Brev til Anna Mejlhede: Hvad stiller jeg op med min forargelse?

Kære Anna,

Ethvert familieproblem bliver vist altid mere indviklet, hvis der også er penge imellem. Og denne gang er min grænse blevet overskredet.

Min lillesøster og svoger har startet en fin lille virksomhed sammen. Men coronaen har gjort det svært for dem, da de stadig var i startfasen, da Danmark lukkede ned.

Begge hold forældre er derfor trådt til med økonomisk støtte, og både min søster og hendes mand har fået et kontant lån som arveforskud fra deres respektive forældre. Det er sket i fuld forståelse med alle søskende på begge sider, så på det punkt er der rene linjer og ingen problemer.

Men jeg er blevet så harm på min søsters vegne, for selv om de to beløb er identiske, er betingelserne det aldeles ikke. Mine (og hendes) forældre har ydet lånet rente- og afdragsfrit, så alle pengene kan gå til at få firmaet og den lille familie på ret køl i det nye år.

Det er ikke afgørende for mine forældre, om pengene bliver betalt tilbage nu eller senere eller overhovedet – det bliver jo betragtet som et arveforskud.

LÆS OGSÅ: Brev til Anne Mejlhede: Må man melde fra, når man har sagt ja?

Men min søsters svigerforældre betragter det som et lån, de skal tjene penge på! Ikke fordi de mangler penge, slet ikke – de har mange flere penge end mine forældre, men ”af principielle årsager”. Så de insisterer på faste månedlige afdrag og nærmest en ågerrente på fire procent plus en afdragstid på 10 år.

Jeg er virkelig forarget på min søsters vegne, og jeg kunne ikke lade være at komme med stikpiller, da vi var sammen med svigerforældrene hen over julen. Min mor prøver at få mig til at falde ned og siger, at det vigtigste er, at vi støtter min søster i den svære tid. Men jeg er så vred, at jeg er ved at sprænges.

Hvad stiller jeg op med min forargelse? Skal jeg bare bide mig i tungen, eller er det i orden at sige til min svogers forældre, at de skulle tage sig lidt sammen?

Bedste hilsner,
Den harmfulde

Kære harmfulde,

Selv om du absolut har grund til at undre dig over den måde, din søsters svigerforældre håndterer deres del af lånet på, så tror jeg desværre ikke, du kan gøre noget, der får dem til at ændre holdning.

Når de låner penge til deres egen søn under nærmest bankagtige vilkår, til trods for at de har rigeligt med penge, tyder det nemlig på, at de har et helt andet forhold til økonomi, end I har i jeres familie.

I værste fald vil det blot skærpe deres fornemmelse af, at de ”har ret” til at forvalte deres penge, som de vil, hvis du beder dem ”tage sig lidt sammen”. For når vi går lidt hårdt til mennesker, i håb om at få dem til at indse deres egen smålighed, så sker der ofte det modsatte.

Jeg forstår godt, at det kan være virkelig svært at sætte sig tungt oven på sine meninger og sin forargelse, så den ikke slipper ud, men jeg tror, at du skal følge din mors råd.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg føler mig svigtet

Spørgsmålet er nemlig, hvad der vil være mest søsterstøtte i: At du skælder hendes svigerforældre ud eller i stedet spørger din søster, hvad du selv kan gøre for at hjælpe hende?

Midt i alt det her så synes jeg, at du skal glæde dig over, at dine forældre er generøse.

Det lyder som en rigtig flot løsning, at de har lånt pengene til din søster og svoger som en slags arveforskud. Den hjælpsomhed og det storsind bliver ikke undermineret af, at andre ikke tænker ligesådan.

Kærlig hilsen,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.