Brev til Anna Mejlhede: Jeg er ked af at holde fødselsdag for familien

Kære Anna Mejlhede

Jeg er en kvinde på 71 år. For ni år siden giftede jeg mig med en venindes otte år yngre svoger, Benny.

Vi har det fantastisk sammen, men det er en meget lille og lukket familie, jeg er kommet ind i.

Min svigermor tog rigtig godt imod mig, men hun døde for snart seks år siden. Min mand har tvillingebrødre, som er to år ældre end ham.

Den ene bror er alene, og den anden er gift med min veninde. De har to døtre i 30’erne. Den ene datter er gift og har to børn på fire og syv år.

Den anden datter er alene. Hverken min mand eller jeg har børn, og jeg har ingen søskende.

Jeg har tidligere været gift i 33 år. Min veninde er også enebarn, så vi er en meget lille familie.

Nu nærmer sommeren sig, og min mand og jeg har fødselsdag i henholdsvis juli og august.

I min svoger og svigerindes familie er der stærke traditioner omkring fødselsdage, mens jeg altid har haft et mere afslappet forhold til dem. For mig er hverdagene vigtigere.

Siden jeg blev gift med Benny, har jeg holdt fødselsdag for hans familie, men jeg bliver mere og mere ked af det fra gang til gang – sidste år ”reddede” corona-restriktionerne mig.

Min enlige svoger er ok – han kommer, hvis han ikke skal andet.

De øvrige kommer fra tre adresser på Sjælland her til Falster. Når de ankommer, venter de på hinanden, så de kan følges op i samlet flok.

De sætter sig med mor i midten og med en voksen datter på hver side. De taler kun med hinanden, og der hviskes og deles ”øjne” mange gange. Bennys bror taler hyggeligt med Benny.

Efter et kvarter plager børnene om, at de vil på legepladsen, så spisningen går tjept, og så vandrer alle på legepladsen.

Jeg rydder mad væk og kører så på legepladsen med saft m.m., og så kører jeg hjem for at dække kaffebord. Alle vender hjem, og et kvarter efter kaffen forlader de selskabet i samlet flok for at tale videre med hinanden på fortovet.

Jeg gør meget ud af maden, men familien regner kun flæskesteg med hvide kartofler, brun sovs og asier for festmad plus en bøtte med is til dessert, men der har jeg endnu ikke bøjet mig.

Jeg har prøvet at lave skovtur med madkurv, og vi har fundet små, unikke restauranter, hvor det også var godt for børnene.

Er vi herhjemme, serverer min dejlige mand og rydder af, så vi kan skiftes til at være i stuen.

I mit tidligere liv havde vi mange gæster på grund af min mands arbejde og kom meget ud.

Jeg har altid fået ros for at være en god værtinde, som lavede dejlig mad og hyggede om – og med – gæsterne.

Men her sidder jeg hver gang udmattet tilbage uden at have talt med et menneske.

Når vi er til fødselsdag hos familien, kører alt efter en snor. Svoger, svigerinde, døtre og svigersøn har hver deres opgave.

En skærer flæskesteg, en hælder kartofler op, en sørger for asier, og den yngste datter på 33 står for at hælde franske vafler op (hun er cand. mag. i fransk).

I stuen sidder Benny og jeg og evt. Bennys anden bror. Vi forventes så at underholde børnene.

Nu føler jeg mig som en gammel, sur og utilfreds mokke, og det har jeg ikke lyst til, men jeg har heller ikke lyst til at holde de to fødselsdage.

Jeg forestiller mig i stedet at invitere til sommer-komsammen i vores kolonihave. Kan jeg tillade mig det?

Min mand siger, at det vil han have det fint med, og vi er helt indforstået med, at vi så ikke får gaver.

Vi kan godt lide vores familie og ønsker at ses, men da også at blive talt med. Måske er jeg bare blevet meget egoistisk?

På forhånd tak for svar, og rigtig god sommer til dig.

Bedste hilsener Lis J.

Kære Lis J.
Du er hverken en sur mokke eller egoistisk. Nærmere så langt fra man kan komme. For hold da op, hvor bruger du megen tid og energi på at holde mennesker omkring dig glade!

Det lader til at være på tide at skrue ned for serviceniveauet, når familien er på besøg. Ikke bare denne sommer, men også fremover.

Vi tænker ofte, at når vi varter andre op til den store guldmedalje, ja, så bliver de glade.

Men det mærkelige er, at det modsatte indimellem sker. Des mere umage vi gør os for at stå på pinde, des mere urimelige bliver kravene – og herfra går det jævnt ned ad bakke.

Du skal ikke finde dig i at blive snakket stum eller agere ulønnet tjener til din egen fødselsdag!

Jeg synes, det er et godt sted at begynde, at du og din mand dropper fødselsdagsfesterne i år og holder kolonihave-hygge, præcis som I har talt om.

Måske kan det blive indledningen til en ny måde at holde familiefest på? En, hvor det er jer, der sætter dagsordenen – ikke jeres gæster.

Når I så igen inviterer til fødselsdag, så lav en bordplan, der forhindrer familien i at klumpe sig sammen og holde sin egen fest i festen. Således undgår I forhåbentlig også, at alle samtaler kører uden om dig.

Det er ualmindeligt svært at opdrage på andre. Især når de ikke selv har den fjerneste fornemmelse af, at de opfører sig uhøfligt.

Det er både rimeligt og nødvendigt, at det er dig og din mand, der styrer såvel samtaler som menu og underholdning, når festen foregår i jeres hjem.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.