Bolig
27. august 2018Bolig: Lyst træ og støvede pasteller
Et hjemmelavet TV-møbel, vægge i forskellige farver og en lysende planteinstallation. Kom med indenfor hos Kathrine Bertelsen og Mark Frausing, hvor idéerne springer ud af Kathrines hoved og lander i alle rum i lejligheden i Aarhus.
Af: Pia Olsen
Foto: Frederikke Heiberg.
Hvem Kathrine Bertelsen, 28 år, sygeplejerske, og Mark Frausing, 29 år, bygningskonstruktør, og deres franske bulldog Else. Hvad Lejlighed på 63 m². Hvor Aarhus.
Kathrines 6 bedste DIY-tip • Vær ikke bange for at give dit hjem farver. Spring ud i det ved at male en enkelt væg. Det er nemt og giver en stor forandring. Husk, at du altid kan male om. • Er du i tvivl om, hvilken farve du skal bruge, så køb nogle farveprøver, og mal på et stort stykke pap fra f.eks. en flyttekasse. Hæng stykket på væggen, så du kan få en fornemmelse af resultatet. Du kan også flytte rundt på det, hvis du er usikker på, hvilken væg du vil male. • Er du begynder, så start i det små, f.eks. med en enkelt hjemmelavet hylde. • Hvis du har fået en idé, så tjek andres lignende idéer for at få det bedste resultat. Brug f.eks. Pinterest, hvor du kan få masser inspiration. • Giv trætte, triste møbler nyt liv f.eks. med maling. Ofte kan vintage-møbler en hel masse, hvis de bare får lidt ekstra omsorg. Det kræver altid lidt tid at grunde og pudse, men så får du et fedt møbel til få penge. • Lav DIY som et fælles projekt med din kæreste, din far eller en god ven – sparring giver altid et bedre resultat. KOM MED INDENFOR I KATHRINES LEJLIGHED I GALLERIET HERUNDER