Brev til Anna Mejlhede: Hvad gør jeg ved min lillebror?

Kære Anna

Jeg har et underligt forhold til min lillebror. Vi har ikke så meget familie tilbage, og jeg føler, at jeg har rakt hånden ud til ham igen og igen.

Han kommer, når vi holder familiekomsammen, men der kommer aldrig noget den anden vej. Vi har haft en hård barndom med en utilregnelig, aggressiv stedfar, der også så andre damer end min mor.

Jeg husker, at min mor ofte var meget ked af det. Der er meget i den barndom, jeg godt kunne tænke mig at tale med min lillebror om, da han er den eneste anden, der har oplevet den på nært hold.

Nogle gange bliver jeg i tvivl om, hvorvidt det jeg husker fra barndommen, egentlig er rigtigt? Var det så hårdt?

Jeg har gået meget i terapi og haft brug for at tale om min barndom, men min lillebror har ikke bearbejdet det, og han lukker bare i, når jeg vil tale om det.

Vi er ikke særligt tætte, og måske kan jeg ikke gøre noget ved det, måske er det bare sådan det er?

Kh.

B.M.

Kære B.M.

Selv om man er vokset op side om side med hinanden, er det sjældent den samme udgave af en barndom alle søskende sidder tilbage med.

For erindring er en subjektiv størrelse. Selv om I har jeres forældre til fælles, er I også to forskellige mennesker med hver jeres måde at fordøje opvækstens traumer på.

Jeg kan ikke lade være med at spørge dig ad, om der er noget i vejen for at fortsætte med at ses, som I gør nu? Også selv om jeg forstår, at du føler, at det meget ensidigt, at initiativet kun ligger hos dig.

Som du beskriver jeres opvækst og din brors lukkethed i forhold til at tale om den, så har han måske netop brug for denne mere “lette” måde at være i jeres familie på?

Ikke at ville tale om, hvordan han oplevede barndommen, er måske hans måde at leve med alt det svære?

Du kan ikke tvinge ham til at arbejde med noget, han ikke vil røre ved, men du kan favne ham ved fortsat at være hans søster og invitere ham, når du samler familien.

Kærlig hilsen

Anna