Brev til Anna Mejlhede: Svigermor, gå dog hjem

Hej Anna

Svigermødre! Jeg ved godt, emnet er fortærsket, men jeg må have luft. Jeg er 38 og mødte min mand for et år siden.

Ham elsker jeg, men hans mor driver mig til vanvid. Hun forbeholder sig retten til at sige sin mening om alt og alle, og det gør hun evig og altid.

Min påklædning kritiserer hun. Min madlavning kritiserer hun. Måden, jeg lægger tøj sammen på, kritiserer hun gudhjælpemig også. Sådan er hun mod alle.

Jeg har prøvet at give hende lidt igen, men det preller fuldstændig af. Hun er enke og meget knyttet til sine børn, min mand og hans søster, og besøger os hver anden eller hver tredje weekend.

Jeg har et krævende arbejde, og weekenderne har altid været hellige for mig. Det er her, jeg slapper af, nyder livet, lader op.

Vi har ingen børn, så det kunne jeg fortsat gøre sammen med min mand. I hvert fald i starten af vores forhold. Men så pressede svigermor sig på, og de weekender, hun er hos os, er totalt ødelagte for mig.

Min mand forstår mig, men vil ikke stille sin mor stolen for døren og bede hende klappe i eller holde sig væk.

”Hun er jo så gammel (75!), at hun er svær at lave om på”, siger han.

Jeg vil nødig være årsag til brud i familien, men overvejer at foreslå, at fremover besøger min mand sin mor i hendes lejlighed,og uden mig, og så må vi ses til jul, påske og fødselsdage. Men kan jeg tillade mig det?

Mange hilsner

Anna K.

Kære Anna K.

Jeg får lyst til at begynde en lille smule baglæns, for svigermødre er ofte bedre end deres rygte. Alligevel snubler vi jævnligt over absurde beretninger, hvor svigermor er kvinden fra helvede, vi åbner døren for i silende regnvejr, blot for desperat at skrige: ”Stå ikke derude, svigermor. Gå dog hjem!”

Selv om dette satiriske billede ikke er udtryk for hele sandheden i nuanceret form, så svarer det vist meget godt overens med det, du oplever.

Dit brev beskriver jo, hvad der sker, når svigermor skyder sig selv i begge fødder i forsøget på at blive stående ved siden af sin søn.

Din svigermors måde at være til stede i jeres hjem på er så indlysende i overkanten, at det for længst er tippet over. Men inden du lukker hende helt ud i regnen og låser døren, så prøv en anden vej først.

Ikke at kunne lave om på nogen, som begæster ens hjem, betyder nemlig ikke, at vi dermed skal finde os i alt. Man må gerne sige nej og stille nogle helt rimelige krav.

Det kræver blot en lille bevægelse af læberne og ikke mindst, at vi øver os i at ryste andres forurettelse af os.

Jeg ved godt, at det sidste lyder lettere sagt end gjort. Men vænner vi os til at sige fra i tide, hjælper vi ikke kun os selv.

Du kan tillade dig stort set alt, hvad der er nødvendigt, for at dit og din mands hjem ikke invaderes hver anden weekend, hvor I har tid til at lade op.

Hvis intet hjælper på situationen, så grib til den nødløsning, du selv er inde på.

Til gengæld tror jeg ikke, at du skal skubbe opgaven med at trække de nødvendige grænser helt og holdent over mod din mand. Men han bliver nødt til at støtte dig i den. Tag affære nu – og gør det med god samvittighed.

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.