Brev til Nikoline Werdelin: Skal man droppe kagen, fordi andre er på slankekur?

Til Nikoline Werdelin

Jeg har i mange år været medlem af en læseklub, hvor vi mødes en gang om måneden og diskuterer bøger. Enkelte af medlemmerne ser jeg også i andre sammenhænge, og vi mødes hos hinanden til en god middag af og til.

Et par af kvinderne har altid været overvægtige, og de har forsøgt sig med forskellige kure med svingende held. Nu er det åbenbart alvor, for de er begyndt også at interessere sig for, hvad andre spiser. Den ene mener, at vi skal holde op med at spise kager, når vi mødes i læseklubben. Vi skiftes til at bage, og det er en del af hyggen ved bogsnakken. Når vi ses privat, har de foreslået, at vi sløjfer desserten. Hidtil har jeg ikke kommenteret det, men nu er de også ude efter vores julemøde i læseklubben, hvor vi plejer at få æbleskiver. De skal skiftes ud med en brunch.

Jeg forstår godt, at de gerne vil tabe sig, men jeg kan ikke se, at de skal diktere, hvad jeg og resten af gruppen skal spise, fordi de mangler rygrad. Kan de ikke blot lade æbleskiver og kager stå? Der bliver altid serveret frugt ved arrangementerne. Hvad mener du om den sag? Bør man være så solidarisk, at juletraditioner må lade livet?

Mvh. TP

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Min svigermor kan ikke lide mig

Kære TP

Det er tidstypisk... mig, mine allergier, min kur, min mund. Man må navigere, som man bedst kan. For at tage MIG som eksempel: Jeg kan ikke tåle alkohol, så jeg skåler i Cola Zero, når de andre løfter glasset med Amarone. Jeg er allergisk over for kød fra firbenede dyr, så jeg medbringer et stykke laks eller nøjes med grøntsager. Jeg er ikke vild med hvedemel og undgår det i diskretion. Jeg kan ikke høre i store rum uden stof, som er fulde af børneskrig – så jeg sætter mig i et hjørne med tekstiler eller skruer ned for apparaterne, smiler venligt – og prøver at få en dag ud af det alligevel. Går måske lidt tidligt. Jeg har hund... sådan en er ikke altid tilladt eller velkommen. Den må ligge i bilen så længe, så jeg går ud og får en kærkommen luftetur af og til.

Tog jeg ikke selv ansvaret for alle de her gebrækkeligheder, skulle alle de sammenkomster, jeg deltager i, være alkoholfrie, der skulle kun serveres proteiner fra fisk og fjerkræ og bages uden mel. Der skulle hænges tykke gardiner op og laves nedsænkede akustiske lofter, børnene skulle knebles, og de voksne kun tale en ad gangen – og alle, der var bange for eller allergiske over for hunde, måtte gå hjem.

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Kan jeg forlade min syge mand?

De damer kan jo medbringe et par slanke-æbleskiver i en pose og kaste dem i ovnen, mens teen trækker. Livet er kort. Jeg tror ikke på at synke kollektivt ned i kure, diæter og allergener. Det er en sump, man aldrig kommer op af igen.

Venlig hilsen, Nikoline

Vil du skrive til Nikoline Werdelin?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til nikoline@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.