Jeg har lige sagt farvel til min sidste fødselsdagsgæst. Og jeg er sur og skuffet

Hej Anna

Måske er jeg nærtagende. Måske er jeg utaknemmelig. Måske er jeg alt muligt, jeg ikke skal være.

Men jeg har næsten lige lukket hoveddøren bag den sidste gæst til min 50-års fødselsdag, som blev holdt herhjemme. Klokken er snart tre om natten. Min mand er listet op i seng.

De to unge piger, vi havde hyret til at servere og rydde op, er netop gået. Her sidder jeg så og føler mig mest af alt skuffet, men også sur.

Jeg synes simpelthen, det er for dårligt, at ud af 30 gæster var der ikke én, der havde en sang med, ikke én, der holdt en tale, ikke én, der havde tænkt en kreativ tanke til en eller anden form for underholdning under middagen.

Jo, min mand holdt tale for mig. Den var god og sjov. Men det var dét. Og så påklædningen. Flere af mændene kom i halvkrøllede cowboybukser og skjorte, én sågar i T-shirt.

Min mand stod flot i jakkesæt, skjorte og slips. Jeg selv havde købt en ny festkjole, ikke lang, men festlig. De fleste af mine veninder kunne sagtens være taget direkte på arbejde i de kjoler, de kom i.

”Dresscode: Festlig” stod der i invitationen. For mig betyder det noget, at folk gør lidt ekstra ud af sig selv ved ekstraordinære lejligheder. Men kan DU forstå, at jeg er skuffet og sur?

KH

nybagt 50-årig

Kære nybagte 50-årige

Når vi inviterer gæster, siger vi af og til: ”Bare kom som I er”. Virkeligheden er dog nok snarere den, at vi ville ønske, at i hvert fald visse gæster kom lidt mindre ”lige som de var”.

Det kræver nemlig noget af os at deltage i en fest. Vi kan ikke bare møde op i pyjamas og sidde og surmule hele aftenen, fordi det nu engang var sådan, vi lige havde det dén dag.

Når nogen har gjort sig umage, så forventes det af gæsterne, at de gør det samme. Jeg kan derfor sagtens forstå, at du er skuffet.

Påklædning er jo et sprog – uden ord. For med det, vi tager på, giver vi andre et praj om, hvad vi lægger i den situation, vi har klædt os på til. Møder vi op i det stiveste puds til en omgang restemad hos naboen, tror de sikkert, at vi er gået forkert. Eller at vi misforstod indbydelsen!

Med hensyn til de manglende indslag kan jeg ikke lade være med at spørge dig, om du i invitationen havde understreget dette ønske? Nu ved jeg naturligvis ikke, hvor kreative dine venner er, eller hvordan de har det med at rejse sig op og tale i en forsamling.

Men når vi direkte skriver, at vi håber på indslag, så sender det et klart signal om, at det her er en fejring, der betyder noget særligt for værten.

”Er du i tvivl – så overdriv endelig!”, stod der under ”dresscode” til et bryllup, jeg engang var inviteret med til. I visse sammenhænge er det nemlig overdrivelsen, der fremmer forståelsen.

Mon ikke det løfter humøret hos de fleste at åbne døren for gæster med højt hår og et par hundrede pailletter for meget – end for en samling trætte T-shirts og krøllede jeans?

Kærlig hilsen

Anna

Står du i et dilemma eller i en svær situation? Skriv til præst og forfatter Anna Mejlhede, anna@soendag.dk

Redaktionen forbeholder sig retten til at forkorte i brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente svar.

Du kan lytte til femina update-podcasten i appel Ally, i Apples podcast-app eller på Spotify: