Brev til Anna Mejlhede: Et ensidigt venskab

Hej Anna

Jeg skriver til dig, fordi jeg føler mig vraget og er usigelig skuffet over min veninde. Jeg har kendt hende overfladisk i mange år, men vi har været tætte veninder i godt ti år.

På det tidspunkt havde hun og hendes mand en krise, og jeg tilbød hende, at hun måtte bo hos mig.

Vi boede sammen i mit hus i omkring et halvt år, og hun fik endda lov at blive boende længere, da mit hus blev solgt, og jeg flyttede ud, indtil hun valgte at flytte hjem til sin mand igen.

Min kæreste og jeg blev gode venner med dem begge, og vi har haft mange sjove stunder. Men vi har gennem årene oplevet flere “svigt” fra deres side.

På et tidspunkt arrangerede vi at skulle til regatta sammen (på deres opfordring). De har en autocamper og skulle bo i den.

Vi lejede en hytte, hvor vi betalte et depositum på 3700 kr. To uger før vi skulle af sted, meddelte de, at de ikke gad alligevel, og vi mistede vores depositum.

Vi kunne selvfølgelig bare være taget afsted, men det var jo noget, vi skulle have oplevet sammen med dem.

Sidste år foreslog de, at vi kunne tage til Frankrig, og det var vi bare med på. Først skulle det være i forsommeren 2022, så blev det rykket til sensommeren 2022, men enden blev, at det skulle være her i forsommeren 2023.

Både min kæreste og jeg glædede os til turen. Men så pludselig, for ikke længe siden, fortalte min veninde mig begejstret i telefonen, at nu havde de besluttet at rejse til Frankrig med X og X, som er et andet vennepar.

Idet hun sagde det, følte jeg, at jeg fik jordens største lussing. Jeg blev både vred, ked af det, skuffet og følte mig vraget. Jeg gav udtryk for min skuffelse, men hun kunne pludselig ikke huske, at vi overhovedet havde aftalt noget …

Igennem de seneste ti år har jeg hjulpet min veninde og hendes mand i alle mulige og umulige situationer og har bl.a. gjort rent hos min venindes mor, fordi min veninde ikke kan holde til det.

Jeg vil aldrig svigte en veninde. Men lige nu har jeg det svært.

Jeg ved simpelthen ikke, om jeg skal droppe dem. Jeg er SÅ skuffet, så jeg næsten ikke kan sætte ord på.

Jeg håber, du har tid til at give mig et godt og brugbart råd til, hvordan jeg skal agere i denne situation. Jeg orker næsten ikke flere skuffelser fra deres side.

Venlig hilsen

”Veninden”

Kære veninde

Jeg bliver helt rørt, når jeg læser om dit store engagement i din veninde og hendes ve og vel. Derfor kan jeg i den grad godt forstå, at du føler dig svigtet.

Skuffelser fungerer lidt som orme. De gnaver sig ind alle de steder, hvor bristede forventninger gør os lidt møre i det.

Det er godt nok svært ikke at synes, at din veninde tager og tager uden nogensinde at give tilbage. Men et venskab lever af gensidighed. Dén synes jeg godt nok, at man skal se i mikroskopet efter her.

Måske er det derfor ved at være tiden, hvor du og din kæreste trækker jer et skridt tilbage fra relationen.

Et skridt, der er stort nok til, at I får jeres venner her placeret et sted i jeres liv, hvorfra deres valg og fravalg betyder mindre end nu.

Kan I eventuelt gribe det således an, at I stadig ses til middage og hyggelige stunder (hvis I har lyst), men undlader at lægge planer af større betydning sammen med dem?

Selv om venskaber godt kan overleve både skuffelser og svigt, kan I ikke blive ved med at agere dem, som bare må æde resterne af det, der smides på fællesfadet.

Brug jeres tid på de af jeres venner, som rent faktisk forstår, hvor heldige de er at have jer to i deres liv. Den slags loyalitet, som I lægger for dagen, hænger nemlig ikke på træerne!

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.