Anna Mejlhede
Annas brevkasse

Brev til Anna Mejlhede: Det evige sengeskænderi

13. april 2022
af Anna Mejlhede
Foto: Betina Fleron
"Jeg kan ikke abstrahere fra tændt lys og da slet ikke, hvis det er mobilens blå lys." Læs denne uges brev til Anna.

Kære Anna

Min mand og jeg har en tilsyneladende uendelig kamp kørende. Om aftenen når vi skal sove, vil jeg gerne lytte til en beroligende meditations-app med nogle lette visuelle øvelser, fordi jeg har svært ved at falde i søvn.

Tankemylder og gøremål kører rundt i hovedet på mig, men meditationen hjælper mig til at falde til ro.

Min mand derimod falder let i søvn, og han synes aftenen er en hyggestund til ham selv, hvor han gerne vil ligge og læse, det kan være i en bog, men for det meste er det at læse lig med at glo på Iphonen.

Jeg er meget lysfølsom, så det ødelægger min meditationsstund, hvis lyset er tændt. Jeg kan ikke abstrahere fra tændt lys, og da slet ikke, hvis det er mobilens blå lys. Det er umuligt at finde ro i det skær.

Han, på den anden side, synes, at det er irriterende, at han skal høre på en monoton meditations-stemme, når han gerne vil læse/glo på Iphonen.

Ofte beder jeg ham om at slukke lyset eller gå ud af soveværelset, hvis han skal være på mobilen, men det sker også, at han beder mig slukke for appen.

Det er forskelligt, hvem af os, der vinder, men et er sikkert, vi bliver altid irriterede på hinanden, og nogle gange tager vi også et lille aftensskænderi. Og så kan jeg slet ikke sove.

Jeg synes, at jeg må have førsteret til at høre min meditationsapp, så kan han kigge på sin mobil på et andet tidspunkt, for det er jo mig, der har problemer med at sove.

Hvordan får jeg ham til at indse det?

Mange hilsner

fra mig

Kære dig

At få andre overbevist om at de har uret, er omtrent lige så nemt som at få en høne til at lægge legoklodser … Bogen: "Kunsten at ændre andre" er nemlig lang – og fyldt med blanke sider …

Førsteretten til hvilke sengekantssysler der skal være plads til, er derfor ikke så enkel at afgøre.

Soveværelset er så fælles et domæne, at det ikke kan regeres af kun den ene parts behov. Det er jo et sted, hvor I begge skal kunne slappe af.

Nu ved jeg i sagens natur ikke, hvilken meditations-app du har fat i, men de monotone søvnstemmer jeg umiddelbart har kendskab til, kunne sagtens minde om en form for ekstern tinnitus, der går direkte i irritationsnerven på ufrivillige medlyttere.

Ligegyldigt hvad, er den app nok heller ikke i stand til at overdøve din partners indvendinger i en grad, så du kan sove alligevel.

Kunne kompromiset eventuelt være, at I helt undlader at slæbe diverse elektronik med jer ind i sengen? Lav aftaler om soveværelsesrutinerne, men gør det et andet sted, end når først I befinder jer i sengen.

En mulighed kan også være at overtale din mand til at høre lydbog med høretelefoner? Det ville give dig mulighed for at bruge din søvn-app uden at genere ham, og du ville hverken forstyrres af lys fra skærm eller lampe.

Hvis du præsenterer forslaget, så det ikke lyder som om, du sekundet efter smækker armene i vejret i en sejrsrus, tror jeg, det glider lettere ned.

For vinder nogen af jer noget som helst ved, at den ene part føler sig mast af den andens vilje?

At afgøre diskussionen ud fra devisen "Du får ret, og jeg får fred", tror jeg heller ikke fungerer i det lange løb. Det er nemlig ikke altid en glæde at vinde slaget.

Især ikke når det indebærer en "taber" i en relation, der gerne skulle bæres af at begge føler, de har vundet. Om ikke andet så samhørigheden, forståelsen – og kærligheden til og fra den anden.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Læs også