Brev til Anna Mejlhede: Vores venners klimasnak klinger hult

Kære Anna,

Min mand og jeg har et vennepar, vi har kendt i mange år. Vi kvinder er veninder, ligesom mændene også er venner fra langt tilbage. Vi har travle liv, så vi ses ikke så ofte, men når vi gør, er det som regel til en hyggelig middag med vin, drinks og snak til langt ud på natten.

Nu til problemet: Vores venner er begyndt at interessere sig meget for klimaet og miljøet. De taler længe og højlydt om, hvor forfærdeligt det er, at verdens ledere ikke har taget emnet mere alvorligt, hylder Greta Thunberg i højlydte vendinger osv.

Vi kan sagtens blive enige med dem om, at det er en af menneskehedens store kriser, men min mands og min tålmodighed slipper op, når vi så ser på, hvad vores venner rent faktisk selv gør.

Eller rettere: Ikke gør for miljøet.

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Jeg er træt af svigermors gaver

For de elsker f.eks. stadig at rejse langt væk til eksotiske destinationer (når altså corona ikke har sat en stopper for det), de spiser lækre oste importeret fra Italien, har to biler, den ene en gammel sportsvogn – og sådan kunne vi blive ved.

Derfor synes vi, det lyder hult med al deres klimasnak, men da vi ved sidste middag stilfærdigt påtalte det, blev vi højt og helligt belært om, at det handler om ”de store linjer” og den politiske dagsorden og ikke så meget om, hvad de to lige gør.

Vi er helt uenige, og min mand og jeg føler desværre, at det har sat en kile ned i vores venskab. Vi orker med andre ord ikke at høre ét ord mere om deres omsorg for miljøet!

Hvad gør vi? Slår vi en streg over det, springer elegant videre til næste emne, eller skal vi én gang for alle påtale deres hykleri? Vi vil meget nødig miste dem som venner.

Hilsen,
Det forvirrede par

Kære forvirrede par,

Alle store linjer begynder jo med de små. Måske kan den kendsgerning være afsættet for samtalen med jeres venner vedrørende det her? Hvis vi skal nå Paris-aftalens klimamål, så skal hver enkelt af os ned på et forbrug på omkring 2.500 kilo CO2 årligt.

Der er virkelig langt igen for de fleste af os, men et eller andet sted bliver vi jo nødt til at begynde. Ingen kan gøre alt, men alle kan gøre lidt.

I stedet for at udstille jeres venner som hyklere, der kun taler i hule floskler, når samtalen falder på klimakrisen, så prøv i stedet at spørge lidt mere nysgerrigt ind til, hvad det så er, de ser som ”de store linjer?”

LÆS OGSÅ: Brev til Anna Mejlhede: Hun forventer, at vi alle spiser vegetarmad

Er det eksempelvis lovgivning? For også den må jo nødvendigvis gribe afgørende ind i vores privatsfære, hvis den skal have nogen som helst effekt. Vi ér jo klimaet så at sige. Og dermed forhåbentlig også en del af løsningen.

Måske kan det være et frugtbart springbræt for en dialog med jeres venner, hvis du og din mand fortæller, hvad I selv gør eller har svært ved at gøre for klimaet. Det kunne vække en anledning til mere åbent og fordomsfrit at diskutere, hvordan vi bedst vender gamle vaner om til nye.

Vis dem eventuelt, hvor I selv har tænkt jer at begynde. Lav måske vegetarmad, næste gang I er vært for en hyggeaften, og brug dét som afsæt for en ærlig og jordnær samtale om, hvad klimakrisen egentlig kræver af os.

Jeres venner lyder til at være mennesker, det er værd at bevare en varm og god relation til. Og hvem ved? Måske er det netop gennem venskabet med jer, at de kan flytte sig?

Kærlig hilsen,
Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede. Mailen er den samme som hidtil: nikoline@soendag.dk.

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.