5 typiske fejl, du laver, når du indretter din stue
Foto: PR/Privat billede
Måske er du lige flyttet, eller måske trænger din stue bare til en makeover. Ligegyldigt hvad, er der visse do’s and don’ts, der er gode at skrive sig bag øret, inden du går i gang med at indrette et af dit hjems allervigtigste rum.
Læs med her og få boligredaktionens bedst tips til, hvordan du styrer uden om de fem typiske fejl i stueindretningen.
1. Du springer planlægningen over
Du har sikkert en god idé om, hvordan din nye stue skal se ud, men har du tænkt over lys, pladsforhold, funktionalitet og farvesammensætning? Nogle idéer er bedre i teori end i praksis, og derfor er det en rigtig god idé at skitsere en plan over stuen med mål, lysforhold osv. På den måde kan du danne dig et reelt overblik over, hvordan din nye stue kommer til at se ud. Det er særlig vigtigt, hvis du skal ud og investere i nye møbler – så kan du plotte dem ind i din plan og se, om der nu også er plads til en fempersoners hjørnesofa eller om en mindre kan gøre det og give mere plads og ro i rummet. Lav gerne flere planer, så du kan sammenligne mulighederne for din indretning.
2. Du glemmer at skabe plads ved indgangen til stuen
Dropper du planlægningen, vil du nemmere komme til at begå andre fejl i indretningen. For har du ikke lavet en plan over stuen, kan du hurtigt ende med eksempelvis for mange møbler. Og hvad gør du så? Du vil typisk forsøge at få plads til så meget som muligt, og det kan betyde, at du glemmer at skabe plads omkring møblerne og sørge for, at der også er god plads ved døren indtil stuen. Måske sætter du en reol, et bord eller en stol henne ved døren, så den ikke kan åbnes helt – og det bliver hurtigt irriterende at skulle smyge sig rundt i hjemmet. En åben indgang til stuen virker også mere imødekommende, når du får gæster på besøg.
3. Du stiller alle dine møbler op ad væggene og for tæt sammen
En klassisk fejl i stueindretningen er at stille alle møblerne op ad væggene. Måske tænker du, at det fungerer fint – og det kan det også gøre i nogle tilfælde, men står alle dine møbler klinet op ad en væg, giver du dem ikke luft. Det skaber et klodset udtryk i stuen med meget plads i midten, og møbler der ikke kan ånde. Sørg gerne for passager både bagved og foran sofaen – husk også, der skal være plads til, at man kan komme rundt uden problemer. Gå efter 10-15 cm mellem et møbel og et vindue og gerne cirka 30 cm mellem møbler.
4. Dit tæppe ligger i vejen
Tæpper er med til at skabe en hyggelig stemning i stuen. Men vær opmærksom på, hvordan dit tæppe ligger placeret. Hvis du har masser af plads, kan du sagtens brede tæpperne ud, men har du ikke så meget plads i stuen, skal du være mere forsigtig. Placér aldrig sofa, stole eller borde i udkanten af tæppet. Har du stole i nærheden af tæppet, skal de enten være placeret godt indenfor eller helt udenfor tæppets kanter, så du ikke risikerer, at du eller dine gæster får et ujævnt underlag. Det er også virkelig irriterende, hvis en stol får skubbet kanten af tæppet op, så man hurtigt kommer til at snuble over det.
LÆS OGSÅ: 8 gode råd, når du skal lave nyt badeværelse
5. Du er for konservativ med væggene
Det er måske ikke en decideret fejl at male alle væggene i stuen hvide – det er selvfølgelig en smagssag. Men hvorfor ikke være lidt modig og male en væg i en anden farve? En farvet væg kan gøre en stor forskel for indretningen i stuen og skabe en hyggelig atmosfære, og bliver du træt af farven kan du forholdsvist let male den over igen. Vælg en farve, der komplimenterer dine møbler og nips i stuen, og gå efter en afdæmpet nuance.