Gravid
16. april 2015(Opdateret 16.04.15)

Autostole: Alt du skal vide om sikkerhed for børn i bilen

Valget af autostol er afgørende for dit barns sikkerhed. Her finder du alt om krav, typer og størrelser af autostole, så du kan træffe det bedste valg for dit barn
Af: Isabella Jacobsen
Barn i autostol

Foto: Shutterstock

Regler for autostole?

Ifølge danske regler skal børn sidde i en autostol, indtil de er mindst 135 cm høje. Det svarer til, at barnet er omkring 10-12 år. Du bør dog altid måle efter, da det udelukkende er barnets højde og vægt, der bestemmer størrelsen på autostolen.

Det er vigtigt, at autostolen har et ECE-mærke, da det betyder, at den lever op til EU’s sikkerhedskrav til autostole. Hvis den ikke er mærket med et E-mærke, er den ulovlig. ECE-mærkede autostole angiver typisk en bestemt vægtklasse for børn, som den er egnet til.

Følgende ECE-mærker er godkendte og lovlige:

  • ECE-44-03
  • ECE-44-04
  • ECE-R-129 (i-Size)

ECE-R-129 (i-Size) er den nyeste europæiske standard, som står for “integreret størrelse”. Den har en integreret indvendig sele, der fastgør barnet til autostolen i stedet for bilens 3-punktssele. Det fremgår af den enkelte i-Size model, hvor højt dit barn skal være for, at autostolen passer.

Bilens fører har ansvaret

Det er bilens fører, der har ansvaret for, at børn under 15 år er spændt korrekt fast, og at autostolen er monteret efter producentens anvisninger.

Ifølge Sikkertrafik kan det koste føreren et klip i kørekortet, en bøde på 2.000 kr. og 500 kr. til Offerfonden, hvis et barn under 15 år ikke er spændt korrekt fast i bilen.

Kilde: Sikkertrafik.dk

Ved lejlighedsvis kørsel over korte afstande, er det tilladt, at et barn under 135 cm (men over 3 år) ikke sidder i godkendt sikkerhedsudstyr. Det er dog langt mindre sikkert for barnet end at sidde i en autostol.

Skal du på køreferie? Så vær opmærksom på, at andre lande ikke nødvendigvis har de samme regler for brug af autostole, som vi har i Danmark. Her finder du reglerne i andre lande.

Autostole til 0-13 kg

De passer typisk til babyer i alderen 0-15 måneder. Du bør købe en babyautostol inden fødslen, så du kan køre din baby sikkert hjem fra hospitalet. Det er vigtigt, at babyautostolen er godkendt til nyfødte og er bagudvendt.

Der findes også autostole til babyer, hvor barnet ligger fladt ned på tværs af den retning, som bilen kører. Det er en lifttype, der kan bruges til baby i de første 6 måneder. Herefter skal den udskiftes til en bagudvendt autostol.

Autostole til 9-18 kg

De passer typisk til børn i alderen 1-4 år. De fleste børn vokser typisk ud af babyautostolen omkring 1 års-alderen. Det er dog ikke alderen, der er afgørende for, hvornår du skal udskifte autostolen - men derimod barnets længde og vægt.

Ifølge Forbrugerrådet Tænk anbefaler flere eksperter, at man bruger en bagudvendt autostol til sit barn så længe som muligt. Der findes mange bagudvendte autostole - også til lidt større børn. Nogle af dem kan endda vendes rundt, så barnet kan sidde fremadvendt, når det når en vis længde.

Autostole til 15-36 kg

De passer typisk til større børn i alderen 4-10 år. Hvis man ønsker at udskifte autostolen med en selepude, er det muligt for børn på 4 år og derover. Eksperter og myndigheder anbefaler dog ikke selepuder uden ryglæn. Det skyldes dens manglende beskyttelse ved sidekollision.

Hvor længe må baby sidde i autostol?

Der findes ingen regler for, hvor længe din baby må sidde i en autostol. Blandt eksperter og sundhedsfaglige er der dog stor enighed om, at babyer ikke bør sidde i en autostol i længere tid ad gangen.

Hvis I skal køre i længere tid, så sørg for at holde pauser jævnligt og følg dit barns behov. Hvis du er i tvivl, så tag en snak med jeres sundhedsplejerske.

Bagudvendt autostol?

En bagudvendt autostol er mest sikker ved trafikulykker, da den sørger for at fordele kræfterne fra et sammenstød over en større overflade. Det mindsker risikoen for, at der kommer skader på dit barns krop. Det er vigtigt, fordi babyers skelet stadig er nyt og blødt i de første leveår, mens små børns reflekser og reaktionsevne endnu ikke er fuldt udviklet.

Hvis der opstår et sammenstød i en fremadvendt autostol, vil barnets hoved blive kastet voldsomt fremad, hvilket kan medføre alvorlige belastninger i nakke og hoved.

FDM anbefaler, at dit barn altid sidder i en bagudvendt position på bagsædet af bilen - og gerne indtil 4 års-alderen, da dit barn er bedre beskyttet på den måde. Hvis dit barn sidder i en i-Size autostol, er det et lovkrav, at stolen er bagudvendt indtil barnet er mindst 15 måneder.

Husk: Slå airbaggen fra

Det er ikke tilladt at placere en bagudvendt autostol ved en aktiv airbag. Hvis autostolen skal stå på forsædet, er det meget vigtigt, at du slår airbaggen fra.

Fremadvendt autostol?

Du bør tidligst anvende en fremadvendt autostol, når dit barn er 4 år. På det tidspunkt vil dit barn være mere udviklet. Det anbefales dog at vente så længe som muligt for, at dit barn er bedst beskyttet.

Fremadvendte autostole må ifølge loven gerne placeres ved en airbag. Det er dog vigtigt, at du altid følger producentens anvisninger grundigt, så du er sikker på, at netop din autostol er egnet til at blive placeret ved en aktiv airbag.

Kilder: Forbrugerrådet Tænk, Sikkertrafik & FDM

Læs mere om:

Læs også