Brev til Nikoline Werdelin: Min gamle veninde er gal på mig

Kære Nikoline

Jeg har en kær, gammel veninde fra min skoletid, som jeg har fulgtes med siden ungdommen, hvor vi levede uforpligtende og festligt, og videre til de for mig mere forpligtende tider som alenemor. Hun har ingen børn og en del brudte forhold bag sig, mens jeg har levet alene med min søn, siden jeg fik ham. Han er på vej til at flytte hjemmefra, og jeg kan da godt glæde mig til, at livet igen bliver mere uforpligtende, så jeg kan lave spontane aftaler, blandt andet med min gamle veninde.

Hun har desværre vendt sig mod mig efter en banal meningsudveksling. Jeg vil ikke komme ind på, hvad det drejede sig om, men det var noget, man i mindelighed kunne tale sig til rette om. Jeg forsøgte at holde diskussionen på et høfligt plan, men for hende eskalerede det så meget, at hun i et langt brev har kaldt mig barnlig, dominerende og grov. Hun har også aflyst en ferie, vi har booket sammen. Jeg kan ikke helt begribe, hvad der er sket, men jeg har nok kunnet mærke en optakt i et stykke tid – hun har været kort for hovedet og har bidt mig af. Jeg har med andre ord ikke skullet tro, at jeg var noget. Så det her har været den berømte dråbe. Det er da også sårende, at hun åbenbart har været irriteret på mig i et stykke tid. Jeg har været meget ked af det, men der er nok ikke noget at gøre ved det – altså at hun har set sig sur på mig. Man kan ikke være elsket af alle til alle tider. Hun har ikke direkte brudt med mig, men jeg tror ikke, venskabet kan reddes, for hun har malet sig selv op i et hjørne, og det bliver svært at få et comeback. Jeg synes bare, det er sørgeligt, at man ikke kan bryde på en pænere måde af respekt for et langt og godt venskab. Men det er måske utopi. Hvorfor tror du, at folk pludselig flipper ud på den måde? Kærlig hilsen Den triste veninde LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Udstødt af familien for tyveri (link fjernet)

Kære triste veninde

Somme tider fremprovokerer vi ting hos andre uden at være bevidste om det. Selv om du i dette tilfælde er katalysator, har ”krisen” ikke nødvendigvis noget med dig at gøre. Når din veninde ikke kan sætte ord på, forestiller jeg mig, at det, der fylder hende, er noget, der gør hende flov. Noget tabuiseret som misundelse eller raseri – noget, hun ville ønske, hun ikke følte. Hvis ikke man skammer sig, kan de fleste, der er trygge ved hinanden, godt sætte ord på. Det kan også være, din gamle veninde reagerer på noget, der sker i hendes ubevidste – at hendes uvilje kun er spidsen af et isbjerg, og resten er usynligt. Både for hende og for dig.

Men det er en voldsom reaktion, og jeg kan godt forstå, du er paf og trist. Det er så sørgeligt at blive uvenner med en nær veninde på denne måde. Jeg håber, du vil beholde alle de gode minder. Måske det kan være en trøst at tænke på alt det gode, I har givet hinanden. Nære venner er en af tilværelsens bedste gaver … I blev voksne sammen og var med til at bygge hinanden op. Lange, tætte venskaber mellem kvinder tror jeg kan være identitetsskabende. Vi viser hinanden, hvordan man kan være kvinde, vi spejler hinanden, taler frit og dybt – og i nogle venskaber tror jeg, vi hos veninder læger de sår, som vore mødre har påført os. Derfor er der også meget på spil. Det lyder dejligt, at du snart kan se dig selv i livet med mere frihed – jeg håber, du finder masser af andre gode venner at dele det med. Varme hilsner Nikoline LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min søn nægter at se mig Skriv til Nikoline Werdelin Skriv til SØNDAG, Postboks 420, 0900 København C, og mærk kuverten »Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.