Brev til Anna Mejlhede: Hvordan hjælper jeg bedst min søn?

Kære Anna,

Jeg har en søn på 25 år, der flyttede hjemmefra for fem år siden for at tage en uddannelse som megatronikingeniør (robotteknologi) på universitetet. Denne uddannelse fuldførte han med kun enkelte bump på vejen.

Jeg er stolt af, at han har klaret sig så godt, fået en uddannelse, har styr på økonomien, fået en dejlig lejlighed, og at han har en rigtig sød og klog kæreste, som stadig læser.

Efter endt uddannelse fik han i januar 2019 et job i den virksomhed, hvor han havde været i praktik. MEN – i oktober 2019 blev han afskediget med den begrundelse, at det gik dårligt i virksomheden. Jeg tænker, at afskedigelsen også var grundet i ”noget” hos min søn.

Han kan godt have et ikke helt realistisk billede af sin egen indsats, og jeg forstår på ham, at han lidt ”har kørt sit eget løb” med hensyn til opgaveløsning. Han skulle nok have haft tilknyttet en mentor dengang, der kunne guide ham i den rigtige retning.

Han var næsten et halvt år om at søge job efter afskedigelsen i oktober, og det er, som om han hele tiden er bagud, at momenterne forpasser sig. Der gik næsten et år, inden han begyndte at søge job på landsplan – ikke kun i omegnen af, hvor han bor.

Jeg har hjulpet med at se hans ansøgninger igennem, men de fleste bliver sendt af sted uden at være gennemgået af andre. ”Det går nok alt sammen, jeg har styr på det,” er hans kommentar, hvis jeg spørger.

Det er, som om han ikke vil tage imod råd, at han bedst selv ved, hvad der virker, men resultaterne udebliver. Jeg har talt med ham om, at hvis der er noget, der ikke virker, må man gøre noget andet.

Jeg vil enormt gerne hjælpe ham, men jeg ved ikke hvordan. Det er jo nemt at tilbyde ham penge til supplerende uddannelse, hvilket jeg både kan og gerne vil. Men jeg tænker, at det, han i virkeligheden har brug for, er styrke, vedholdenhed og selv­disciplin.

Han er intelligent, social og god til at holde på venskaber, men han har taget 16 kg på, siden han flyttede hjemmefra, fordi han overspiser og ikke dyrker så meget motion, hvilket i sig selv ikke giver energi.

Hvordan kan jeg hjælpe ham?!! Det er svært at se på, at det går den forkerte vej, og jeg elsker ham og vil ham alt det bedste. Kan du anbefale noget rådgivning, coach, psykolog eller andet? Hvad kan jeg gøre?

De bedste hilsener og tusind tak for dit svar,
Anette N. – en bekymret mor, der ikke vil dømme, men hjælpe

Kære bekymrede mor,

Det kan være langt mere kompliceret, end vi umiddelbart tror, at gå fra studietilværelsen til et job. Det er derfor ”rettidig omsorg”, du viser din søn ved at støtte ham, præcis som du gør.

Nogle gange er det eneste, der hjælper os ud af et dødvande, netop det, vi ikke umiddelbart har lyst til enten at høre – eller gøre.

Jeg har forhørt mig lidt omkring, hvilke typer af rådgivning der kunne være aktuelt for din søn.

I den situation, han står i nu, hvor han har været ledig længe, er der mulighed for, at han kan få hjælp via sin fagforening, hvis han er medlem af en – eller Jobcentret.

Jobcentret kan desuden foranledige en virksomhedspraktik, der i mange tilfælde er den mest effektive vej til et fast job.

Her kan din søn få den støtte og vejledning, han, som du selv er inde på, nok skulle have haft allerede i sin første ansættelse.

Det kommer naturligvis an på, hvordan Jobcentret i din søns kommune griber deres rådgivning an. Hvis ikke de kan tilbyde et coachingforløb, der virker relevant, så kan I sagtens finde private aktører, som kan hjælpe.

Der findes flere gode privatpraktiserende erhvervsrådgivere og -psykologer med speciale i at hjælpe unge voksne til at finde fodfæste på jobmarkedet.

Her er det næsten bedst, at I sammen undersøger mulighederne – enten med råd fra fagforeningen eller jeres eget netværk.

Som jeg læser dit brev, tænker jeg ikke umiddelbart, at det er mere uddannelse, din søn behøver. Nok snarere en form for coaching, så han bedre kan bruge det, han allerede kan, i professionel sammenhæng.

Der er ikke noget at sige til, at det her slider på din søns selvværd og tillid til egne evner og muligheder.

Derfor tænker jeg også, at et koncentreret forløb hos en erhvervspsykolog/coach kunne være et godt sted at begynde. Det er på ingen måde en falliterklæring at have behov for hjælp. Din søn er stadigvæk så ung.

Han har mange år på arbejdsmarkedet endnu, og han skal nok lære det. At andre unge ser ud til at stryge lige ud i job, behøver langtfra at betyde, at det så er ”normalen”. Nok snarere tværtimod.

Mennesker er så forskellige, og det kan tage år at lære, hvordan vi bedst agerer i verden med lige præcis de evner og de ”ben”, vi selv står på.

Kærlig hilsen,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.