Brev til Anna Mejlhede: De "søde" naboer

Kære Anna

For et års tid siden fik vi nye naboer. Et ægtepar cirka ti år yngre end os og med tre børn.

Da de flyttede ind, ringede vi på og stod med en lille blomst. Det var ikke meningen, vi ville trænge os på, men bare byde velkommen til vejen, sagde vi.

Og inden vi hurtigt fortrak igen, fik vi også sagt, at vi holder os lidt for os selv, men at de var velkomne til at ringe på, hvis de fik brug for hjælp til noget.

Siden har vi intet hørt fra dem. Det er også helt okay. Men det, der ikke føles helt okay, er, at de skynder sig at kigge væk, når vi tilfældigt støder på hinanden ude foran.

Det er da rart lige at kunne sige ”Hej” til sine naboer. Og vi tænker også: ”Har vi gjort dem noget?” Kan vi tage det op med dem, eller skal vi bare acceptere tingenes tilstand?

Venlig hilsen

Fam. Sørensen.

Kære familien Sørensen

På nogle villaveje henstiller ejerforeningerne til ”hilsepligt”, når man støder på hinanden i nærmiljøet.

Selv om denne praksis møder mange hånlige kommentarer, som ”Pas nu på, ellers kommer hilsepolitiet” og andet i den dur, så virker det.

Der er gode grunde til, at der på en så kompleks og farverig arbejdsplads som Det Kongelige Teater også er hilsepligt. Således understreger man, at alle står i forbindelse med hinanden, stjerne, håndværker eller ulønnet praktikant.

Der sker nemlig noget med vores relationer, når vi ser ind i hinandens øjne og siger noget så simpelt som: ”Dav”. Det er lidt sært, det, du fortæller. For hvad kan I have gjort galt ved at byde jeres naboer velkommen?

To af mine venner boede engang på et spektakulært hotel ude på en klippeø. Men freden stoppede brat, da de hilste venligt på naboen i hytten ved siden af.

Med et myggenet viklede hun hele hovedet ind og vendte demonstrativt ansigtet den anden vej. Dette gentog sig, hver gang de så meget som viste sig uden for deres egen dør.

Sagen var den, at kvinden her var en verdenskendt popstjerne, som trængte til fred på sin ferie. Men alt det vidste mine venner ikke. De turde bare ikke længere sidde på deres terrasse eller gå ud, så længe naboen stod der.

Det havde været lettere, hvis hun blot havde sagt: ”Hej, jeg er her for at få ro, så det er ikke fordi, jeg er sur, at jeg ikke hilser”.

Nu er jeres naboer næppe berømtheder, som er trætte af nysgerrige blikke. Så prøv ad, om ikke I kan sige ”HEJ” højt og tydeligt, når I ser dem.

Fortsætter de deres gemmelege, så spørg frimodigt, om I har gjort noget, der generer dem? Ak ja. Ukompliceret bliver det aldrig at være menneske blandt andre. Men det ville trods alt føles værre, hvis vi var helt alene i verden, eller at alle bare var kloner af en selv.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.