Brev til Anna Mejlhede: Hjælp, jeg er grådlabil

Kære Anna

Jeg er 52 år og voksede op med stærke kvinder som f.eks. Ritt Bjerregaard som rollemodeller.

Ritt talte tit om, at man i stedet for at blive ked (af det) skulle blive vred, hvis man mødte uretfærdighed og blev trådt på. Men livet igennem har jeg haft nemt til tårer og er vel nærmest grådlabil.

Jeg kan cykle ubekymret afsted på cykelstien, og pludselig begynder tårerne at presse på, og jeg føler mig helt uduelig, bare fordi en mandlig cyklist passerer mig og råber “idiot”, da jeg kommer til at lave et lille sving med min cykel.

Det ligger ikke til mig at blive vred. Til gengæld falder det mig jo altså alt, alt for nemt at blive ked.

Kender du nogen som mig? Og hvis du gør, hvordan opmuntrer du dem? Det kunne jeg godt tænke mig at vide. Jeg trænger til opmuntring.

Kærlig hilsen

hende med tårerne

Kære dig med tårerne

Lad mig lige slå det fast med lægtebjælker: At være grådlabil er ikke synonymt med at være svag.

Styrke kommer til udtryk på vidt forskellige måder. Bare fordi man ikke fælder tårer, betyder det ikke nødvendigvis, at man er stærk som en bjørn og glat som en ål.

Mange af de mennesker, som aldrig græder, har lige så svært ved at lægge arm med den modgang, livet byder på. Vi reagerer bare forskelligt.

Under den hårdeste skal, kan der sagtens gemme sig et morads af sårede følelser. Det er vel også langt mere pinligt at råbe og skælde ud på sagesløse medtrafikanter, end at komme til at fælde en tåre?

Jeg ved da godt, hvis sko jeg helst vil cykle i på vejen sammen med dig ...

Jeg talte engang med en kvinde, som under en samtale med sin chef var begyndt at græde. For det, han sagde, gik tæt på.

Chefen reagerede prompte og sagde: ”Åh nej, vi må hellere stoppe her, for du får det jo skidt.” Men kvinden kiggede forundret på ham og sagde: ”Næ, jeg græder bare. Det er dig, som får det skidt over, at jeg gør det. Det her er min måde at reagere på.”

Måske skal vi til at betragte tårer lidt mere på linje med andre følelsesmæssige ytringer: Latter, grynt, grimasser eller smil?

Grundlæggende er tårer jo bare saltvand, og mennesker er forskellige. Også når det handler om, i hvilke situationer vi får våde øjne.

Hvad hjertet er fuldt af, flyder øjnene ofte over med. Måske skal vi vænne os til, at det slet ikke er så farligt endda?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.