Annas brevkasse
15. oktober 2018Brev til Nikoline Werdelin: Er jeg blevet FOR desperat efter at finde en mand?
Jeg er ikke ude på at score en anden kvindes mand. Endelig ved jeg slet ikke, om vi stadig ville være gode sammen. Hvad ville du gøre, hvis du var i min situation? Læs, hvad Nikoline Werdelin råder denne læser til at gøre
Af: Nikoline Werdelin
Hej Nikoline Weredelin
For 20 år siden var jeg kæreste med en syv år ældre fyr. Jeg var på det tidspunkt 21 år og meget uerfaren, og sammen med ham oplevede jeg for første gang at være virkelig forelsket og for eksempel også sætte pris på sex, som jeg indtil da havde oplevet som lidt af en skuffelse. Vi var sammen i næsten 10 år, og vi var hinandens bedste venner og havde det på mange måder godt sammen. Men i løbet af årene blev vores sexliv kedeligt, og jeg mistede lysten til ham. Uerfaren, som jeg var, vidste jeg ikke, at ens sexliv er noget, man skal arbejde for at holde i live – noget, jeg har lært gennem de senere år. Vi gik fra hinanden, da jeg fyldte 30, og jeg ved, at han var flere år om at komme sig over bruddet, da han så mig som sin ”eneste ene”. Vi har holdt kontakten på et sporadisk plan lige siden og fulgt med i hinandens liv. Han har været sammen med sin nuværende kæreste i snart 12 år, og hun har en søn fra et tidligere forhold. Som jeg kan forstå det, er det i lige så høj grad på grund af sønnen, at han er sammen med hende, da han altid gerne har villet have børn, men ikke fik det. Jeg har selv haft flere forhold, men har nu været single i to år og synes, at det bliver sværere og sværere at finde en ordentlig mand. Jeg har tit tænkt, at jeg var for ung, dengang jeg mødte min første kæreste. Hvis vi havde fundet sammen bare nogle år senere, hvor især jeg havde været mere moden, var vi nok blevet sammen. LÆS OGSÅ: Min veninde gentager sine fejl med mænd Jeg skrev til ham for et stykke tid siden og spurgte, om vi skulle mødes til en kop kaffe. Det vil han gerne, og nu er det, at jeg overvejer, om jeg skal forsøge at få ham tilbage, hvis der stadig er en gnist mellem os. Men jeg er i tvivl, for jeg vil ikke risikere at såre ham igen, som jeg gjorde sidst, og jeg går bestemt heller ikke ind for at score en anden kvindes mand. Endelig ved jeg slet ikke, om vi stadig ville være gode sammen, så der er ingen garantier. Jeg må også indrømme, at jeg ikke helt kan finde ud af, om det er mig, der er ved at blive desperat for at finde en mand, og det så er nemmere at finde sammen med en tidligere kæreste, end det er at gå ud og finde en ny. Hvad ville du gøre, hvis du var i min situation? Hilsen Karin
Kære Karin
Jeg ville nok skynde mig af sted til den kaffe med store forventninger, men også med den indstilling, at når der nu alligevel er gået så mange år, er der god tid. God tid til, at I ses nogle gange. God tid til at finde ud af, om gammel kærlighed ruster eller ej. God tid til, at din gamle kæreste finder ud af, om han tør tage endnu en tur med dig – og i så tilfælde får talt med sin nuværende kæreste om, at du findes. Jeg synes heller ikke, man skal være for aggressiv i sin fremfærd, når et andet menneske er optaget – men afvente og se. Hvis et forhold er træt og gammelt, kan man risikere at være den tredje part, der kommer ind i spillet. Men når to mennesker opdager, at de er faldet i søvn eller ikke længere trives, må de rede trådene ud, før man som den nye kaster sig i senge og sofaer uden tøj. Jeg har hørt om mange, der over halvvejs i livet bliver genforelsket i et menneske fra fortiden. Det forstår jeg godt. Så behøver man ikke at begynde helt fra år nul og ikke at føle sig helt så fremmed og genert. Mange hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Min mand er blevet kedelig
Vil du skrive til Nikoline Werdelin?
Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk
Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
LÆS OGSÅ: Min mand er blevet kedelig