Brev til Anna Mejlhede: Mine ører falder snart af

Hej Anna

Min veninde har fået en ny kæreste, og hun er vant til at komme meget i mit hjem.

Nu da hun har fået en ny mand i sit liv, inviterer vi selvfølgelig også ham med.

Min mand glædede sig til, at han fik en makker at snakke med.

Problemet er blot, at den nye kæreste konstant vil tale politik, og han har nogle ret langt ude holdninger, synes både min mand og jeg (småracistisk, anti me-too, kalder gerne folk for klimatosser osv.).

Vi lytter høfligt til alt hans bras, når de er til middag, men nu er jeg begyndt at få det sådan: Hvor meget skal man høre på?

Nogle gange siger vi ham imod, og så bliver diskussionen hurtigt ganske højlydt, og det er på ingen måde hyggeligt.

En anden strategi er, at vi prøver at føre samtalen over på noget andet, men som regel går der ikke mange minutter, før der lige kommer en “sjov” bemærkning om f.eks. kvinder, der ikke kan køre bil.

Vi ved simpelthen ikke, hvordan vi skal greje den, for egentligt er han meget sød, når han ikke snakker politik.

Vi kan bare ikke holde ud at høre på hans snæversynede holdninger og fornærmende vittigheder.

Jeg tror godt, at min veninde kan mærke det, men jeg tror, at hun er forelsket og bærer over med ham.

Vi har lyst til ikke at invitere dem mere, men de har dog lige inviteret os til middag. Og jeg vil helst ikke miste min veninde.

Venlige hilsner

os

Kære jer

Hvad med at spørge din veninde, hvordan hun egentlig selv har det med sin kærestes holdninger?

I nyforelsket tilstand kan vi være uden for pædagogisk rækkevidde, men på et eller andet tidspunkt kobler fornuft såvel som hørelse sig jo til igen.

Og mon der så stadig gemmer sig en “sød fyr” under den kække facade?

Det kan selvfølgelig være, at kæresten her bare prøver jer af. Nogle mennesker finder en tilfredsstillelse i at se, hvor langt de kan gå, før andre slår gnister.

Særligt betænksomt er det ikke, og under alle omstændigheder virkelig uhøfligt, især når man er gæst.

Når det er jer, som lægger hus til besøget, er det også jer, der sætter rammerne.

Derfor synes jeg godt, at I klart og tydeligt kan sige, at der ikke diskuteres politik omkring middagsbordet.

Forleden hørte jeg noget interessant. Det var en sanger, som fra scenen råbte: “Vi skal blive bedre til at turde ødelægge den gode stemning!”

For hun havde fået nok af, at man i den gode stemnings navn ikke sagde fra.

At mennesker fik lov til at overskride alle grænser, alene fordi ingen orkede det ubehagelige i at tage kampen op.

Hun var træt af at lægge ører til racistiske og sexistiske kommentarer. Blive klappet bagi og taget på brysterne og blot høre folk sige: “Åh, lad nu være med at ødelægge den gode stemning, det er jo ikke slemt ment.”

Jeg tror ikke, I gør din veninde en tjeneste ved at undertrykke jeres ubehag i høflighedens navn.

Nogle gange bliver vi nemlig nødt til at sætte “den gode stemning” over styr for en stund for at bevare respekten for os selv og hinanden.

Det er muligt, at der virkelig gemmer sig en sød fyr på bunden af din venindes kæreste. Men der kan jo være så langt derned, at man når at fare vild syttenhundrede gange – eller kvæles i “øregas” inden man når den!

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.