Brev til Anna Mejlhede: Hans gnasken tager min koncentration

Kære Anna,

Jeg har en dejlig mand, som jeg har kendt og været gift med i mange år. Men pludselig er hans måde at tygge på begyndt at gå mig på nerverne. Og ja, det lyder måske som en petitesse og et lidt latterligt problem at belemre dig med.

Sagen er bare, at vi begge to – ligesom rigtig mange andre – gennem mange uger har været tvunget til at arbejde hjemmefra. Jeg har oprettet kontor nedenunder tæt ved køkkenet. Han har kontor ovenpå. Og flere gange om dagen kommer han ned og står lystigt og gnasker gulerødder og æbler og lignende, mens han venter på, at vandet til kaffen skal koge, eller bare kigger mediterende ud over haven. Og han gør det, selv om jeg flere gange har sagt, at jeg er blevet lidt ”lyd-sensitiv”.

Jeg tror ikke, han tror på det. Eller tror på, at det forstyrrer mig. Men jeg rives ud af al koncentration hver eneste gang. Er der en måde at tackle det her på, som IKKE handler om at sidde med høretelefoner eller indbefatter skilsmisse?

Hilsen fra ”den lydsensitive”

Har du endnu ikke mødt SØNDAGS nye brevkasseredaktør? Lær Anna Mejlhede at kende her

Kære ”lydsensitive”

Hvor lyder det skønt, at du har en dejlig mand, som du elsker og føler dig elsket af. Det er da det bedste udgangspunkt, også når der skal ske små justeringer i måden, I to omgås på, når I, som mange oplever for tiden, er tvunget til at sidde lårene af hinanden i hjemmets skød – morgen, middag og aften.

Det er virkelig nemt at gå hinanden på nerverne i den situation, og det kan hurtigt gå over sine bredder og komme til at handle om meget andet og mere end irritation over lyde, hvis ikke vi får sagt noget med det samme.

Du skriver, at du har fortalt din mand, at du er lydsensitiv, men at du ikke tror, at han forstår det. Og det er egentlig der, jeg vil råde dig til at begynde. Ofte er det sådan, at skønt vi selv synes, vi har givet vink med vognstænger omkring noget, vi gerne vil have, at vores partner gør på en anden måde, eller måske slet ikke gør – så er det ikke sikkert, at vores partner helt forstår, hvad vi siger, hvis ikke vi er tydelige nok.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg er blevet familiens taxachauffør

Og med tydelig mener jeg, at du ikke bare siger, at ”du er lydsensitiv”, men helt præcis forklarer, hvad det er for lyde der går dig på nerverne i løbet af dagen, når du har brug for at samle tankerne om dit arbejde. Jeg er nemlig ikke sikker på, at din mand forstår, at dét, at han spiser gulerødder og æbler, mens han venter på, at vandet koger, eller bare tager en glopause ud ad vinduet, hører ind under kategorien ”larm”.

At reagere på smask og gnask tæt ved sine ører, mens man arbejder, tænker jeg egentlig ikke er at være specielt lydsensitiv. I har nok bare forskellige kriterier for, hvad der forstyrrer jer.

Nu ved jeg ikke, hvor sart din mand generelt er over for kritik, men jeg ved af egen erfaring, at det kan være svært at kommentere på noget ved ens partners vaner (eller lytte til kommentarer omkring ens egne!), uden at det tages ilde op som kritik af hele ens person … Derfor vil jeg foreslå dig at vælge et tidspunkt på dagen, hvor du ikke er helt desperat af irritation. Kommentarer har det i den sammenhæng med at komme alt for hårde ud af ens mund.

Et alternativ kunne også være, at I simpelthen byttede arbejdsplads, så din mand får pladsen ved køkkenet, og du den ovenpå? Vil det være en mulighed?

I hvert fald så håber jeg, du kære ”Lydsensitive”, at du snart kan se frem til en lidt mere koncentreret arbejdsdag – uden at føle dig smasket helt derud, hvor du ikke kan høre eller tænke på andet.

Kærlig hilsen Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.