Annas brevkasse
7. maj 2018

Brev til Nikoline Werdelin: Min svigerfar er en gammel gnavpot

Hvad gør man, når ens svigerfars dårlige humør er ved at tage overhånd? Læs, hvad Nikoline Werdelin råder denne brevskriver til.
Af: tekst og illustration af Nikoline Werdelin
Brev til Nikoline Werdelin - Min svigerfar er en gammel gnavpot

Kære Nikoline Werdelin

Jeg ved ikke, om du har et godt råd til mig. Jeg har altid haft et godt forhold til mine svigerforældre. Min mand er enebarn, og vi bor tæt på hans forældre og ses ofte i det daglige. Desværre er min svigerfar blevet en værre gammel gnavpot, efter at han er blevet pensioneret for knap et år siden. Det har ganske vist altid været min svigermor, der tog sig mest af børnebørnene, vi har to børn på 7 og 9, men nu har han stort set ingen tålmodighed med dem. Samtidig er han altid irriteret på min svigermor, og det er ikke til at holde ud at høre på.

Jeg har forsøgt at tale med min mand om det, men han slår det hen. Min lyst til at besøge dem er dalet, men det værste er, at vi har den tradition at tilbringe en lille uge af sommerferien sammen i deres sommerhus. Det plejer at være hyggeligt, men det tror jeg ikke, at det bliver i år, hvis min svigerfar skal bruge tiden på at skælde ud på børnene, sin kone og resten af verden. Kan jeg tillade mig at sige, at jeg ikke vil med i år? Jeg ved, at både børnene og min svigermor bliver skuffet.

Mange hilsener, Betina

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min mor er bitter og negativ

Kære Betina

Det undrer mig lidt… når jeg læser dit brev, får jeg den tanke at der er samtaleforbud i din familie. Det lyder, som om I enten kan hygge jer, som I plejer – eller også kan I blive hjemme og slet ikke gøre noget! Hvor er forhandlingen – samtalen – og det både besværlige og smukke, at vi ændrer os, fordi vi er i familie? Familieskab kræver jo, at man socialiserer sig. Tager livtag med sine neuroser, sliber sine kanter, opfører sig, så de andre kan holde én ud. Nogen gange er forholdene helt urimelige – og man må holde sin familie ud i strakt arm – andre gange er det værd at lade sig præge.

Det, synes jeg, det er i din svigerfars tilfælde. Lad ham vide, hvad du tænker. Spørg ham, om han bakser med en sorg eller en uro, som gør ham kortluntet. Sørger han over, at arbejdslivet er slut, er han syg og bange for at dø? Fortæl ham, hvad der skal til, for at du har lyst til at være sammen med ham – og for at du vil dele dine børn med ham. Spørg ham, hvad I kan gøre for, at han bliver mindre irritabel. Svigerfædre og svigerdøtre kan have en ganske unik forbindelse. I har en lang familiehistorie sammen, og du har al mulig ret til at tage en snak med ham på egen hånd.

Mange hilsener, Nikoline

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min mand udspionerer mig

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Jeg er bange for, at han ødelægger min datters konfirmation

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/abbo_banner_qlinique_940x200_0.jpg

Læs også