Sascha Dupont: ”Jeg vil hellere veje for meget end for lidt”

Vi mødes i et stille hjørne på en café. Sascha Dupont, 41, betragter længe udvalget i kagemontren, før hun beslutter sig for at springe over og bare bestille en kop varm kakao med flødeskum.

”Uhmmm …" lyder det fra hende, mens hun skubber skoene af, lader sig synke ned i de bløde møbler og nipper til den bløde skum.

Sascha ligner sig selv fra de glade ”Hit med Sangen”-dage på DR. Håret er langt, krøllet og feminint, tøjet klædeligt blødt og bohemeagtigt, men ikke mindst smilet, der går fra øre til øre, og den umiskendelige og uimponerede jyske dialekt er fuldkommen som dengang. Også selvom Sascha efterhånden har boet i USA i otte år. Først i Los Angeles og nu en times kørsel fra Hollywood i den lille by Simi Valley, som har cirka 125.000 indbyggere. Her er Saschas mand Bryan vokset op, og her bor hans familie stadigvæk.

- Vi har boet der halvandet år, siden vores søn Timothy var halvandet. Vi lejer et hus, men Bryan kigger på grunde, for han vil så gerne bygge os et hus, hvilket er ret naturligt, da han arbejder inden for byggebranchen, siger hun hen over den varme kop.

LÆS OGSÅ: Sådan plejer du din hud efter din alder

Få dog nogle strækmærker!

Det er i Danmark, vi møder Sascha, for hun er stadig hjemme af og til både pga. sin musik, men også for at besøge sine venner og sin familie, der bor i Horsens. Det er da også Sascha, der har ønsket, at billederne til dette interview skulle tages i ”Fængslet”, det tidligere statsfængsel i Horsens, som i dag er en oplevelsesvirksomhed med bl.a. fængselsmuseum, events og mulighed for overnatning.

- Jeg har to søstre. Vi har samme mor, men ikke samme far. Mine to søstre er sådan nogle høje, blonde og tynde nogle. Den ene af dem er lige nu gravid på den fineste måde – kun lige på maven. Så jeg har da haft det sådan lidt: ”Få i det mindste nogle strækmærker, ellers er der da ingen retfærdighed til”. Da jeg fik Timothy, smed jeg hurtigt barselskiloene igen, men så rejste jeg hjem til Danmark, og det gik helt galt, for alle køber kage, når jeg kommer på besøg.

Jeg elsker mad og mad elsker mig

Igennem årene er Saschas vægt gået op og ned. Sidste år vejede hun dog 17 kilo mindre, end hun gør nu. Det skete, efter at hun begyndte at træne, og hun kom ned på 89 kilo.

- Men så blev jeg åbenbart sulten. Jeg elsker mad, og mad elsker mig. Den angriber mig simpelthen. Jeg kan bare så godt lide alt det, der ikke er godt for mig: Jeg kan helt vildt godt lide pomfritter, burgere, og burritos. Læg dertil, at jeg er opdraget med, at man skal spise op, og at jeg ikke er så god til at mærke efter, hvornår jeg er mæt, siger Sascha, der nu er tilbage på 102 kilo, og det, synes hun, er lidt for meget.

LÆS OGSÅ: Marianne Tromborg: "Det kan godt være, at mine lår er store, men de har også været dyre"

Jeg vil gerne strammes op

- Jeg har det bedst, når jeg vejer omkring 85-90 kilo. Jeg er også nødt til at tænke på mit helbred, og jeg er ikke sund lige nu. Jeg vil gerne i bedre form. Og jeg ved jo godt, at hvis jeg dropper sukker og brød, så ryger der også nogle af de over-flødige kilo. Jeg vil gerne strammes op, for jeg synes, at jeg hænger lidt i kanterne, siger Sascha og fortæller, at hun på en god dag godt kan klemme sig ned i en størrelse 44, men ellers bruger størrelse 46.

- Jeg har en gang læst et citat, der lød noget i retning af: Jeg ville ønske, at jeg var så tyk, som dengang jeg troede, at jeg var tyk. Og det kan jeg godt følge. For jeg har altid troet, at jeg var en stor pige. Og jeg har altid haft former. Men når jeg i dag ser mine studenterbilleder, så tænker jeg jo: ”Hold da kæft, hun er lækker hende der”. Men dengang syntes jeg jo også, at jeg var tyk. I dag ved jeg godt, at jeg er tyk, men jeg synes jo ikke, at det er så slemt. Men så var der lige en episode forleden, hvor jeg så en video af mig selv på en strand iført badedragt. Og så tænkte jeg: ”Okay … det kan da godt være, at jeg skulle skrue bare lidt ned”.

Min mund keder sig

Sascha er ellers kommet dertil, hvor hun har forliget sig med, at hun er en kurvet kvinde.

- Det har jeg det fint med. Det, der går mig mest på, er, at jeg ikke ejer et gram selvdisciplin. Ofte giver jeg min søn skylden for, at jeg ikke holder igen. Sådan lidt: ”Nå, men du kan ikke spise op, der er fem nuggets tilbage i posen, de skal da ikke gå til spilde. Dem napper jeg”. Jeg har været tyk i så mange år, at jeg simpelthen er nødt til at se det sjove i det. Og hvis der er nogle tynde piger, der kigger skævt efter mig, så tænker jeg bare: Jeg kan tage dem i en mundfuld. Jeg kan ikke bruge tid på at gå rundt og have det dårligt med mig selv. Jeg har jo også selv valgt at se ud, som jeg gør, og så må vi se, om jeg taber mig lidt igen, eller jeg må håbe på, at jeg bliver højere.