Brev til Anna Mejlhede: For lammet til at turde gå

Hej Anna

Hvad stiller jeg op med min fortrydelse?Jeg har haft en turbulent barndom med misbrugsforældre og incest.

Jeg blev forelsket i en mand, jeg mødte på noget uddannelse. Vi fik en datter og levede faktisk et godt liv. Alligevel voksede frygten for at blive forladt.

Da vores datter var et år, var jeg utro med en gammel flamme. Farens tillid var knækket, vi gik fra hinanden, og jeg flyttede med vores barn.

Han ville gerne prøve igen, men vi boede hver for sig. Han fik et arbejde, forsørgede vores datter og udviklede sig til verdens mest fantastiske mand med et vidunderligt moralkompas og skønne værdier.

Jeg derimod kunne ikke opretholde et arbejde, ej heller en uddannelse. Men af uransagelige årsager var jeg en formidabel mor med de ressourcer, jeg nu havde.

Jeg begyndte desværre også på en lang rejse af fest og farver, når vores datter var hos sin far. Efter noget tid knækkede min psyke, og jeg blev indlagt i lang tid – og faren trak sig fra den romantiske relation.

Han kunne ikke mere. Jeg blev såret og kastede mig over en anden gammel flamme.

Derfra begyndte det dog at gå fremad: Jeg startede i terapi, fik medicin og en diagnose.

Jeg flyttede sammen med min kæreste i nærheden af min datter og hendes far, og vi fik en 7/7-ordning.

Terapeuten, jeg så, ændrede hele mit livsbillede. Her, flere år efter, er jeg stadig sammen med min kæreste, men min terapi har fået mig til at indse, at min kæreste også er et af mine gamle, dysfunktionelle mønstre.

Han er fantastisk overfor min datter og tager sig af hende, som var han den biologiske far. Men overfor mig er han kontrollerende, opfarende og egocentreret, og jeg går som på æggeskaller i hjemmet, når min datter er hos sin far.

Desværre er jeg for lammet til at turde gå. Jeg føler allerede, at jeg har svigtet min datter og har ikke lyst til, at hun også skal miste sin bonusfar, fordi jeg (igen) har taget dumme valg på baggrund af mine gamle adfærdsmønstre.

Jeg føler også, at jeg svigtede den unge mand, der i sin tid lagde sit hjerte i mine hænder.

Og jeg føler ligeledes, at jeg har svigtet mig selv: Hvor ville jeg dog ønske, at jeg kunne rejse tilbage og gå hjem til min familie i stedet for til den gamle flamme.

Og hvor ville jeg ønske, at jeg ikke var så handlingslammet og så fyldt af fortrydelse. Jeg ved virkelig ikke, hvad jeg skal stille op.

Har du nogle gode råd?

Venligst

”Den ensomme kvinde”

Kære ensomme kvinde

Det er så mærkeligt, at angsten for at blive forladt, kan få os til at træffe valg, der paradoksalt nok efterlader os endnu mere ensomme.

Og hvad stiller man så op med sin fortrydelse?

Det er et af livets helt store spørgsmål. Men jeg tror, at en del af svaret ligger i, at du tilgiver dig selv. Jeg ved godt, at det netop er det sværeste.

Mens vi ofte har lettere ved at bære over med andres svigt og fejl, slår vi ubønhørligt os selv i hovedet med vores egne.

At træffe et valg, der viser sig at være forkert, retter du ikke op på ved at blive hængende i det.

Derimod tror jeg, at dit liv, og al den smerte, der ligger i det, bliver bedre forløst ved, at du øver dig i at se mildere på dig selv. Du er ikke en fiasko!

Husk dig selv på, at trods alt det umenneskelige, du har været igennem i din barndom, så står du oprejst.

Det er en kraftpræstation i sig selv. Hold fast i troen på, at du har styrken til at ændre det, der er nødvendigt i dit liv.

Det kan du ikke, hvad fortiden angår, det ved jeg godt. Men fremtiden, den er din og din datters.

Løft dit hoved og ret blikket mod alt det gode, du har i dig. Din kærlighed, dit mod og din styrke.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.