Annas brevkasse
27. februar 2019

Brev til Nikoline Werdelin: "Jeg vil ikke bo hos ham"

"Jeg vil ikke flytte ind hos min nye kæreste. Jeg synes, at vi begge skal opgive vores bolig og finde et sted, hvor vi kan begynde forfra sammen. Men han vil ikke sælge sit hus". Læs ugens brev til Nikoline Werdelin her.
Af: tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Nikoline Werdelin brevkasse

Kære Nikoline werdelin

Jeg er 56 år og har mødt en dejlig mand. Vi har kendt hinanden i et år og har talt om at flytte sammen. Han bor i et dejligt hus, og jeg bor i en toværelses lejlighed. Han synes, at vi skal flytte sammen hos ham, og det er da også oplagt, da han har mest plads og bor i nogle skønne naturområder. Vi har begge hund og elsker lange gåture.
Problemet er, at jeg ikke vil flytte ind hos ham. Jeg synes, at vi begge skal opgive vores bolig og finde et sted, hvor vi kan begynde forfra sammen og føle os fælles om projektet. Det er han imod, for han vil ikke sælge sine børns barndomshjem og er i øvrigt bange for at tabe på et salg. På min side har jeg set mange forhold, hvor den nye ”logerende” får en hylde og et skab, og så er medbestemmelsen slut. Jeg vil gerne føle mig hjemme i en fælles bolig i stedet for at føle mig som en gæst. Det er der, vi er strandet nu. Vi håber, at du har et bud på en løsning. Kærlig hilsen Christina LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min mand er blevet kedelig

Kære Christina

Næ... når du ikke har lyst, og din kæreste har afsløret, at han ikke vil kunne sætte huset fri, så det virkelig bliver jeres, skal du ikke flytte ind. Jeg har også hørt mange historier om, hvordan den indflyttende part for tid og evighed føler sig som en logerende. Det eneste tilfælde, jeg kender, hvor det gik godt, var, da en af mine veninder flyttede sammen med sin nye mand i hans gamle hus. Hun fik carte blanche til at rive tapet ned, skifte vinduer og døre og få indbyggede reoler over det hele! Dét skulle der til, før hun fik gjort huset til sit – og hun står i øvrigt også på skødet.
Jeg synes, du skal være tapper, elske dit nuværende hjem og give det en masse energi – og blive ved med at leve, som du gør nu. Så kan du se, hvornår din kæreste bliver mør. Hvis han ikke i fremtiden kan give slip på sine børns barndomshjem, må du afgøre med dig selv, om det giver mening for dig at have en kæreste, du ikke bor sammen med. Måske I kunne dele et sommerhus så længe? Og undskyld mig, det er da helt vrøvlet... skulle alle midaldrende mennesker beholde alt for store huse med bøvl og vedligeholdelse for at være kustode i voksne børns barndomshjem? Haha! Jeg har lyst til at råbe: Se at komme videre! Varme hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Skal jeg vælge min kæreste eller min hund?

Skriv til Nikoline Werdelin

Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.
https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også