men efter de vigtige måneder med gode oplevelser med familie og venner, vendte bøtten alligevel. Og de vidste det godt. At behandlingen, han modtog, var livsforlængende og ikke helbredende. Kræften havde spredt sig. Til knoglerne. Og til hjernen. Alligevel følte de sig ikke tæt på døden i slutningen af oktober, da han pludselig ikke kunne tale rent eller skrive længere. Ordene var væk, og han var selv meget bevidst om den forandring, der skete.

Forsigtig optimisme
Men han var også i chok, og det samme var Marianne, da det viste sig at være canceren, der dominerede Johns hjerne.
"Vi troede helt ærligt, det var en hjerneblødning, selvom vi vidste, at det ikke så for godt ud. Men vi holdt humøret oppe, fordi hans tal stadigvæk var rimelig lave, og af en eller anden grund troede vi på, at tingene kunne ændre sig."

Operation og nedtur
Dét gjorde de. Men ikke til det bedre. Den operation i hjernen, der skulle gøre hans liv bedre og lettere, involverede alle de bivirkninger, man kan forestille sig. Han var blevet lam i hele højre side af kroppen, kunne ikke tale og heller ikke forstå.
"Det var forfærdeligt og værre end alt andet, vi havde været udsat for. Han var ikke selv klar over, at han ingenting forstod, han hev nålen ud når blodprøverne skulle tages og anede ikke, at han faktisk ikke var i stand til at gå," forklarer Marianne om den svære tid. John blev vred og afmægtig. Det samme gjorde familien. Alligevel formåede de at komme tættere på hinanden under hele forløbet.

Da efterår blev vinter …
I december traf familien beslutningen. John skulle på hospice. Han selv ville gerne hjem. En opgave, der hverken var forsvarlig eller rimelig for familien.
"Jeg var panisk for at få ham hjem. En lam mand, kørestol, toiletstol, bleer … det var helt uoverskueligt, og jeg kunne se, hvor meget hjælp, han faktisk havde brug for, og det var et ansvar, jeg hverken kunne eller ville påtage mig. Tænk, hvis der skete ham noget."
Det kunne John selv ikke. Men efterhånden som han blev dårligere og dårligere begyndte han at forstå, at livet så småt var ved at slutte.

Hospice - igen …
Fra sin hospice-seng, omgivet af sine egne ting og familien, der på skift holdt 'vagt', livede John endnu en gang op. Humøret vendte tilbage, det samme gjorde talen så småt, og familien kom endnu tættere på hinanden. John kom hjem for at fejre julen, hvor han allerhelst ville være, så de alle kunne være sammen. Juleaften tog på kræfterne, John sov de efterfølgende to dage, og så gik det for alvor ned ad bakke.
"Han havde så store smerter," husker Marianne.
"Det var tydeligt, at han var ved at dø, og hvordan er man allerbedst ved folk, der er lige ved at dø?"
Det ved de på hospice, og John kom tilbage efter en uvurderlig uge sammen med hele familien.

Den sidste dag på året
Dagen før nytårsaften var en smuk dag. Marianne var på vej til sit besøg hos John. Forberedt, fuld af kærlighed og så afklaret, man nu kan blive, når dén, man har delt regn og solskin med i mange år for alvor er ved at forlade en.
Solen skinnede, og det var vinter, når den er allerbedst.
"Det må gerne blive i dag," tænkte Marianne. Og det blev det. D. 30.12.2012 sluttede livet for John. Smukt og stille. Med familien omkring sig, med en værdig afslutning på livet. Og i kærlighedens navn.