Nikoline brevkasse: Misundelig på veninderne
Kære Nikoline
Uh, det gør ondt at indrømme det her, men nu gør jeg det: Jeg er misundelig på mine veninder, der lader til at komme meget lettere til alting.
Vi er en gruppe kvinder, der har fulgtes ad siden studietiden. Dengang følte jeg aldrig, at jeg var anderledes, men med tiden har vores liv udartet sig meget forskelligt. De tre andre er gift og har velfungerende børn og gode job, mens jeg blev forladt af min kæreste kort efter mit eneste barns fødsel. Min datter og jeg har været alene altid, og da hun har flere diagnoser, har det ikke været nemt. Hun kræver ekstra hjælp og opmærksomhed, og det har gjort det svært for mig at passe et job. Resultatet er, at jeg bor i en lille lejlighed og må vende hver en krone, mens mine veninder taler om bøvl med rengøringshjælpen og den næste charterrejse. Det er ikke, fordi de på nogen måde er nedladende, jeg kan bare mærke, at de slet ikke forstår min situation.
Jeg holder meget af dem, men når vi ses, bliver jeg mindet om, at mit liv slet ikke blev, som jeg drømte om engang, og det gør mig trist. Jeg overvejer at lægge afstand til dem, men hvordan gør jeg det? De vil nok undre sig, og jeg kan jo ikke så godt indrømme, at jeg ikke kan holde ud at være vidne til deres perfekte tilværelser.
Kærlig hilsen, ”Den anderledes”
Læs også: Nikolines brevkasse - en påtrængende bekendt
Kære ”Den anderledes”,
Jeg fik engang et godt råd: ”Don´t compare your own inside with other peoples outsides” (du skal ikke sammenligne dit eget indre med andre menneskers ydre). Jeg tolker det sådan, at det nogle af os oplever i os selv – tvivl, mindreværdskomplekser, opsamlinger af nederlag og modstand – ikke skal sammenlignes med den måde, de andre tager sig ud udadtil. De fleste mennesker oplever følelsesmæssig kulde i perioder, tvivl om deres eget værd og angst for, om det vil gå deres børn godt. Du og dine veninder har valgt at tale om lette, lyse ting, når I er sammen – det er jo et valg. Du kan foreslå, at I også taler om det svære. Det eksisterer også for de andre. I kan vælge at skabe et rum, hvor I deler det.
Om den økonomiske forskel: Det kan godt være, at dine veninder lever en tilværelse på ”businessclass”, mens du lever på ”economy”. Men prøv at sammenligne dig med en kurdisk mor i bjergene eller en syrisk mor i en flygtningelejr i stedet. Du og dine veninder tilhører alle den privilegerede, vestlige middelklasse. Du lever i et samfund, der (trods sin imperfektion) gør meget for sine udfordrede borgere. Du har tag over hovedet og kaffe i koppen. Jeg ved, det er utrygt og energikrævende at være presset økonomisk, men prøv at vende hele dit perspektiv: har du ikke meget at være taknemlig for?
Jeg ville bruge denne venindegruppe til at huske at tage hånd om den del af dig, der føler, hun har fået for lidt og er blevet forfordelt. Find ud af, hvordan du trøster den utilfredse, skuffede lille pige indeni – og træd ud blandt de andre med rank ryg. Du er en stærk kvinde, der har sørget for sin handikappede datter helt alene – dét er en kvinde at bestige bjerge med! Hende tror jeg, dine veninder beundrer og kan lære meget af.
Kærlig hilsen, Nikoline