Brev til Nikoline Werdelin: Ballade med underboen

Hej Nikoline Werdelin

Min underbo benytter sin altan, som er mere perfekt end Bo Bedres udstillingsmodel, som en slags udvidelse af sin stue. Babyen ligger på legetæppe omgivet af det seneste topstylede legetøj, det stilrigtige vasketøj tørrer på altanen og så videre. De er fem beboere. De tre børn er mutte og sure og hilser ikke – den slags børn, som ikke smiler, når andre børn henvender sig høfligt. Børnenes navne slutter alle på a, og det hele er meget sirligt. Desværre bor jeg over dem. Jeg vander, som de fleste andre, mine blomster. Jeg vander kun om aftenen. Det er indimellem svært efter skybrud – planterne er helt tørre, men giver man dem vand, er der åbenbart vand gemt. Min underbo skriger og råber, når der falder noget ned til hende. Jeg er efterhånden et nervevrag, og min søn, som en enkelt gang tabte lidt vand, er holdt op med at gå ud på altanen. Han troede som lille, at der boede en trold dernede grundet hidsigheden. Jeg har altid været flink og rar ved dem. Et barn smadrede en lille porcelænsfigur uden for min dør – smil og varme fra mig. Da børnene var små, flygtede de op til mig og ville lege med min søn – varme og smil fra mig. Underboen var nødt til at hive dem ud skrigende. Det var tydeligt, at ingen leg eller kontakt var ønsket. Kaffe blev afslået. I de sidste seks år har de kun hilst kort og er løbet forbi.

I dag flippede min underbo igen ud. Jeg sagde roligt til hidsigproppen, at jeg også får vand (og cigaretskod og bortblæst vasketøj) fra min overbo, men hun skreg videre. Til sidst sagde jeg, at de eneste gange, jeg hører fra dem, er, når de skrigende klager over vand. At vandet også kommer fra min overbo. At min søn ikke længere er glad for at komme ud på altanen. Og at jeg fremover ikke vil høre flere råb nedefra. Så lukkede jeg min dør midt i et skrig. Jeg har bemærket, at man indimellem bliver behandlet som luft – især af de mest velstillede og privilegerede, der ikke er afhængige af andres goodwill. De stryger forbi og er fløjtende ligeglade med de personer, som ikke bliver tilbudt en rolle i deres liv. Man ser deres strømlinede børn, deres sommerhus i Sverige, de perfekte venner, som stuves sammen ved lejlighed, så de sammen kan råbe et vellykket hurra og lægge det på Facebook. De uindviede naboer bliver gennemsigtige og behandles som gulvmåtter. Man tolererer parallelliv, men så snart naboen ikke bare er en skygge, ryger temperamentet i kog. Overboen virker mere normal, og hun er holdt op med at sige undskyld, når hun drypper vand ned på min altan, fordi jeg altid har reageret med smil. Hun ved, det er helt o.k., og jeg opfordrer hende til at lade sin lille søn vande planterne. Han er så glad for det. Der må være meget ensomt i Bo Bedre-land. Og underboen kan godt glemme at skrige mere af mig... den her gulvmåtte har selvrespekt og beder hende lukke munden næste gang. Mvh. Den arrige gulvmåtte LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin; Jeg får uønsket besøg af naboens hund

Kære Arrige gulvmåtte

Det var godt, du tog bladet fra munden og satte en grænse. Nok er nok. Og jeg forstår, hvad du ønsker af et naboskab – og hvorfor dit udgangspunkt er smil og varme. Selv bor jeg i en ejendom, hvor vi småsnakker på trappen, hilser ude i byen og sjældent påtaler noget som helst. Det er en daglig glæde. Jeg læser i dine betragtninger lidt undren – som om du selv troede, at disse mennesker skulle være mere tilfredse end andre. Jeg tror, Bo Bedre-stilen er camouflage. Og at angsten for at komme for eksempel dig og din søn for nær er kulturelt betinget. Jeg kan huske, at min mormor sagde om sine naboer: ”Vi hilser på hinanden, men vi kommer ikke sådan sammen.”

Og ja, der er sikkert også noget snobberi. Du skriver om disse adfærdsformer som værende noget, der tilhører privilegerede mennesker, og det kan der sagtens være noget om. Men jeg kender mange mennesker, der både er heldige og velhavende – som er positive og søde over for andre. Og jeg kender også en del mindre heldigt stillede, der opfører sig rigtig dårligt! Jeg ved ikke, hvad statistikken siger på området. Nu håber jeg for dig, at dine underboere flytter – og for verdensfreden håber jeg, at konen kommer i terapi, og at datteren og de andre børn bliver sat fri! Og hvor du fortjener at få en ny underbo, der kan lære din søn, at naboer kan være et trygt og varmt indslag i tilværelsen – at man kan grine og snakke med dem, og sjaske lidt vand på deres altan! Mange hilsener Nikoline Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.